262 / 425
254
6 % r
Æ - -
w ;
o
Ind kom stska ttebogen .
D e h ig e r og sø ger
I gam le B ø g er;
M ed spejd end e Øje
D e sig fornøje;
Om D ag en og N a tte n
D e iv rig læ se
Om In d k o m stsk a tte n
M ed næ sv is Næse.
N a a r B ogen komm er
E t S ted s til H use,
D e iv rig snu se
I N æ sten s L omm er.
M en d e r fam les i Mørke,
T h i af F ry g t for F a llite n
E r d er M ange, der sty rk e
Y ed en L ø g n K re d ite n .
Og de sk riv e r k nu sen d e
i H øje P ro c e n te r
Og fo rtæ lle r om T usinde,
D e h a r i R e n te r;
Og m aaske h a r de ikk e
E n en este H vid,
M en de Næ sten bestik ke,
Og d e t g a a r til en T id.
E n afsky elig Bog,
D er g jø r In g e n klog,
M en a v le r M isundelse
Og B a g ta len
Og g iv er B egrun delse
T id t til S kand alen .
P ig e r sm ukke
I B o gen hlade
M ed stille Sukke,
T h i ak ! h v o r Skade!
D e t n æ p p e fejler,
A t m an v il finde,
A t E n s V eninde,
H u n h a r en B ejler,
D e r er højere a n sa t
I B ogen en d hendes,
O g d et e r dog b a n sa t!
D e t m aa bekjendes.
S aa m an g en Stym per,
Sølle og sæ lle,
S a n d h e d en k rym p er
Sig v e d a t fortæ lle;
Og m ed Sum m er h a n sk ryder,
H a n sle t ikke h ar,
S k jø n t trin d t d e t forlyder,
H a n g jør sig til Nar.
E n an d en b ry d e r
S a n d h e d en v illig
O g gjø r sig til S n y d er
F o r a t slippe lid t billig.
L ø g n og P ra l r e t h y p p ig dølge
In d k om stsk rtte b o g e n s S p alter;
M ed M isundelsen i F ø lg e
D a a rlig den s it H v e rv forv alter.
O fte nok, d e t v il m an finde,
H a d e ts Ild og N ag den tæ n d te,
S k ilte V en den fra V eninde,
S a tte U fred b lan d t B ekj endte.
U n d e r m an g e aa rig F æ rd e n
Ik k u n faa den m on fornøje.
L a d den k u n gaa u d a f V erden
F o r e t m at, n y sg je rrig t Øje! —
Og m an høre vii v o r K la g e ;
V isse T im e, D u er komm en!
H v a d de gav, de to g tilbage,
E v ig b o rtsv a n d t „H elligdom m en“ !
Jensen: Spørre ont Vej? Nej, Tak ska’ I ha’, saa vidt
er ’et dov verkeli’ ikke kommet med mig endnu, at jeg sku’
spørre om Vej her i min egen Fødeby. Der er jo nok kommen
en Del nyt, som pr. Exempel Frihavnen ude ved Langelinie og
det nye Raadhus eller hvad det er med Taamet nede i Filesof-
gangen, og saa var Krisjansborre jo heller ikke brændt af for
ti Aar siden, og det forvirrer jo altid lidt, men jeg ska’ nok
hitte Rede i ’et alligevel, naar I bare vil følle efter mig. Er
vi her nu allesammen? Naa, kom saa, saa ska’ I faa Beduinerne
og se. — Hvad det er for no’ne? Ja, ser I, de er jo egentlig
bosat i Afrika og Amerika forskjellige andre Verdensdele. Helt
nøjagtig tør jeg ikke paastaa det, men det skal nok saadan omtrent
slaa til, at det er der i Nærheden. Om de er Menneskeædere?
Tja, ligefrem garantere for, at de aldrig har smagt Menneskekyd,
det tør jeg jo ikke. Men jeg haaber dov, at de kun gjør ’et,
naar de er i Nød og Trang, og her er der jo Resterationer
nok, hvor de ka’ faa noget og spise. Er De bange, Fru
Hansen? Ak Gud, det ska’ De saamænd ikke. Det sku’ da
gaa løjerligt til, om de netop sku’ ta’ og udsøje sig Dem, og
desuden saa ka’ jo Hansen nok beskytte Dem, om saa ska’ være.
Hvad de da lever af derude i Ørkningen ? Aa Gud, der er
jo saa mejet, som de saaddan ka’ gaa li’saa stille og rave sig
til. De er natyrligvis ikke bange for og sluge de største
Kameler raa, og saa laver de Æggekave af Strudsæg og stejer
dem i Solen. Hva' siger De, Frøken Peddersen? Maa de ha’
none Strudsmayer? Ja, det har de sgu osse. Men det er jo
heller ikke sagt, at de ka’ taale alt, hvad de saadden gaar og
propper i sig. Dg naar de har slugt for mange Kameler, saa
faar de jo denne hersens Mavedans, som vist for Resten maa
være mejet sjenerende, hvis vi faar Kolera. Men det er jo for
Resten noget som saa udmærket godt ka’ hændes en af os
Andre osse, naar vi har været ude og spist noget, som at vi
ikke ku’ taale. Der er ikke andet og gjøre ved end som og
ta’ sig en Bitter. Men det har de sorte Dævler natyrligvis
ingen Forstand paa.
Hvor det er, vi gaa hen? Gaar vi galt i Byen? Det
gjør vi vist ikke, naar jeg er med. Ak Gud, jeg kjender jo
hele Landskavet saa godt. Herude er al Ting paa en Prik, li’
som da jeg boede her — undtagen at denne Gade, som vi
gaar i, den var her ikke, og saa var disse Sidegader her
natyrligvis heller ikke, Bedevineme de var her jo heller ikke.
Men naar jeg undtager det, saa er der heller ikke sket Spor af
Forandring siden sidst.
Om de er gift, disse Bedeviner? Ja, jeg veed det natyrlig
vis ikke ganske bestemt, men jeg tror dov nok, at somme af
dem er gift og somme de er ikke. Det maa jo knive lidt med
Koner til dem allesammen, fordi at hver Mand skal ha’ en Snes
Stykker i det mindste . . . Ja, det har Du Ret i, Peddersen,
vi Andre ka’ sgu ha’ nok i een. Hvor de faar Pengene fra?
Ja, nu tjener, de jo naturligvis ikke saa lidt ved disse Opdavelses-
rejsende, som der kommer saa mange af. I ka’ tro, naar der
kommer saadden en som jeg vil sige Standlej, saa kaster det
en god Skilling af sig paa Hoteller og saadden, hvor han
ta'er ind.