S_Punch_1892

391

M and en med Jaernm aven .

(Det banker paa Døren. Variété-Direktøren farer op fra Sofaen

og gmder Øjnene. En resigneret Herre træder ind.)

— Undskyld min Høflighed! . . . . Tør jeg spørge Hr.

Direktøren, om Hr. Direktøren er hjemme?

— Optaget! . . . . Gaa over til Gjenboen! . . . . Jeg

gi’er aldrig Fribilletter ved Dørene.

— Mange Tak. Jeg vilde ellers mere spørge Hr. Direk

tøren om, om Hj. Direktøren kunde have Lyst til at være

Millionær?

— Hm,

. . . . o; naar man ikke har andet at be

stille, saa . . . . De har muligvis en Plads ledig i den Branche ?

— Det er, hvad jeg har! Hvad mener De om en Penge

kasse saa fuld af Guldstykker, at Deres ærede Hr. Gjenbo maa

laane a’en, naar han vil bestille sig et Gravsted af Ærgrelse!

— Nu er jeg med . . . De er Artistagent?

— Impressario, Hr. Direktør.

— For hvem?

— For mig selv. La’ De bare mig optræde; jeg inde-

staar Dem for, at Deres ærede Publikummer skal gi’e Aftens

maden fra sig af Forbavselse. Saa har De jo altid tjent den.

— Se, se! . . . Med Forlov, hvad arbejder De i?

— I Fortvivlelse. Jeg har maattet døje saa meget, at

jeg nu har lagt mig efter at fordøje. Ved flittig Træning har

jeg været saa svineheldig at blive altædende.

— Saa gaa hen og grynt Deres Nød for Dr. S c han

do rph; han har altid Brug for den Del af Naturhistorien, som

D e hører til. Mine Artister lider ikke af Svinsot.

— Jeg maa gjøre Hr. Direktøren opmærksom paa, at

Deres ærede Hr. Konkurrent paa den anden Side Gaden har

engageret en Jæmmave. Jeg tilbyder Dem en dobbelt-kobber-

forhudet Patent-Pandser-Mave.

— De ta’er Munden fuld, min go’e Mand!

— Det gjør jeg, . . . af alt muligt. Her skal Hr. Direk

tøren se min daglige Spiseseddel:

S u p p e .En Pølsepind.

F i s k .Rokkeho’der med sammensmæltetSmør.

M ellem ret . . Præmierede Versefødder med Knyster.

S t e g .Ænder, siuges raa.

D e s s e r t . . .

Barometer-Rundstykker med Pickles.

V ine: Chåteau de Bogtrykkersværte, . . . Udblødt Trykpapir,

Smaa Sorte.

— Den er forholdsvis temmelig go’! Spiser De alt det

paa een Gang?

— Nej, paa Tro og Love.

— Kan De ikke ogsaa nyde interessantere Gjenstande?

— Jo, det kan jeg saa mavelig, Hr. Direktør! . . . Det

er min bedste Plaser at

gaa

og guffe Breve i mig. Skuespillere

har altid været saa essige efter at skrive; men ligesaa meget

de kan smøre sammen, lige saa meget sluger jeg.

— Saa maa De kunne gabe højt.

— Gabe, . . . som om d e t var en Kunst. Der findes

ikke de Værktøjerier i alle Landets Lavg og Professioner, som

jeg ikke har maattet gabe over.

— Var d e t indbringende?

— Nej, men jeg har da ogsaa været paa Galehus og ædt

blødkogte Hjæmer ligesom Pærekompot. Det var drøj Kost;

derfor maatte jeg bagefter ha’e hele Kjøbenhavns Renovation

ind at forfriske mig paa.

— Og d e t kunde De fordøje?

— Hvad skal man sige! . . . Naar man

har

sat sigpaa

Kost et Sted, maa man jo ta’e den Føde, der bydes.

anden Gang maatte jeg æde mig ind i Tugthuset, men der gik

det galt. En Fængselspræst havde lavet en Beretning, som jeg

fik forkert i Halsen, og

saa

maatte jeg gi’e det Helefra mig

igjen.

— Naa, . . . det er altsaa dog ikke Alt, De kan faae i

Dem?

