S_Punch_1892

3 8 2

•

D ykke rpum p en .

(Sujettet rødt med et hvidt Kors.)

VTP'_J

H r. V ic t o r er jævnlig til Ildebrand,

P «

Fordi han er ansat ved Sprøjten;

Til sidst han dog brugte saa meget Vand,

At Beholdningen næsten gik fløjten.

L j

For Stof var det store Papir forleg’n,

Og han spekulerede længe;

Saa jolled han ud til en Dykkerkaptain

Som en ny W ir é n uden Penge.

Han følte sig strax som en Slags Admiral,

Men blev dog en Smule betuttet,

Da han saa en Maskine, med K raftsomen Hval,

Pumpe

Tons i Minuttet!

, ,

Han selv havde aldrig bragt det saa vidt,

Skønt han pumpede alt og alle,

Mens S p l i t f l a g e t slugte med stor Appetit

Saavel hans Ost som hans Valle.

Men nu sprang V i c t o r med Et over Bord

Og vendte sin S c h iw e i Vejret,

Til Bunds blandt Flynder og Aal han for,

Som en Frø gaar til Bunds i Kjæret.

Ham Vandet bobled a f Ørerne ud,

Han raved og rykked i Linen.

Saa trak man ham op i hans tunge Skrud

Og friede ham ud a f Pinen.

Den anden Dykker fa n d t elleve Pund,

Som laa i Kaptejnens Lomme,

Men stakkels Victor s v a n d t hundrede Pund

I Vægt af sin Ungdoms Flomme.

Ved denne hans nyeste Vandgang fik

Sin Hud han revet i Pjalter.

Men S p l it f la g e t gjorde s e c k e r t Bestik

P aa fire vandede Spalter.

P o e t o g Ju n k e r .

Et Digterliv i symbolistiske Billeder.

Underlige Stemninger! . . . . Hvide Blomster! . . . . Sjæle-

sitrende Symbolisme, du som er Tidens Mode, . . . lær min

Pen at dirre med en galvanisk Gysen, naar jeg spejler mig i

dine symbolske Mestre, den store Joh s. Jø rg en sen og den

lille H elge R od e! Lad disse to mægtige Aander indgyde mig

en W illum sen s Digtersyner, naar jeg tegner Billeder af vor

store Poets farvetintede Oplevelser. — Nu begynder jeg.

Poet.

Stille Høstaften i Landsbyen Skamdrup. Svinene gaar

til Ro, medens Poeten tømmer sin Portvin i Krostuens Vindue

og lytter bevæget til deres melodiske Grynten. Himlen er

mørkeblaa som Cellinis Perseus i Loggia dei Lanzi, gulliggrøn

i Kanterne med en rødgyldengraa Bræmme under den sort-

violethvide Horizontlinie. Farvetinterne glider ud i hverandre

som Olien i en van Eycks første Malerier. Møddingens brun-

hvidrøde Dampe bølger om Røgterens nøgne Ben, der som

rødgule, dorisk kronede Pilastre skræver over Plankeværket

ind til Svinestien. Æblesidses bredbarmede Datter stirrer med

hede Elskovslængsler paa dette gammelhollandske Billede,

medens Præsternes blegfede Sang lyder som en fjærn Faare-

brægen fra den spidsbuede Landsbykirke. Pigens faste Kon

turer aftegner sig skarpt imod Møgdampenes saftigbrune Clair-

obscur, der minder om en Adrian van Ostades Pensel. —

F .........g . .. mig! . . . en Idyl, malet af Watteau!

Hvide Stemninger! . . . Underlige Blomster! .. . Johs. Jør

gensen og Helge Rode ta’e mig, om ikke Billedet skifter. —

En lille Hær i en stor Sal. Smaa Mænd og store Ord. Rød-

gulgyldentspillende Glas paa hvidgraa Duge. Sorte, hvidgult-

plettede Opvarterkjoler i Torskehaleform

(queue de morue).

For Bordenden: Lucifer, blegviolet som en Carlo Dolces Hel

gen og tavs som en af Statuerne i Uffiziernes Korridorer.

Sangen toner fra alle Læber, som om den kom fra Perluigi

Palestrinas Orgelpiber. Da bryder et rødgulblaagrønt, røgmæt-

tet Skær gjennem Vinduerne, hvis Ruder antager en graagult-

spillende Tinte i den osende Fakkelbelysning. Det er dette

Lands Pøbel

(vulgus

), der forfærder med Skikkelser som

Michelangelos Dag og Nat i Sagrestia nuova. Beaandet tøm

mer Poeten sin Portvin, og som en fnysende Junker bestiger

han sin kraftigste Orne. — » F .........g . . . mig, om jeg ikke

vil kæmpe mod Fejghed og Slavsind ligesom Donatellos San

Giorgio i Nichen paa Orsanmichele! . . . Kom an, . . . alle I

fordummede Luciferhadere!«

Og Ornen grynter, og Junkeren svinger sin Pen, og alle

Selskabets Damer og Herrer giver de Fordummede paa Gumpen.

% $ W L

Poet og Junker,

Blomstrende Stemninger! . . . Hvide Underligheder! . . .

Helge Jørgensen og Johs. Rode staa mig bi, naar nu det næste

Billede rulles op! — Et Land i Vaande. Mund- og Klovesyge.

Hvad kan det nytte, at Junkeren vil være Poet og bruge

Munden, eller at Poeten vil være Junker og sparke med Klo

ven? Fordummelsen griner, og i stille Ensomhed tømmer han

sin Portvin, som et gammelt Billede af Fiesole eller Filippo

Lippi. Men hans Læber kruses af et svinepolisk Smil

(un

souris

, et Smil;

une souris,

en Mus): Endnu kan hans Navn

hvælve sig over Landet som Filippo Brunellescos Kupel

spænder over Koret i Santa Maria del Fiore. Med et fuldt-

tonende: » F .........g . .. mig!« bestiger han paany sin pegasi-

ske Orne, tager en Forlægger under den ene Arm og et Kon

versationsleksikon under den anden, . . . og saa af Sted. Med

strittende Børster og spruttende Tryne farer Ornen hundrede

Aar tilbage i Tiden og helt ned til Italien. Det idylliske Skam

drup forvandles til det sølvgyldentspillende Firenze; Æblesidses