223 / 425
215
nesker som mæ’ Vexler, Kristen, a’ naarenstid a’ di først æ
gaaet hen aa ble’en forfaldne, saa er der itte andet, der ka’
hjælpe end som Guld. Men ded æ’ nu skidt, æ’ed. Naarens
tid man har Løst aa drikke, saa ska’ man Fa’enedeme osse ha’
Lov te’ed. Hva’ ska’ Værshushulderen els leve a’ ? Jæ si’er
nu for Ægsembel, a’ di fandt paa en Guldkur for aa vende
Folk a’ mæ aa faa Børn. Saa blev ed sgutte'godt aa være
Jormormand her i Landet mere. Ded æ li’e møjet, hva’ for
en Bestilling man sitter i, saa ka’ di aldrig taale, a’ man tjener
sit davlige Brød paa en honnet Maade. Nej, der er itte andet
aa gjøre end som aa sla’ sig paa Oppensitionen, Kristen. Ded
sku Du osse gjøre.
K risten . Ded ka’ der være novet i, Mads.
Mads. Ja, Du sku’ dov tænke over ’ed. Ja, nu maa jæ
hjem aa passe Forretningen, Favel, Kristen.
K risten . Favel,. Mads.
P a a F red ss tien .
Sidste Fredag samlede
det unge Danmark fra
F r e d e n s g a d e sig ude paa
Lammefælleden til et stort
Fredsmøde. Fredsforedraget
holdtes af S ø r e n s t j e r n e
S ø r e n s on fra St. Hans
gades Friskole
Taleren begyndte med
en Beklagelse over, , at
Sølvgadens Sporvejsselskab
ikke havde villet tilstaa
Deltagerne nogen Modera
tion i Befordringsprisen,
saaledes som dog Statsbanerne havde gjort ved det store
Fredsmøde paa Himmelbjerget. (Sikke none Himmelhunde!).
Ellers havde vi nok vaaren nogle flere i Dag. — Dette
Møde var bleven sammenkaldt, fordi B j ø r n s o n havde sagt,
at det var de Smaa, der skulde begynde paa Fredssagens
Gjennemførelse, og derfor skulde vi nu tage fat paa at af
skaffe Krigen. Det var en stor Skam, at Præsterne her i
Landet ikke gjorde noget for at hindre Blodsudgydelse, nej,
ovre i Amerika var Præsterne anderles K a ’le. Der havde
Folket lige i disse Dage hængt 4 Italienere, fordi de havde
myret en Svensker, og han haabede, at vi ogsaa kom lige
saa vidt herhjemme, saa vi ogsaa kunde lære, at alle Na
tioner er Brødre. — Til næste Aar skulde han selv be
gynde at gaa til Præsten, og han skulde nok passe paa, at
Præsten gik med en Kniv i Ærmet. Han vilde foreslaa,
at man begyndte med Afskaffelsen af at lege Røvere og
Soldater, man kunde jo godt være Røvere allesammen, fved-
toges under stor Jubel). Men Fredssagen var ogsaa en Skole
sag» °g derfor skulde Lærerne gaa i Spidsen med at afvæbne,
saaledes at for Fremtiden skulde Spanskrør afskaffes i Skolen,
og alle Stridigheder mellem Lærerne og Drengene skulde
afgjøres med Voldgift. Det fik man nok Lærerne til at gaa
ind paa, naar de hørte, at vi vilde afskaffe alt Slagsmaal i
Timerne og nøjes med at skjælde hverandre ud i al Fred
sommelighed.
L o u i s F r a n d s e n fra Ryesgade, vilde nok være med
paa Fredssagen, men han vilde dog først klø Wilhelm Mik
kelsen fra Østre ordentlig af, for den Rad havde snubbet
to Cigarer fra ham og røget dem for ham.
W i l h e l m M i k k e l s e n mente, at Louis gjerne kunde
komme, hvis han vilde noget, han var inte bange, for han
havde to andre store Drenge til at hjælpe sig.
S ø r e n s t j e r n e : Ja, Bjørnson havde selv sagt, at det
var kuns Samvittighederne, der havde Lov til at angribe
hinanden. Han vilde nu henstille til Wilhelms og Louis’s
Samvittigheder — —
L o u i s : Ja vel, men hvor sidder da Samvittigheden
hos Wilhelm? (Stemmer: I Hovedet! Nej! I Maven!)
Godt, saa slaar jeg altsaa med god Samvittighed Hovedet
ned i Maven paa ham!
Efter at et større Slagsmaal omsider havde klaret Strids
punktet til alle Parters Tilfredshed, og Deltagerne havde
vadsket Blodet af sig i Lammeparken, vedtoges endelig en
Resolution, der udtalte, at det var Præsterne, der var Skyld
i Ufreden, og at de skulde tvinges til fra førstkommende
Juli Kvartal at holde
>F reden*.
Bab e lstaa rn e t,
m l'
B a b ylo n s-V ise n .
ar De hørt, hvad man fortæller?
Nu skal Kjøbenhavn ha’ sig et Eiffeltaam!
Et, hvortil man Pokker heller
Nogensinde Mage vist har kjendt tilforn,
Ude ved Zoologisk Have
Bygges det op af en dristig Haand; —
Saadan no’et kunde Ingen lave
Ovre i det rigtig gamle Babylon!
Der kan Havens Bæster hoppe
Op og ned Og more sig, de søde Dyr!
Selv en norsk-norsk Bjørn deroppe
Som en Himmelbjærg-Profet kan holde Styr.
Hver, som har noget at kigge efter,
Højt fra dets Top med frigjort Aand
Blikket vemodig og modig hefter
Ned paa »detteLand« og paa detsBabylon.
Gamlehø ru p strax forsøge
Maa en Tur derop i allerstørste Hast
For at kigge ned til Kjøge,
Hvor det faldt ham for besværlig at staa fast
Henning, den Stakkel ved hans Side
Staar som en gjennemhøvlet Spaan
Og kigger ud, for at faa at vide,
Hvordan det gik til i salig Babylon
Naar man plages af en Rykker,
Li’som Per og Ove nylig, stakkels Skind,
Efter sine Kronestykker
Kan man kigge langt fra Eiffeltaarnets Tind ;
Bli’er det paa Jorden dem alt for broget,
Flygter derop de Haand i Haand; —
Men, kommer alligevel Kongens Foged,
Bli’er der en Forvirring som i Babylon!
Georg med sin sidste Skare
Løber imod Taamets høje Tind grassat,
Ikke for Plaser, men bare
For at kigge efter hans Professorat.
Højt devedSøndermarksVandværkthroner,
Knuget af Mismods stramme Baand,
Ligesom Fortidens Hyle-Cohner,
Da de ved et Vandværk sad i Babylon.
WG*
Med dette Nuraer følger
et illustreret Annonce-Tillæg. "•Ø