378 / 425
370
Gamle Skader.
Naar Tid og Lejlighed han har?
E t næsten djævelsk Puds han da kan spille
Sin allerbedste Ven saagar.
O g naar han først har Spillet gaaende,
Der ingen Djævel er, som faar
Ham til selv gamle
B
ismarck
at forskaane,
Trods Fyrstens trende Sølverhaar.
N y s har den Slemme ham endogsaa fristet
Til at bekende smukt, hvordan
En Gang han
B
enedetti
overlisted1
Og fik en større Krig i Stand;
Hvorlunde han ved en forvansket Skrivelse
Anno Halvfjerds sin Krig fik frem,
Der hundred Tusend, uden Overdrivelse,
B esørged’ neden om og hjem.
Ja, hvad har ikke Fanden at bestille,
Naar han paa Hestefoden gaar?’
Nu
vil
han
B
ismarck
ved den Nimbus skille,
Der prydede hans trende Haar.
— A f Tidens Grav sig rejser gamle Minder,
Faar Liv og Skikkelse paany
O g væbner sig som splinternye Fjender
Imod den store Statsmands Ry.
Paa tyske som paa franske Journalister
Gaar Tungen som en Møllekværn
Med Grovhed til den stakkels Exminister
For hans Trafik med Blod og Jern.
A f Støvet manes frem den franske Kejser,
Der led saa sørgelige Kaar,
Mod Urostifteren, hos hvem sig rejser
Paa Hovedet de trende Haar.
Hint »Kunstgreb« vil sandsynligvis ham pine,
Som han har pint Paragraf 5.
— Hvad kan det nytte, Fanden hytter sine,
Naar. han til sidst dog negler dem?
— Ja, hvad har ikke Fanden at bestille?
Helst naar Samvittigheden slaar
Og
giver
B is m a r c k
mangen bitter Pille
I Tilgift til de trende Haar.
Drøm og Daad.
Det var en forfærde
lig Rat. — en Blodnat,
— en Nat til mange
Øre Linien pr Referat.
Men
Punch
var sin egen
Reporter.
E t raat og barbarisk
Mørke rugede over den
jskumle Fængselsbyg
ning. Ingen Uvedkom
mende maatte have sin
Næse under Øxen, naar
Nattens Skændselsgjer-
ning skulde foregaa.
Punch
forsøgte at glide
ned gjennem Skorste
nen, han forsøgte at grave sig en Vej under Kæl
deren, men alle Vegne stødte han paa en Højesterets
assessor, der spærrede Indgangen med en Plakat af
1813. Saa var der ikke Andet for: den sidste Udvej
til en Gjenvej maatte forsøges.
Med en anerkjendt Sagkyndig ved Haanden traadte
Punch
ind til Kongens Foged. Den Anerkjendte fore
lagde Sagen og godtgjorde i en længere Artikel, at
Rekvirenten var en videbegærlig, om end blodtørstig
Tilrejsende fra det journalistiske Overdrev, hvor kamp
beredte Tyre græsser fredelig Side om Side og æder
Højesteretsdomme Saa maatte Fogeden bøje sig og
være følgagtig. E t Øjeblik efter var
Punch
sat md i
Fængselsgaarden,
hvor Blokken henstod i et Hjørne, medens Bødlen stod
Blokpost og hvæssede sin Øxe. Under Forsamlingens
Gysen traadte den Anerkendte frem og holdt et vej
ledende Foredrag. Et Hoved skulde falde, det var
Hovedsagen, — oplvste han; — men her var ikke Tale
om en almindelig Eorbryder. Delinkventen havde altid
g
jort Samfundet Fortræd, skjønt man havde forsøgt at
egge ham i Lænker. Ikke en Gang i det eneste, uaf
hængige Kontor ved Trinitatis, hvor han dog ofte havde
søgt og fundet Tilflugt, vilde man nu længere kjendes
ved ham. Lad hrm derfor komme!
Fængsels
porten sprang op, og
Delinkventen
skred ud’ i Gaarden.
Punch
veg forfærdet tilbage, da
han gjenkjendte ham. Det var hans egen, mangeaarige
Medarbejder, der skulde henrettes, . . . . det var
den
sunde Fornuft.
Det vår ikke den Henrettelse,
Punch
var rejst ud for at overvære; Fogeden maatte altsaa
have misforstaaet ham og været ham følgagtig til en
forkert Begivenhed. Men sine Læsere skylder man alt
det Blod, man kan faa at se ;
Punch
samlede derfor hele
sit Mod og mumlede stille et Par tyske Yers, som han
havde lært i sin Barndom:
W er ist die Wahrheit, wer ist der Dichter,
Der Delinkventns oder der . . . Richter?
Med faste Skridt traadte den Dødsdømte hen
Ved Blokken,
hvor de sidste, skæbnesvangre Spørgsmaal blev ham
forelagte:
Vil Anklagede indrømme, at Plakaten af 18|3 er
en rød Plakat, der ikke gjælder paa Repertoirelisten,
og at Højesteret ikke er den højeste Ret? —
Nej, det vilde den sunde Fornuft ikke.
Vil Anklagede indrømme, at, naar man ikke har