402 / 425
394
H ø jre - o g V en stre-D e lege red e .
L/et fæle Højres Delegeretmøde
Er altsaa overstaaet denne Gang.
Det tog Humøret fra de stakkels Røde
Og fra hver blakket Sjæl i Dannevang,
Hvis Presse lider af en dybtfølt Trang
Til Krydderi paa sammes Spalteføde,
Hvis Aarsag den trakterer med en lækker
Ragout paa »Splittelsen« i Højres Rækker.
Ak ja, for Venstre er det dog en Trøst,
Naar det
hos H
ørup
„mit Umständen
“
hører,
A t J.
S
cavenius
,
den faldne Fører,
Med
D
inesen
skal have
havt
en
Dyst,
A t
B
entheim
kjønt og næsten sandt afslører,
Hvorlunde
L
arscs
Haand og
J
akobs
Røst
Med megen Mas og Rødmen udi Kammen
Blev i »R eso lu tionen« smeltet sammen.
Den Ting er desforuden klar og ren,
At, naar paa Mødet sammen Højre tygger,
Resolutionen bliver ikkun en;
Mens Venstre, naar det holder Møde, brygger
Og vedta’er allermindst tre-fire Stykker.
For saa vidt er det paa den grønne Gren;
Det er jo Mængden, som det kommer an paa,
Og Venstre mange fik at holde Stand paa.
Og hvad Endrægtigheden anbelanger,
Saa har det ene Møde, Venstre holdt,
En Glorie, hvormed endnu det pranger,
Naar ned ad Højres R yg det løber koldt;
Thi, medens Venstre var med Tvedragt svanger,
Dets Delegeretmøde har med stolt
Enstemmighed dog kunnet proklamere,
A t det var bedst, man ikke a fho ldt flere.
A f disse gode Grunde forekommer
Det os at være baade sandt og vist,
A t Venstrepressen er den bedste Dommer,
Naar Højres Delegerede har Tvist;
Og, har de ingen, skal en Journalist
I Venstre nok ransage sine Lommer
I Mangel af et Nøglehuls Udfrittelse,
Til her han finder Tegn paa Højre-Splittelse.
Hvem var Katten?
/få
s * G ~
.
r
Ø i j E n D e b a t , s e t i F u g l e p e r s p e k t i v . L j
Den 2den December.
I F r u H e i b e r g s gjen o p lev ed e tre d je D el af sit
L iv s E rin d rin g er, Side 109, læ ses følgende S æ tn in g :
„D et er i d e t H ele ta g e t en fo rtv iv le t M ening hos
S kuesp illerne, a t e t R e p e rto ire a ltid k a n in d re tte s efter
om H • A. e lle r H r. B. k a n faa L e jlig h e d til a t sp ille “.
Som a h id n a a r d e tte rT eibergske S p ro g fo r LTko n
firm ered e sk a l læ ses af D ann ede, m aa S æ tn in g en fo rud
om skriv es i n a tu rlig e O rds k ry sta lh im m e lsk e K la rh ed .
Og d en vil da ly d e sa a :
„D et e r hos e t T h e a te rs A g eren d e sn a rt sa g t en
fo rtv iv le t M ening om R e p e rto ire t, a t d e t k a n af D ire k
tio n e n a ltid læ g g es til R e tte , g iv en d e H r. A. e lle r H r.
B. L ejlig h e d til S p il“.
M en til h v em h a r F ru e n sig tet, d a h u n m ellem to
R o lle r frem læ sp ede denn e D u ft-R ep lik til sin b e u n d ren d e
E ta tsra a d ? — A l E rin d rin g e r om sa t F a n ta si.
M en
i h en d es E rin d rin g e r s ta a r for h en d es F a n ta s i k u n en.
en este „H r.“, nem lig H r. H ø e d t . N a a r h u n sig e r:
H r. A. e lle r H r. B., m aa h u n a ltsa a i begge F a ld h a v e
for T an k en H r. H ø ed t. B o g sta v ern e A. og B., b e te g
n e n d e sam m e P e rso n , m aa d a v æ re to B e te g n elser for
d e t sam m e B egreb. M en i d e tte L a n d s S p ro g findes
k u n to Ord, d e r opfy lder B e tin g e lsen ; d e t e r O rdene:
A b e k a t og B a v ia n .
S a a v id t k a n V au d ev illeriet d riv e en sto r K u n s tn e r
in d e og e t lille M e n n e sk e : F ra sin G ra v se n d e r h un
h u n d sv o tsk e Sm æ deord efter den sto lte K u n stn e r, der
selv h a r læ rt m ig, h v o rled es K o n g R e n és D a tte rs F o r
lovede sk a l s p ille s! S a a d a n t In d b lik i F o rtid e n s b ru ta le
F o rd um m else v il for a ltid h av e a fre v e t G lorien a f d en n e
R e p ræ se n ta n tin d e for L a rs D in esen s K u n st.
Æ . . . B æ h ! . . .
Den 5te December
I Anledning- af afdøde Fru Heibergs interessante Overfald
paa afdøde Hr. Høedt, har jeg tilfældigvis fundet nogle efter
ladte Breve hos en afdød Kusine til en Onkel af en Kone, der
var gift med en Droskekusk, der gjentagne Gange har kjørt
for Hr. Høedt. Det fremgaar af disse Breve, at Høedt aldrig
med et Ord har betroet Droskekusken nogetsomhelst Ønske
om at faa Repertoiret „indrettet“ efter sit Hoyed. Skribent-
indens løse Paastand maa derfor haanlig vises tilbage „iiber
allen Heibergen“ .
L arsen , Postbud.
Den 7de December.
Det er sa a naturligt, a t alle T ank er og In tere sse r
for Tiden kun d re je r sig om F ru H eibergs gribende
E rindringer. Voxne Læ sere ra a b e r bevæ get B ravo og