383 / 425
375
A p ro p o s
om F ru H ejb erg — saa fik K am m er
h erren og je g hende da afsløret forleden D ag. D et
v a r _ jo h eller ikke mere end billigt efter alle ae A f
sløringer, hun h ar leveret i sine Memoirer. O prigtig
talt _— je g befinder m ig ald rig bedre end ved saadanne
officielle Lejligh ed er, n aar man møder i sin bedste Pels,
n a ar de K o n g e lig e er til Stede og K amm erherren
bæ rer N øglen paa H alespidsen, og han h ar betroet
m ig, at det ogsaa er hans store D ag e
A t F ru H eiberg
h ar faaet et Separatkabin et, saa at hun ikke behøver
a t sta a ude m ellem alle Mandfolkene i Fo yeren , er en
fin Opmæ rksomhed fra K amm erherrens Side.
Om A fte n e n labede v i to Gam le, han og je g —
et lille p riva t B æ g e r i D agen s Anledn ing inde paa
K o n toret. H an labede en Sk aal for m ig og je g en for
ham , og saa labedø v i begge to for F r u H eiberg, for
h endes M an d osv. D a v i gik hjem om Aftenen, h avde
K am m erh erren stukket sit højre Fo rb en ind under m it
ven stre, og h an sagde, at han befandt sig rig tig godt.
Men je g kunde se paa hans S k yg g e , at h an hængte
tu n gsin d igt m ed H alen.
Lad dem bare brænde af!
iFryd dig ved Livet, Læser! — Nu
Kan rolig Du krepere,
Med glad Bevidsthed om, at Du
Begraves aldrig mere!
Naar Døden blæser i sin Lur,
Du puttes ind i et Komfur,
Mens Venner, klædt i Sørgeflor,
Fremstammer disse Smertens Ord:
Saa De Røgen?
Og kun blandt fine Folk saagar
Din Aske skal bevares;
Thi Sjovere og Bøller la’er
Man Sligt ej vederfares!
Kun
Crem en de la C rem en
maa
I »
C rem atoricrns«
gaa,
Saa det for alle Næser bli’er
En Svir, naar Graverkarlen si’er:
Saa De Røgen?
Kulturen skrider frem i Spring,
Saa knap man kan den følge!
Tænk blot, hvor mange rare Ting
En saadan Ovn kan dølge.
For B in g er det jo gammelkjendt,
Hvor man faar Protokoller brændt,
Men ved en Hærlovs Aske nu
Kan L a rs og B o jse n synge: »Hu, —
Saa De Røgen?»
»Samaritanen« putter man
Med Glans i Flammekilden;
Den nordre Birkedommer kan
Jo puste rart til Ilden.
Naar Fattigfolk en Vinterstund
Har ej en Krumme Brød i Mund,
Kan de ved tomme Gryder staa
Og sukke »A k!«'og sukke »Aa! —
Saa I Røgen?«
Og sikket Held, — hvad Alle med
Lidt Indsigt kan begribe, —
At G am leh ø ru p laar et Sted
At brænde sine Skibe! — —
Ja, glæd dig, Læser! . . . Tænk blot, slig
En Fryd det bli’er at ligge Lig,
Mens Præst og Degn man bliver kvit,
Og kun en Brandmand sukker blidt:
Saa De. Røgen?
C f
Hos Gehejmeetatsraaden.
E t In terview .
Da Punch mærkede, at der var hamborgske Ugler i
Øresundsmosen, tog han sin Diplomatfrakke paa og kjørte hen
til Gehejmeetatsraaden. Efter at de formelle Hilsener var ud-
udvexlede, gik Punch lige løs paa Sagen og spurgte:
t
i
l
,—
--
-------------
i
1
-
l
.
1
— Saa De Røgen, Hr. Gehejmeetatsraad?
— Hvilken Røg, kære?
— Den tyske. Den ser sort ud.
— Naa, De mener maaske de hamborgske Pæreskuder?
Men de kommer aldrig her til Kjøbenhavn; de stikker saa dybt,
at Thingvalla ikke stikker op for dem.
— Er De ikke bange for, at de tager alle Svenskerne?
— Aldeles ikke. Svenskerne har allesammen købt Billet
hos mig for Aar og Dag siden.
— Nordmændene da?
— Nordmændene? Dem har vi , næsten Eneret paa at
sende over Atlanten.
— Meget vel. Men kan der ikke være Fare for Finnerne,
Hr. Gehejmeraad?
— Kære, Finnerne kan jo kun komme til Kjøbenhavn paa
mine forenede Dampere; og, har jeg dem først her — De
forstaar.
— Fuldkommen. Men saa er der jo endnu Danskerne.
— Det har De Ret i, kære Punch. Danskerne bliver de
værste. De har altid haft en beklagelig Lyst til selv at vælge
deres Router.
— Hvad mener Gehejmeraaden om M artin F re d e rik se n
som Rheder for de sex Hamborgerbaade ?
— Dygtig Mand. Men nogen Marmorkirke har han aldrig
bygget.
— Det har han ikke, Hr. Gehejmeraad.
— Han har heller aldrig indsamlet Kaffekedler.
— Nej, det er vist.
— Har han maaske skaffet Statshjælp til sure Sukker-
aktier?
— Aldrig i Livet.
— Eller lagt Telegrafer til Kina — eller holdt Handels
foredrag for Købmænd — eller skabt Dampsporvognen . . . .
— Nej, Hr. Gehejmeraad, sligt har Martin Frederiksen
aldrig gjort
— Men, naar nu dette er Tilfældet, sagde Gehejmeraaden
med et fint Smil, saa vil De indse, at Thingvalla har intet at
frygte.
— Ikke det bitteste, Hr. Gehejmeetatsraad.
— Tyskerne kan godt gaa hjem og lægge sig.
— De er vist allerede gaaet, Hr. Gehejmeraad. Farvel!
M e d d e tte N um e r fø lg er et
illustreret Annonce-Tillæg.