169 / 425
162
Den 2 6 de Maj.
ed bølgende Vimpler og vajende Flag
Staar Danmark smykket til Fest i Dag,
Mens Foraarets Løvspring og Blomster iletter
Hvert Hjem til en eneste festlig Krans,
Hvor Glæden spreder sin tindrende Glans
Langt ud i de lyse Nætter.
Dog mer end det myldrende Blomsterflor
E r Folkeskaren, som tæt og stor
S ig fylker i Dag paa de danske Sletter
Om Kongeparret, som aldrig blev træt
I Kampen med Gud for Æ re og Ret
I Danmarks mørkeste Nætter.
Det halve Aarhundred, de fulgtes ad,
Omkranses af Minder, Blad ved Blad
Saa rigt, som vor Saga end aldrig beretter,
Der vidner i Vest, mod Syd og Øst,
At Kongens Glæde blev Folkets Trøst
I Tidens mørkeste Nætter.
Og derfor vajer vort Kongeflag
Paa Troskabs skjønneste Sejersdag
Med uforgængelig Glans og forjætter,
At Lykken for Konge og Folk i Aar
Et Festblus tænder, hvis Straaler naar
Ud over de lyse Nætter.
L ille Id a s B lom s te r .
I fri Bearbejdelse.
Du kjender vel Historien om lille Id a ? — Det vil
sige, hun kaldes Id a , men det skrives Id a g , for det er
i Dag, Historien foregaar. Hun havde de dejligste
Blomster, og nogle af dem havde hun plantet i Rummel
potter; men det kunde de ikke taale. De havde visnet
saa længe, at de nu hang med Hovedet ved at tænke
derpaa, og derfor lagde hun dem i Dukkernes store
Fællesseng. »Hvil jer nu,« sagde hun, »for jeg veed
meget godt, at I skal til Stads!« — det havde nemlig
en gammel Digter, der hed H. C. A n d e r s e n , fortalt
hende. Men til at begynde med vilde de ikke røre saa
meget som et Morgenblad for at svare hende; men hun
kunde tydelig se, at de forhandlede om det.
Saa vaagnede hun en Torsdag Morgen ved at høre
den lifligste Musik. Hun skyndte sig hen til Vinduet og
kiggede ud paa Gaden. Nej, hvor det var morsomt:
Der var Blomster helt op ad Husene, og paa mange
Huse var de ligesaa brogede som Ordensbaand; og saa
var der elektriske Lamper, der var ganske tykke af Vig
tighed, fordi de kunde lave Dag hele Natten. Smaa
H y a c in t.h e r, tynde forneden og tykke foroven, saa at
man skulde tro, de var pukkelryggede, trippede hen ad
Fortovet; de var Frøkener. Gloende L ø v e tæ n d e r
vimsede omkring dem, og Frøkenerne smiskede, for de
vidste jo, at de bare behøvede at puste, saa kunde de
faa en ny Kjole. Bly F o r g le m m ig e je r og struttende
T u lip a n e r med Glans paa, men uden Duft, K ø k k e n
u r t e r i Stadsklæder og P r a g t l i l i e r i Galla. — alle
var saa glade og tog hinanden i Knaphullerne og dan
sede Byen rundt i Kjæde for at se paa Stadsen. Kun
de røde H a n e k am m e stod i en Krog og gjorde Skrue,
det var nu d e r e s Fornøjelse.
En gammel S to u d i fuld Uniform, for han var
Magistratsperson, kom hen til Fællessengen, hvor de vis
nende Blomster laa og forhandlede. Han spurgte, om de
vilde være med til Stadsen, og strax var Visneriet glemt.
De tænkte ikke længere paa at forhøre sig om, hvor vidt
de kunde risikere at komme i Selskab med en »Skriver
og Forvalter«, men hoppede ned mellem de andre og var
saa fornøjede.