387 / 425
379
F o rh o ld sre g e l a t held e ham ud. Meu d et v a r nødvendigt
je g tu rd e ik k e tag e A n sv aret p aa m ig for a t lade ham
blive. J a , D e bæ rer vel ikke N ag?
P a a in g en M aade, svarede
Punch.
T y sk la n d v il a ltid F red, vedblev E x-K an sleren
eftertæ n k som .
M en d e t er blevet tv u n g et ind i
en k elte K o n flikter, og saaledes gik d et ogsaa denne
G a n g . H e rm an h a v d e virkelig en m eget tru en d e Holdning.
Punch
in d v en d te blidt, a t N ordm æ ndene senere
h a v d e ta g e t im od ham uden a t blinke.
J a , disse N ordm æ nd er ligesaa letsindige som
uforfæ rdede, sv ared e B ism arck aandfuldt.
C a p r i v i o g H ø r u p .
D e veed, sagd e B ism arck, a t m it F orh o ld til H r.
C ap riv i ik k e er d e t bedste.
Punch
bem æ rkede, a t d e t ikke v a r ham u b ek jen d t.
V i h a r for H e ste n hjemm e i K jøbenhavn, føjede han
til, e t S id e sty k k e d e rtil i F o rh o ld et m ellem de to u d
m æ rk ed e S tatsm æ n d . D ’ H it. A l b e r t i og H ø r u p .
R ig tig — H oerup , sagde han, saaledes h ed d er jo
D eres R ig sk a n sle r?
Om ik k e v o r R ig sk an sler — -
S a a i a lt F a ld en af D eres m est frem ragende
S ta tsm æ n d . D e t v a r netop ham , je g vilde bringe paa
B ane. I m in T id v a r F o rh o ld et til H e rr H oerup godt,
je g k a n n æ ste n sige kord ialt, m enogsaa denne Fordel,
d e r vilde læ g g e et tu n g t L od i Y æ gteskaalen u n d e re n
e v e n tu e l ev ro pæ isk K onflikt, h a r m in H r. E fterm and
s a t o v er S ty r. V i risk e re r nu, a t H e rr H oerup, der
en d elig h a r h a ft den L y k k e a t se sine B estræ belser
fo rat faa K jø b e n h av n befæ stet, lykkes, slu tte r sig til vore
M o d stand ere.
Punch
sp u rg te, om Sm ør-B alancen m uligvis havde
b id ra g e t til d e tte beklagelige R e su lta t.
B ism arck m en te d e t ikke. H an an saa
Smør-
B a la n ce n for lig e sa a æ gte som Em ser-D epechen. D et
v a r H e rr H o e ru p selv, der m ed sit politiske F alk eblik
h a v d e in d se t F a re rn e ved C aprivis P olitik.
Punch
tak k e d e for disse in teressan te Oplysninger,
d e r sik k e rt v ild e sæ tte E v ro p a p aa den anden E nde.
H a n b lev og sp iste til A ften hos B ism arck, og om
A lte n e n sp illede h a n L ’hom bre m ed Bism arck, og F ru e
og H e r b e r t som F jerd em and . Næ ste D ag rejste han
tilb a g e til K jø b en h av n .
E n G i enganger.
— Ja, det kan nu ikke nytte at nægte det; men der
er sgu alligevel Gjenfærd til.
Saadan sidder jeg alene
hjemme en mørk Novemberaften og var ganske vemodig
stemt, fordi min Onkel nylig var død uden at have testa
menteret mig saa meget som en Tiøre til at drikke hans
Gravøl for.
Udenfor piskede Regnen mod Ruderne, og
Blæsten hylede i Skorstenen, saa det var ligefrem uhygge
ligt. Pludselig ringer det saa voldsomt paa Døren, og jeg
gaar hen for at lukke op; ganske besynderlig til Mode war
jeg, for jeg ventede ingen Besøg paa den Tid; men gid jeg
aldrig komme herfra, hvis det ikke er sandt, hvad jeg siger;
men ude paa Gangen ser jeg for mig ligesaa livagtig, som
han plejede at vise sig, — ja hvem tror I?
— Det var vel din Onkel?
— Nej, det var, min Sæl, Rodemesteren!
W h a t y o u w ill.
D er fødtes en D ig ter i B rittern ee L an d ;
Hej hopsa! i R egn og i B læ st!
H an s N avn ej fortæ res al Ild eller Vand,
Om ogsaa d e t re g n e r h v e r evige Dag.
Men vi h a r ved „H esten “ et d an sk Cheferi,
L id t m ed ta g et a f R eg n og af B læ st,
H v or liflig m ed T hevand s- og spæ d t P o esi
D e t regn er, d et re g n er h v e r evige Dag.
Og næ v n er m an S h a k s p e a r e , gjør Chefen e t S p jæ t
Og fly gter af S ted som en B læ st;
Mod E s m a n n og H ø y e r og H a n s e n , født L e t h ,
E r B ritte n a t reg ne som N a t m od Dag.
H v e rt tien de A ar eller saadan om tren t
Man gjør dog m ed B ritte n lid t B læ st,
M en h e lst n a a r et p æ n t S i l l e - B a y e r s k T alen t
L a ’er regn e lid t V and over D ig teren s Sm ag.
E n K am m erchef veed jo p erfekt „
ivhat he
ioillu,
Hej hopsa ! i R eg n og i B læ st !
H v ad skal lian m ed lavkom isk Farcespil,
N aar h a n kan h a ’e R eg n v eir h v e r evige Dag"''
Men omme i Je rn b an eg ad e, h v o r g ridsk
T ragedien ellers gjør B læ st,
D er sid der M o liè r e og g rin er polisk
Og re g n er m ed „udsolgt“ h v e r evige Dag.
Og saa m aa jo Chefen gi’e K jøb til sid st:
Med Suk som en Vindfløj i B læ st,
H a n B ritte n gi’er L y i sit H us, h v o r sa a tris t
D e t regner, d e t re g n er h v e r evige D ag.
Men først vil h a n h a ’e h am lid t p æ n t k læ d t p a a
Og re n set for R eg n og for B læ st; —
F ra O versæ ttere, store og sm aa
D et re g n er m ed R eg n in g er N at og Dag.
Ak, saa gik det ilde! — D et m æ rk ed ’ h an, da
D er rejstes en susende B læ st:
Man L e m b c k e , m en sle t in g en L e m p e vil h a ’
Og frabe’er sig R eg n v ejr h v e r evige D ag!
M oral: M aa je g spørge, h v a d n y tte r d e t til,
A t Chefen mod B ritte n gjør B læ st,
N aar Publikum komm er m ed sit : ,,
What
we will
?“
— — Nu re g n er h an s T a a re r h v e r evige D a g