374 / 425
366
Paa Stolen.
Hos en Greve skal der findes
En aparte Lænestol,
Som er ondskabsfuld og mindes
Hvert et Ord som en Parol.
Selv om man er stor og bred
Som en vældig B u s k , man ned
Langs de bløde Sider
Aa, saa yndig glider.
Men naar denne Leg man leger,
Maa man nøje passe paa;
Stolens bløde Hynder plejer
Deres Folder fælt at slaa.
Naar man sidder lunt og godt,
Med Befæstninger saa flot
Rutter man og dro’ner
Midt i Millioner!
Lænestolen kjærlig byder
Sine Arme mod Enhver,
Sluger baade tørre Jyder
Og enhver Slags Evropæer;
Som affabel Greve, . . . . nej,
Som en Fono-Graf den sig
Muntrer uden Anger —
Sikken Bondefanger!
Vil en Helt fra R ib e 3die
Sige sig fra Stolen løs.
Bliver der en fæl Komedie,
Som gjør Helten helt nervøs.
Naar han vildest ta’er paa Vej,
Svarer Stolen støt og sejg
Paa hans „Logos fri mig“ :
Du har siddet i mig!
Men, da ej man uretfærdig
Handle bør mod Bondemænd,
Skynder Rettens Folk ihærdig
Sig til Lænestolen hen,
Sætter Næsen her og der,
Snuser hist og snuser her, — —
Og saa gaar Debatten.
Til de finder Katten.
En Jubilæumsfest.
Til de mange prægtige Fester, som Hovedstaden
har svælget i i Anledning af Firmaet „O.O. O lsen &
Ko.“s Jubilæum, sluttede sig ogsaa en lille en af
mere privat Natur, som
Punch
foranstaltede. Dog var
det selvfølgelig ikke saa meget Firmaet som
Punches
personlige Ven A ss e l H en resch es, han havde ønsket
at fejre. Assel havde egentlig helst set. at det var
blevet ved et lille Pic-nic paa Tomands-Haand mellem
de to gamle Venner alene, men da
Puncli
stod fast
paa, at Festen dog skulde have en lid t mere repræsen
tativ Karakter, gik han ind paa det paa den Betingelse,
at der kun blev indbudt de Allernærmeste.
Paa den til Festens Afholdelse berammede Tid var
Punch’s
Beletage herlig oplyst, og efterhaanden som
Ekvipagerne rullede ind ad Porten, samledes i hans
Gemakker en udvalgt og feststemt Skare. Der var
S e c h e r, der stolt gik og saa ned ad sine nye Klæder,
medens A lb e r t i, som ogsaa var med, ikke undlod at
bemærke, at han havde betalt dem. B o r c h se n iu s
var noget mellemfornøjet over, at en Indledning
p.aafire Spalter til en Anmeldelse paa en Spalte var gaaet
i Papirkurven, men V ic to r trøstede ham med, at han
skulde gjøre ham til S c h iw e for sit næste Interview.
Saasnart Hædersgjæsten var ankommen, gik man
til Bords.
Punch
, der selvfølgelig førte Hædersgjæsten,
bød Velkommen og udtalte, at Jubilaren altia havde
hørt til hans intimeste Venner, og han turde sige, at
faa Steder var han bleven saa venlig modtaget som i
hans Spalter; Jubilaren havde jo altid siddet i trykkende
Omstændigli eder, uun hans Vid havde ikke følt sig
trykket. Saa længe vort Folks komiske Sans ikke var
udtørret, _vilde Assel altid høre til Danmarks mest
humoristiske Skikkelser.
Han gav derefter Ordet til S e c h e r, der meddelte,
at „Dannebrog“ havde udsat en Prisbelønning for det
bedste Epigiam eller Bonmot om Jubilaren. Prisen
var tilfaldet følgende:
Da han blev sat i Verden ind,
Va.r det et Sætter-Mesterstykke,
A f hanses Maarscliomhed et Bind
Var schgu det bedste, han ku’ trykke.
Ved Navnesedlens Aabning havde det til al
mindelig Overraskelse vist sig, at Præmiens lykkelige
Vinder var Bogtrykker A x e l H en riqu es. Almindelig
Jubel hilste denne Meddelelse.
A f de andre indkomne Bidrag oplæste Secher
følgende:
Je g kan schgu ikke lade være at grine af mig selv.
Sganarel.
Hvis jeg ikke var til, vilde Holbergs Komedier
maaske endnu kunne more.
E t overflødigt Menneske.
Hvis jeg ikke var M elbye, vilde jeg være
H en riq u e s.
M elb y .
Der blev dernæst oplæst en Række Telegrammer,
bl. a. fra Georg B ran d e s , der udtalte, at Assels hele