— Jo, bevares! . . . La’er De f. Ex. min Ven R iis-

K n u d s e n spille et moderne Lystspil for at overbevise sine

Abonniner om, at han kun vil spille tyske Tragedier, eller la’er

De ham spille en tysk Tragedie for at overbevise sine Skue

spillere om, at de kun kan spille Lystspil, i . : saa skal De

bare se, hvordan det altsammen gaar i mig li’som varmt Brød!

— Ja, det er nu saadan aandelig Føde, men .

— Jeg har da ogsaa været paa Bunden af Øresund for at

drikke Søvand!

— Uha, det var en fæl Vandgang! . . . Hvad smagte

d e t af?

— Det smagte naturligvis af Skibe.

— Sa’e De Sc hi we?

— Og for ganske nylig har jeg ædt en hel Droske i mig.

— Naa, . . . den »Buk« har De ogsaa begaaet! Saa kan

jeg nok forstaa, at det kjører rundt for Dem. Men hvorfor

la’er De Dem kudske til at tage saa vældige Bidder?

— Bedste Hr. Direktør! Hvad har et Par Lavgsvæsener

og et Par Renovationsvogne, et Tugthus, lidt Øresundsvand og

en Droske at betyde, naar man dog skal liste om med en ven

skabelig Mine og i al Hemmelighed opæde alle Kjøbenhavns

Fæstningsværker? Derfor har jeg nu ogsaa tænkt paa at gaa

paa Kunsttourné Jorden rundt uden Penge.

— Det skulde De gjøre . . . De er i alt Fald kapabel

nok til at slaa Plader.

— Vil De fornærme mig, Hr. Direktør? . . . Jeg maa

gjøre Dem opmærksom paa, at vi er

11,000

Artister, der kan

gjøre det samme Kunststykke. O l s e n bevidner.

— Naa, . . . De er altsaa enten gal eller Troldmand?

— Ingen afDelene, . . . m en je g h a r i to Ma a n e d e r

v æ r e t A b o n n e n t p a a »Da n n eb r o g« .

D ecem berterm ino log i.

. ort Folkekammer for Tinen har

N ok en af de længere Pavser,

Hvori man maa give Afkald saagar

Paa C h r is t e n s e n S t a d ils Flovser.

Skriger just ikke som Fenris’s Hyl,

Naar i Fimbulvinter det runger;

Diæternes milde December-Idyl

Har standset de rappe Tunger.

Paa Nytorv stopped’ den nye Debat

Om Borgernes Ører og Kroner,

Nu drømmer man sødt om en Huslejeskat

Og A fgift af Børn og Koner,

H uldsalig smiler B o r u p til K l e i n ;

Thi saa er der ingen Ting i Vejen

Med Kassen, der svømmer i Herlighed,

Især hvis her ogsaa skal løses Tegn

Til at dyrke den fr ie Kjærlighed.

— Dog, mens paa Forhandlingens Overdrev

Her er noget tomt og øde,

I H ø jr e dets D e le g e r e d e blev

Kaldt sammen i Dag til Møde,

Skjønt Venstre forsikred’ hvert Øjeblik,

A t Højre slet intet Møde fik

I Aar af diverse Grunde.

— A t Venstres dito i Hundene gik,

Forties saa nogenlunde.

For stakkels H ø r u p det falder lidt svært

Paa Maatten sig her at holde,

Den lille R eplik faar man aldrig lært

I den højeste Oplysnings R olle.

B li’er hans Referent heldt ud med Magt,

Til Nøglehullet han Øret har lagt

Og slider saa i det med Pennen

Til Trøst for H ø ru p , som, rent ud sagt,

»Er frygtelig spændt paa Enden«.

— Den I lte Juni har Venstre grædt

Sig mangen Pot Vand udaf Øjet,

Da fødtes det e s tr u p s k e Kabinet,

Som det i saa lang Tid har døjet:

Men denne famøse December-Termin,

Hvor Højre møder med fast Disciplin,

Er næppe det trøstende Ords Dag

For Venstre; saa denne Terminsdag som hin

Er ligervis » F a n d e n s G e b o r sd a g « .

M ed

d ette

N u m e r fø lg er

et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .