394 / 425
386
Og som er hjemsøgt af Allandsens Plager,
Især naar
S
t
.
Octavius
holder Tale,
Har dog den Lykke, at det har en Bager,
Som, naar med Sammenholdet det er sløjt,
Med Fasthed Diktaturet overtager.
Ham maa man lystre, skjønt det falder drøjt
A t sluge de Kameler, han serverer;
A t knurre nytter ingen Sjæl en Døjt.
Forgjæves En og Anden protesterer
Imod at
faa valgt K
orsgaard
ind som Lem
I Styrelsen, som her Steds vegeterer;
Thi
M
arstrakd
siger ganske ligefrem:
»Saafremt I Asner lader
K
orsgaard
dumpe,
Ta'er jeg mit Rejsetæppe og gaar hjem!«
Og, efterdi den liberale Pumpe,
Som Kassen gaar paa, trænger til at spædes,
Maa man des Aarsag kjønt sig lade lumpe.
Thi, dersom M
arstrands
Villie overtrædes,
Og han des Aarsag ta’er sit Rejsetøj,
Vil kun med Savnets Taarer Pumpen vædes.
Saa det er altsaa ingen billig Spøg
A t vælge Tillidsmænd i den Forening,
Hvis ikke »Tilliden« faar Lamperøg.
Man har kun at ta’e Gift paa M
arstrands
Mening:
A t K
orsgaard
er en grumme herlig f y r ,
Der bør ha’e Tillidsposten i Forlening.
Selv J
e
. K. L
auridsen
, som aldrig dyer
Sig for at hævde Vælgernes Selvstændighed,
Sit f r ie Votum satte over Styr.
Smukt for den »evropæiske« Nødvendighed
Han bøjed’ sig, skjønt han lod ikke skjule,
A t Valget var kun ren og skjær Elendighed.
— Han har vel sagtens følt sig som en Smule
Graaben imellem tvende haarde Negle
Ved Valget af den løseste blandt Fugle.
Hvis han sin egen Sø lod Korsgaard sejle,
Saa
fik
»den lib e ra le « paa Planeten,
Og, fandt man sig i denne
M
arstrands
Kegle,
Saa sved det slemt til — L ib e r a lite te n .
La Chanson danoise fin-de-siècle.
(Conférence françai :e par M.
Punch
,
de VAlliance
danoise,
Paris, traduite en Danois),
Mesdames
,
messieurs!
Naar man taler om Sangen i Danmark, kan man skjelne
mellem den officielle Sang og den private.
Den officielle Sang understøttes af Staten — negativt ved,
at nogle af de værste Skraalhalse hvert Aar sendes ud af
Landet med saakaldet Stipendium, idet man indbilder dem, at
det er, for at de kan uddanne sig; positivt gjennem Statens
kontrollerende Myndighed, der udøves gjennem en Sanginspektør
og en Vise-Admiral. Desuden lønner Staten nogle særlig ud
mærkede Sangere, de saakaldte Kammersangere, af hvilke de
ogsaa som Søhelte bekjendte P e te r Schram og N ie ls Juel
er de mest populære.
Den private Sang dyrkes af alle Danske ligefra Vuggen,
hvor den synges af deres Mødre, til Kisten, hvor den synges af
Kvinder, der godt kunde have været deres Mødre. Begge Dele
er til at falde i SøVn over.
Som et Bevis paa, hvor højt Sangkunsten er anset i
Danmark, kan nævnes, at medens to berømte Søhelte, som
anført, er ansatte i den officielle Sangs Tjeneste, er Feltherren
R an tza u , der i sin Tid slog Svenskerne efter Noder, en af de
mest bekjendte kjøbenhavnske Visedigtere, og at en Kritiker
som G eorg B rand es ikke forsmaar en lille Gjæsteoptræden i
Kjøbenhavns Koncert-Palæ.
Man har i Kjøbenhavn en særlig Art af Sangerinder, de
saakaldte Operetteprimadonnaer. De har enten Stemme og er