395 / 425
387
da i Reglen svenske eller norske, eller de mangler den og
debuterer da i Reglen paa
Théâtre de Casino,
hvor de gaar
løse omkring i Massevis.
En noget kostbarere og sjældnere Art er Koncertsanger-
indeme, over hvis Stemme der holdes særlig Hævd. De op
træder navnlig i Tivolis Koncertsal om Sommeren, hvor de
spærres inde i et Glasbur, til hvilket det store Publikum ikke
har Adgang.
løvrigt er næsten alle danske Kvinder musikalske, og de
ønsker for Tiden ivrigt at faa tildelt Stemmeret. Ved
højtidelige Lejligheder klæder de sig i Moll eller noget lignende
i den Dur.
Man ser derfor ogsaa i Kjøbenhavn, at den populæreste
Form af Sang, Gadesangen, staar i Flor. Alt fra den tidlige
Morgen har Kjøbenhavneme saaledes Sang lige udenfor deres
Vinduer.
Mange af disse Gadesange er bievne ligefremme Fædre
landssange. I den berømte »Her er levende Rødspætter« eller
i »Rejer er godt« prises saaledes Landets Fiskerigdom. Det
er et smukt Udtryk for den simple Mands Taknemmelighed over
det saa havomkransede, lille Land, der ernærer ham. Fisk er
overhovedet populære Dyr i Danmark, hvad der ogsaa viser
sig i, at en af Folkets Førere har faaet Hædersnavnet
uden
døde Torsk«.
Til endnu større poetisk Højde hæver sig dog næsten
den prægtige Krigssang »Her slives Knive, her slives Saxer,
Saxer og Knive slives, her er en Skærslibermand.«
Den
ubekjendte Tyrtæos, der har digtet denne Sang, slaar ikke paa
Sværdet, han udfordrer ikke i fanatisk Chauvinisme sine Fjender
til Strid. Men i rolig Bevidsthed om sin Styrke lader han dem
vide, at han holder sig parat, at »Her slives Knive«, saa maa
de vogte sig for at give Anledning til, at de bruges — paa
een Gang en fornem og mandig Udtalelse.
Beslægtede med Fædrelandssangene er Folkeviserne. Nogle
af de berømteste er »Rundt paa Gulvet« — med Udtrykket
Gulvet menes naturligvis Danmark, det flade Sletteland, »Sjølunds
fagre Sletter«, og »Drej om ad lille Kongensgade«, en patriotisk
Opfordring til det danske Folk om at holde sig paa deres egne
Enemærker.
En af de berømteste Folkedigtere er A ssel H erresch es,
der indtil for faa Aar siden var en fattig Bogtrykker, og som
endnuarbejder i dette Fag. »Assel«, som han familionært kaldes
af Kjøbenhavneme, er egentlig af spansk Afstamning, men han
har for længe siden akklimatiseret sig i Danmark. Noget mere
lyrisk anlagt er S ofu s Skam drup, hvis bredt-folkelige Be
syngelse af en enkelt populær Legemsdel har gjort stormende
Lykke, saa at der tilsidst ingen Ende var paa Begejstringen
over den folkelige Digter. Det forlyder, at han vil skrive
Texten til Komponisten En nas næste Musikværk.
Kom til Danmark,
mesdames et messieurs,
og De vil faa
Sang at høre. I dette Land, hvor det anses for en Ære at
spille første Violin, hvor Lærerae i Skolerne giver Drengene
Klø efter Noder, hvor der findes flere Sang-vinikere end noget
andet Sted i Verden, hvor et stort Blad som »
Politiken
«
sætter sig som den fornemste Opgave at støde i Basunen for
alle mulige Umuligheder, hvor hveranden gammel Kvinde er et
sandt Orgelværk — der synger Sangen aldrig paa sit sidste
Vers.
L e s d e u x p ig e o n s .
A ir connu.
Répertoire du »Chat noir*, de Copenhague.
ǻC, V
mm* .
D e u x pigeons s'aimaient d'am our tendre
,
L 'un d 'eu x partit.
L 'autre avait ju r é de Fattendre:
I l l'attendit.
E t pendan t la quinzaine entière
E n se couchant,
L e soir, il fa is a it sa p rière
Pour le méchant.
*0 mon Dieu«, disait-il,
»protège
Ce cher ami,
Garde-le des fr o id s de Norvège,
D ' I b s e n a u ssi;
E n lui, m a dernière espérance
S'abrite, hélas !
A gent . . . m ais toujours J e a n d e F r a n c e ,
C 'est peu, cela
. . ./*
L 'am i revin t
. . .
dans la panade
Un peu
. . .
C'est vra i;
*N im porte et viv' la rigolade l
J 'y pourvoirai/«
A u guichet <T P A ll ia n c e f r a n ç a i s e
J e vais heurter,
f y su is le m aître . . . et f a i d'ia braise
D ans mon carnier.
Mon œ il américain devine
Qu
1
t'es un lapin!
T u vas conjurer la débine
E n pa la d in !
Tu vas p a rle r du Journalism e
D ans tes discours,
Théâtre libre et réalisme,
S i riche en fou rs.
T u vas p a rle r dans une salle,
C o n c e r t- P a l a is
. . . /
J e me charge de la cytnbale . . .
J e la connais , . .1
M ais quand, s u r les bords de la Seine,
T u chanteras,
N o u b li p a s que dans ta déveine
Tu m e trouvas;
Embouche ta bonne trompette
A u F ig a r o ,
Four qu' enfin brille la rosette
A mon paletot!<