S_Punch_1892

371

hugget Hovedet af en Forbryder, der har fortjent det,

bør man gjøre sin Fejl god igjen ved heller ikke at

hugge Hovedet af en Forbryder, der ogsaa har fortjent

det? —

Nej, det vilde den sunde Fornuft aldeles ikke.

Vil Anklagede neje sig for den retfærdige Grund

sætning, at hvad enten man hugger et Hoved af, eller

man lader det sidde, i begge Tilfælde skal man i

„Avisen“ ? —

Nej, Gu’ om jeg vil, svarede den sunde Fornuft,

. . . . og saa var han færdig.

Hovedet falder.

Da skete det Forfærdelige. Med kraftige Hænder

blev den Dødsdømte ført til Retterstedet. Men

Punch

udstødte et Rædselsskrig; — — det var ham selv,

der blev lagt paa Blokken! Han saa. allerede Skarp

retteren hæve Armen, han følte Øxen kildre sig i

N akken .....................

Saa vaagnede han i det Samme. Badet i Sved laa

han paa Gulvet foran sin Sofa, medens der heftig blev

banket paa Døren, og to Stævningsmænd traadte ind

i Stuen.

Glædestraalende greb han sig til Halsen. Der var

richtignok foregaaet en Henrettelse: men det var ikke

Punch

, . . . . det var en anerkjendt Sagkyndig, der

havde tabt Hovedet.

•<&

Bøssebrev.

Min Bøsse er et udmærket Vaaben.

Med den har jeg skudt baade Ager

høns og Tyrker og Indianere og Preus

sere. Frivillig gik jeg med, og bange

#>W I\

var

aldrig. Heller ikke bange for

at delfag6 1 de adelige Middage hos

j f y 'MM

mine Svogre, hvor Vinen flød, og

•ps

Wif

Kinden var rød, og fejret blev den, som

Bukken skød, der nu var død; og Damernes Øjne ly3te

i Glød, og alle Herrerne Gløden nød, og Damernes

Øjne skinned som Kul, og Herrerne sad som Nul ved

Nul, berust af de hvide Arme, og de højtbaarne Barme.

Men i Skaane skød jeg svenske Ryper, der er en kvart

Tomme mindre i Vingefanget end ae norske, og Harer

skød jeg, og Daavildt, og Raavildt, og andet Vildt,

som jeg altsammen skikkede

Politiken

. da det havde

hængt saa længe, at det havde den passende Dugt.

Men, da jeg selv kom ind i Politiken og blev radikal

Forhandlings-Løsgænger, og nær var bleven valgt

baade paa Sjælland og i Jylland, men nøjedes med

Jyderne, saa lod jeg

Dannebrog

faa. mine Høns og mine

Ænder og mine jagende Boganmeldelser. Og nu for

leden var jeg atter ude paa Jagt. Terrænet om Rung-

stedgaard er et godt Revier, men forlængst raseret al

min Riffel, thi der har jeg skudt baade Raaer og Daaer,

Harer og Kaniner, Høns og Kyllinger, Ræve og Græv

linger, Toaaringer og Treaaringer, Ryg ogGjenvej, saa

ivanoner, som nar Kostet os ane

™

vogtes af Underofficerernes Koner, der staar ved-Lun-

ten, mens Manden drikker og sidder henne paa Kroen

og hikker, skønt Landets Vel i hans Hænder ligger,

og derfor maa jeg alyorlig protestere mod den ny

Hærlov, som vil give Fæstningen Mandskab og Hejre

Vind i Sejlene og B ahn son et Tillidsvotum og Offi

cererne hele Takken, fordi de rejste i Snorefrakken

mens jeg paa Jag t drev omkring i Jakken — og talte

for Fæstnmgen og stak’en ud som Signalflag fra 1 øde

landssmakken, mens stadig jeg gaar med Bøssen paa

Nakken og vejrer Høns og nedlægger Ænder, som

Folkethinget og S e ch e r jeg sender, fordi jeg Hørup

ej længer kjender, skjønt han som jeg Madam Svendsen

J vender, naar Tampen brænder, og Magten blænder, og

Venstrevælgerne Ira os render — her tror jeg, det er

bedst, at jeg ender.

Gobanis.

Den højeste Opløsning

D e stakkels Radikale

Faa stadig følelig paa deres Hale.

:I Aar har særlig Lykken

Vendt salig

B e r g s

H ø r u p s

Venner Ryggen;

Mod dem i Vælgermassen

En »Hovedstrøm« har vendt sig,

Saa det har jevnlig hændt sig,

At der har vanket ordentlig paa Kassen,

Hvor man i Integade

Var fattet paa at høste Lavrbærblade.

Ja , d et va r T

a u b e r s

B rø d e ,

At han en skjønne Dag gik hen og døde

Og lod en Kreds i Stikken,

Der assureret var i „

Politiken

“

Og her for stedse viet

Til skarp Protest mod Sammensmelteriet;

Og saa skal Kredsen til hans Stedfortræder

I Stedet for at flotte

Sig med en »Rumlepotte«

Vælge en Overløber og »Forræder«!

T a u b e r s

Valgkreds vover

At la’e »Protester« falde,

Kan bringe

ørups

Galde

Til selv at prøve paa at »løbe over«.

Thi Skuffelsen er knusende

For Integadedrengene,

Som nylig slog paa Strengene:

Ham selv og saa de firsindstyve Tusende,

Der sikkert skulde komme,

Naar Vælgerne paany holdt Folkedomme.

Men selv i Folkets Kammer

Hjemsøges Radikalerne af Jammer

Og Graad og Hyl og Klage,

Hvortil man aldrig forhen har hørt Mage.

— Skjønt de har protesteret,

Fik de dog ikke

S k e e l s

Mandat kasseret

Og Provisoriet slagtet,

Hvor ivrig efter denne Svir de tragted’,

— Hvad kan det nytte, Førerskabet præker

Moral i Thingets Møder,

E e d v a r d

som en af de moderne Jøder

S t a d i l- C h r is t e n s e n

som klassisk Græker,

Naar Thinget selv ej nægter

At diskutere

B a h n s o n s

Hærprojekter,

B e r n t s e n

i sin »Sejrsrus« fordrister

Sig til at aale vorses Evropæere?

— Det Kors er tungt at bære

For stakkels fordums Galgenhumorister.