382 / 425
374
Rundt i Norge.
J J a Danmark blev for lille,
Og H erm an blev for stor,
Han rejste med sit Snille
Og drog af Sted mod Nord.
For »Kiste« der han laved, som
For Publikum var tom
Rundt paa Gulvet.
Saa drog han op til Nordland
Og pilked Bergens Torsk,
Og saa blev han en Nordmand,
En rigtig ultra-norsk.
For Bjørnene han læste op —
Det løb hver Bamsekrop
Rundt i Ho’det.
Vi bar det dog med Fatning,
Gav ham til Norge som
En rimelig Erstatning
For Bjørnsons Fraseflom.
Mens her han planted sin Kanon,
Gik Herman paa Mission
Rundt i Norge.
Men bedre ej det gik ham
End denne Fredens Præst:
Herned vi atter fik ham
Tilbage med Protest.
Sit Korpus det begavede
Han selv begravede
Rundt hos K o rsg a a rd .
Nu Herman er igjen her
I vores egen By,
Hvis ej det er hans Gjenfærd,
Som R e x har givet Ly.
Nu digter han os Skrøner om,
Hvordan af Sted han kom
Rundt i Norge.
Over een Kam.
For at udarbejde Forslag til Forandring i vor
barbariske Straffelov bar Justitsministeriet i inde
værende Slagtemaaned nedsat en Kommission be-
staaende af en anerkendt Journalist, en anerkendt Poli
tiker og en særlig anerkendt Sagkyndig.
Nomina sunt
odiosa
, men Kommissionen skal allerede være bleven
enig om følgende Bestemmelser:
1. E t Mordforsøg, begaaet af en Fange, der bensidder
i Tugthuset paa Livstid, bør tilkjendes samme Straf,
som om ban havde begaaet Mordforsøget, medens ban
var paa fri Fod, altsaa benboldsvis 14 Aars Tugtbus
arbejde som Tillæg til bans øvrige Straf.
2. For at overvinde visse praktiske Vanskeligbeder,
der kan være forbundne med Exekveringen af en
saadan Tillægsstraf, idømmes Malefikanten en For
længelse af Livstiden paa 14 Aar, og det paalægges
Fængselsbestyrelsen at drage Omsorg for, at Ved
kommende nyder en saa god Extraforplejning (f. Ex.
med Brama-Livs-Elixir), at bans Livs Varigbed efter al
Sandsynlighed vil strække sig de 14 Aar ud over det
Tidsrum, hvori, ban kunde have levet, hvis ban bavde
været paa fri Fod og maattet sørge for sig selv,
3. Til Opsynsmænd ved Straffeanstalterne ansættes
for Fremtiden kun saadanne Personer, som kan præ
stere Attester for, at det er deres Hensigt at ville dø
i Skjønhed, men at det af Mangel paa praktisk Fær
dighed hidtil ikke er lykkedes dem at begaa Selvmord.
Theaterkatten spinder.
Rejser. Ryger. Er bleven
ansat som Over-Theaterkat ved
samtlige kjøbenhavnske Theatre.
Maa se det bele. Kjører derfor
rundt i Droschke. Inspicerer.
Synede Abrahams’s nye
norske Dame. En svensk Pluto
oppe i Stockholm havde taget
Severins gamle Eurydice. Severin
opgiver sit hyggelige Opholdssted
i Billetkontoret, siger til D o rpb , han maa passe paa
Kassen, rej ser til Stockholm, kaster sig for de stockholmske
Olympieres Fødder, byder dem Alt, en af W ieh e rn e ,
Marie M u lle r, Olga M eyer, hvad de vil have — bare
ban kan faa Lov til at beholde sin Eurydice.
Forgjæves.
Syv Aftener i Træk optræder Fru
N o rrie uigjenkaldelig sidste Gang, syv Gange i Træk
tæller Severin for uigjenkaldelig sidste Gang et udsolgt
Hus. For uigjenkaldelig sidste Gang synger bun for
uigjenkaldelig sidste Gang. Rejser. Saa kommer den
norske Dame.
Scenen: En halvfuld Tbeatersal. I Baggrunden et
Reklametæppe. Paa Siderne Klaker: i Parkettet Gustav,
Helge, Gunnar, Eedvard Paa Galleriet den almindelige
Klake. I Gitterlogen Abrabams sørgeklædt, fire
bedrøvede Billetsjovere bag i Parkettet.
Selve Fru B e r g b : stor Reklame, lille Stemme, ud
mærker sig mere ved at drikke Pjolter og ryge Cigaret
end egentlig ved Talent. Smiler ned tilEedvaid, Gustav,
Helge og Gunnar. Firkløveret nikker op.
Eedvard, der er lidt afFamilien —en Slags Svoger —
roser selvfølgelig: ny skandinavisk Primadonna osv.
Siger til F a lkm a n n , ban maa Gud straffe ham
rose. Falkmann roser. Eedvard, Gustav, Helge og
Gunnar klapper som besatte. Klaken paa Galleriet og-
saa. Ingen andre. Folk bliver borte. Abrabams
g
ræder i Gitterlogen. Den norske Dame forsvinder,
yger. Rejser. Tager Poterne paa Nakken.
——Var ude paa Kasino at inspicere „Kolumbus“ .
Meget godt, særdeles godt. Storartet Vandpantomime
i 3die Akt, der mangler bare lidt Heste og et Par
morsomme Klovner. Men W ieh e storartet, Balletten
meget bedre end bos Schumann og Huset fuldt. Lidt
Fribilletter imellem — naa Herre Gud, vi kan jo ikke
allesammen betale vore Billetter.
— — Har for Resten ogsaa været i Dagmar. Tør
nok komme der i denne Tia, da M a rtin iu s ikke gaar
løs. Saa „Den godmodige Mand“ . Har før set en god
modig Mand i Dagmar. Nu er ban Professor. R o sen -
b e rg bar oversat det — Rosenberg oversætter altid,
naar ingen andre vil. Oversætter frit — forbedrer.
Sætter selv i Scene. Har nok før sat „Den godmodige
Mand“ i Scene.
Om det tit morer mig, dette her? Nej, det ved
Gud, det ikke gjør. Je g gjør det kun, fordi jeg føler
det som min Pligt som kongelig Embedsmand. Je g
sagde det ogsaa til Kammerherren forleden. „Kjære
Kammerherre,“ sagde jeg, .jeg troer, vi to forstaar
hinanden. Man bar sat os i Spisden for denne Kunst
anstalt, man bar overdraget os at administrere den;
altsaa administrerer vi den. Men
entre nous
— dette
Leben her mellem alle disse Skuespillere er ikke noget
for os. Je g husker, at Kammerherren, da jeg som ung
Theaterkat kom op til Dem for at søge Ansættele vea
Theatret, sagde til mig: „Je g husker,
mon
d ie r
, at
der var en gammel Madam, som sagde, at hun aldrig
i sit L iv bavde truffet en Skuespffler, der var en
Gentleman. Denne gamle Madam var Fru Ilejberg!
Saadan sagde Kammerherren, og jeg skal bevare de
Ord i taknemmelig Erindring.“