386 / 425
lu ens Integadens Mindretal sig græmmer
Over den Kval, Forhandlingen har voldt,
Og rumler væk med mangt et vældigt »Holdt!«
Skjønt med et haabløst ringe Antal Stemmer,
Fik Hæ r u d v a l g e t sine
15
Lemmer;
— V .
D in e s e n
blev Nummer
15
, Stolt,
Saasom han nyder nok en lille Smule
Tillid blandt Folkethingets l øs e Fugle.
I øvrigt fra Kasernen ikke lyder
Fo r Tiden mange borgerlige Ord;
I Stilhed glad Diæterne man nyder,
Mens over »Arbejdsplanen« Græsset gror.
T
utein
dog meldte sig som Banebryder
Og anbefaled sine iydske Spor,
Hvis Aarsag man en Sammenkobling aner
imellem dem og Hovedstadens Baner!
— Men, skorter det for Tiden stærkt paa L iv i
Den Rigsdagssamling, som er her at se,
Har man et mere livligt Perspektiv i
Det Parlament, som muntrer sig ved S p r e e ;
Der har man havt det Særsyn, at
C a p r i v i
Har søgt at vadske
B x s m a r c k
ren som Sne,
Skjønt samme Statsmands rene Ord afsløred1
Den Ræv, han i Ha l v f j e r d s har havt bag Øret.
Ved Sei nens Strøm har Panarna-Kanalen
En Hoben onde Tunger bragt paa Gled,
Saa det med Spydigheder regned ned
Over Regeringen, som fik paa Halen,
Uagtet den vil ikke kjendes ved,
A t den har havt sin Andel i Skandalen.
— Man ser, at ganske som i „
Politiken
“
»Grovkornet Spøg« har Plads i Republikken.
Afsløringen a f hine store Mænds
Skavanker er for intet dog at regne
Mod den Afsløring, som vor »bette J
ens
«
Blev Genstand for paa sin Forhandlings Vegne,
Saa han er nu paa Grund af sine egne
Udtalelser »for ai Undskyldning læns«,
Saasom, da han hos Højre voved Trøjen,
Han ganske herlig kunde taale Røgen.
Et Bismarck-Interview.
Punch
, der stadig
sætter en Ære i at
f
aa i Spidsen for et-
vert Fremskridt i
Joumalistiken, har
længe haft til Hensigt
at interviewe B is-
m arck. Til den Ende
tog han forleden Dag
til Hamborg og der
fra ud til Frederichs-
ruh, hvor den for
henværende Kansler
som bekjendt ligger
paa Landet.
Det var en lys
Graavejrsmorgen med Sne paa de optøede Veje.
Punch
gik ind ad Havelaagen, klappede „Der Reichs-
hund“ ned ad Ryggen og stod kort efter udenfor en
Dør, paa hvis Plade læstes:
B i s m a r c k ,
JBerzog von Lauenborg.
Punch
ringede paa, og Bismarck kom selv ud og
lukkede op. Paa
Puncli's
Spørgsmaal om, hvor vidt
det maatte være Hr. Hertugen belejligt at lade sig
interviewe strax, eller om de først skulde drikke Kaffe,
svarede Bismarck, at de kunde jo drikke Kaffen under
Interviewet. Kort derefter kom hans Kone ind med
Kaffen paa en Bakke.
Efter nogle indledende Spørgsmaal om, hvordan
han havde det, om han havde set „Kolumbus“ og om
han havde noget Begreb om, hvad Ib sen s nye Stykke
skulde handle om, gik
Punch
over til det egentlige
Interview, hvorunder der fremkom følgende sensationelle
Oplysninger.
M anden med S le s v ig i Lommen.
Bismarck huskede, at han havde korresponderet
med B jø r n s tje r n e B jø rn so n om denne Sag.
Om han personlig kjendte Manden med Lommen?
Det mente han ikke, med mindre der derved skulde
være sigtet til ham selv. Derimod kunde han give
alle mulige Oplysninger om Slesvig.
Hvad han ellers mente om Bjørnson?
Bismarck haabede, at den store norske Statsmand
vilde tillade Tyskland at bestaa endnu i nogle Aar,
hvilket man vel iøvrigt nok kunde stole paa, da han
jo havde lovet at opretholde Verdensfreden.
En d a n s k -ty s k K o n flik t e fte r 1864.
P u n c h
ønskede nogle Udtalelser om Danmarks
Forhold til Tyskland efter sidste Krig.
Ja, sagde Bismarck, den eneste Gang, da der har
været Fare for en alvorlig Konflikt, var jo, da en af
Deres mest fremragende Skribenter, H r .
Hr. ——
Herman? indskjød
P unch
Rigtig — Herman — da Herman var misliebig.
Paa Ære — jeg sov ikke rolig om Natten i den Tid.
Det var kun nødigt, at jeg gik til den strenge