391 / 425
383
bredbarmede Datter til en bredhoftet, perlemorsfingret Grev
inde; Røgteren og hans Svin til en fordrukken Konge, der er
saa uvidende, at han kan citere Petrarca; og Møddingen til
selve Pavens Palads, hvor Skamdrups blegfede Præster taler
italiensk og kaldes Kardinaler. Men Ornen bliver en arabisk
Hingst, og Poeten selv bliver en rødhaaret Junker, der lærer
hele sit Konversationsleksikon udenad og tilsidst bliver saa
storhedsgal, at han dør af Farvetinter og Portvin. Det er
ganske vist, for han har selv fortalt det paa 400 bredbugede
Sider, som ikke et eneste Menneske i hele Danmark og Italien
kan holde ud at læse!
Klaps-Finale.
Underlige Jørgensen! . . . Hvide Rode! . . . Stemninger!
. . . Blomster! . .. Gravstemninger, Ligblomster! . .. Symbol
ske Suk farer hen over Skamdrup, som en Dødshymne af Savo-
narola. Møddingens Dampe hyller sig i sortbrunsmudsede Tin
ter, og Svinene vælter sig i Grøften for at blive sørgeklædte,
. . . hvor er nu deres Poet? Og Sukkene farer hen over Kon
certpalæets hvidgraa Duge, hvor nu den mest fordummede
Gump kan hvælve sig i Fred, som en Relief af Ghiberti eller
Donatello; . . . . hvor er nu den mund- og klovstærke Junker?
Borte er han, . . . gaaet til Bunds i det gamle Italiens Farve-
potter! Kun hans Konversationsleksikon med al hans uhyre
Lærdom er tilbage, saa at enhver ærgj errig Seminarist maa
blive bleggul af Misundelse.
Og dermed er Farvepotten ude.
P a a Fo re læ sn ing .
_
M
IfW
Mine Herrer og Damer!
Atter i Dag indtager jeg
den hæderfulde Plads ved
Siden af Vandglasset og
Karaflen. Sidst havde jeg
den Ære at tale for Dem
hen i Vejr og Vind, men
mit Æmne i Dag er hentet
fra de forholdsvis faste
Regioner, og jeg skal i
strængeste Forstandholde
mig til Jorden, idet jeg
nemlig taler om
Bro lægning.
Den ældste Brolæg
ning, man kjender, gik i
Ordets inderligste Bemærkelse og med Deres Tilladelse ad Hel
vede til, idet Vejen til Helvede allerede i Oldtiden var brolagt
med gode Forsætter, medens den nu til Dags er brolagt med
Asfalt, hvorom siden; her skal jeg ikke brede mig ved at
komme længere ind paa den brede Vej. Jeg slaar hellere over
paa de kommunale Veje. Der er f. Ex. Colbjørnsensgade og
dens Nabogader. De repræsenterer Makadamiseringens primi
tive Kulturtilstand og er lige saa knudrede at komme igjen-
nem som et Rigsdagsstød af det stad ilsk e Taagehom eller
en Betænkning over P aten t id io ti o ven. Ved Brolægningen
af den tilstødende Vesterbrogade mærker man allerede, at mere
humane Tanker har gjort sig gjældende; der- er taget større
Hensyn til Folks Ligtjøme end i Skærvernes Periode, hvor frem
elskning af Knyster var det gaaende Motiv. Brolægningens
Hovedmasse udgjøres her af forhenværende Rullesten, der er
gjort lige saa firkantede som et demokratisk Folkethingshovede
i sidste Stadium af vaklende Mandat.
Men lad os, mine højtærede Tilhørere, nu følge Vester
brogade, ikke i dens Forlængelse, men ind forbi Magistratens
Kælderudgravninger. Vi træder paa de samme firkaruede 0-
veder, lige til vi naar del mærkbare Hjørne paa Hjørnet ar
Amagertorv, Kjøbmagergade og Østergade. Det kaldes e
skarpe Hjørne, men maa for Guds Skyld ikke forvexles me e
tilspidset Hjørne højere oppe, der, fordi det inte er nogen
Gade, henleder Opmærksomheden paa sig ved at være møikt
som Hørups Sind, da han som en forholdvis temmelig; aidød
Torsk kom hjem fra Kampagnen i Kjøge og omliggende bogne,
hvor han havde hængt for længe og derfor temmelig ublidt
blev skaaren ned, skjønt han ikke havde bedt om det, ligesom
han ejheller havde anmodet Vælgerne om de blodige Strimer,
han fik paa sin — naa, paa sin Ryg. Men vi vender os fra
det tilspidsede Hjørne igjen til det skarpe. Her mødes alle
Veje paa Gravens bratte Rand, og Graven er et Hjørne der i
Nærheden, hvor Danmarks Haab er stedet til Hvile under
Medarbejdernes Antivelsignelser og Abonnenternes hæse Raab
paa Bonus, hvor ingen Bonus er, og hvor ingen kunde være,
efter at Kassereren havde erklæret sig K asse mat.
De Veje, der krydses paa merbemeldte Hjørne, er den
egentlige Brostens og Asfaltens. Makadamiseringen var Old-
ttden, Stenbrolægningen Middelalderen og Asfalten Nu
tiden. Og nu er det, vi kommer til Helvede igjen. Asfalten
er glat som en sleben Tunge og slibrig som en Oversættelse
af O scar Madsen, og vore Asfaltiers er nogle Fandens Karle,
for hvem Asfalten er den bedste af alle Veje, medens Magi
straten, hvad Asfalt anbelanger, endnu har mange smalle Steder.
Hvorefter jeg har den Ære at anbefale mig, mine Herrer og
Damer.
T il O verve je lse .
A
D en O m stæ ndighed er klar,
S aa m an stra x den fatter,
A t i K jø b en h av n m an h a r
A ltfor lid t af S k atter.
01 og V and og K ogegas,
, „ . S tem p let K jød og H oldeplads
(
Y Og sa a v id ’re g jæ ld er
K u n for B agateller.
G anske til E n h v ers B ehag
A f v o r M a g istrat g i’es
T il K om m unen N a t og D ag
L u f t e n g ansk e gratis,
Saa v i h a r e n dybtfølt T ran g
T il a t faa v o r B y en G ang
, M ed en S k a t b eæ ret
P a a — a t t r æ k k e V e j r e t .
L uften, som m ed T ilb eh ø r
'F r i t m an la ’er os nyde,
Sj æ ldes er i snavs K ulør
Selv i Slippens Gyde,
Og ved P u ste rv ig isæ r
E r den m an ge P en g e v æ rd ;
B ed st m an sk jøn ner p a a ’en
Dog v ed L a ’egaardsaaen.
A t m an f r i t i h v e r en G aard
H a r et sa a d a n t Gode,
V il je g tilstaa, a t je g faar
A ldrig i m it H o’ede,
Saasorn L u ften ligefrem
E r en N ødtørft for h v e rt H jem ,
Som m aa ald rig f a tte s ,
M en bør højlig sk a tte s t
m
Sagtens v il d et P u b lik um
&
!
F ald e stæ rk t for B ry ste t;
M en B u d g e tte ts tomm e B um
V il sig føle trø stet.
Og, n a a r S k attea først v i h ar,
E r for B o r u p d e t saag ar
M uligvis b e sk æ re t
F r i t a t træ k k e V ejret.
SKAF
n i
ta® " M ed
dette
N um e r fø lg er
et
illustreret
A n n o n c e - T i ll æ g .