S_Københavnerliv_1920-1937

127 / 276

To typiske Københavner-Skribenter
1 926
Redaktør Jørgen Bast.
Jørgen Bast, den kendte unge Kø­
benhavner-Journalist, er bleven Re­
daktør af »B. T.« Saadan maatte det
jo ende. Med sin elegante og smidige
Pen, ført snart i eget Navn, snart som
»Kammerjunker Lassen«, har Jørgen
Bast sat sit umiskendelige Præg paa
»B. T.«. Gennem den lange Række
af spændende, aktuelle Romaner, han
har skrevet til sit Blad — flere af
dem senere udgivet i Bogform —,
har han yderligere faaet et stort
Publikum i Tale, og naar han nu er
avanceret til Redaktør, vil han sik­
kert i endnu højere Grad udfolde
hele sin forbløffende og beundrings­
værdige journalistiske Vitalitet.
Paul Sarauws »Den fattige Millionær« morer Folk,
saa de forarges over sig selv.
Hvad der i Maj Maaned fremkald­
te den store Alarm, var saamænd
Paul Sarauws Tilsynekomst paa Det
kgl. Teater med Den fattige Millio­
nær. Man kan vistnok skildre Lyst­
spillets Modtagelse saaledes, at Pub­
likum morede sig fortræffeligt, lo
overstadigt, og at det samtidig fandt
Lystigheden upassende i disse helli­
ge Haller og tilsidst blev næsten op­
hidset af Forargelse over sin egen
Munterhed. Ikke uden Grund har
Hr. Norrie i en af sine Sæsonslut­
ningsudtalelser erindret om, at kø­
benhavnsk Publikum og Kritik har
været successiv forarget over Opfø­
relsen paa Det kgl. Teater af Otto
Benzons, Gustav Esmanns og Julius
Magnussens Lystspil.
Hermed være ikke sagt, at Sarauw
hverken er en Benzon, Esmann eller
Magnussen (Himlen bevare ham!).
Han har sit eget Ansigt og sit eget
Humør, der formodentlig ikke lader
sig gaa paa af, at man fra alle Sider
sagde Scala og Sketch om »Den fat­
tige Millionær«, uagtet det var et
originalt og velopfundet Lystspil, der
ikke havde andet med Scala at skaf­
fe, end at Forfatteren ogsaa har sagt
nogle Vittigheder der.
Da Ledere af betydelige Scener i
fire Lande efter Læsningen af »Den
fattige Millionær« har fundet Styk­
ket egnet til Opførelsen, er det paa
Forhaand usandsynligt, at det skul­
de savne Teaterværd, og hvis Hr.
Sarauw havde lagt Vejen til Dan­
mark over Norge, Sverige eller
Tyskland, var det nok gaaet ham
bedre. Saa kunde Tidspunktet og­
saa have været gunstigere end Slut­
ningen af en Sæson, hvor efterhaan-
den en kritisk Eksplosion kunde for­
udses, og Teatret havde sandsynlig­
vis ogsaa kunnet finde en mere træf­
fende Rollebesætning end med Fru
Pontoppidan, Johs. Poulsen og Car­
lo Wieth, hvoraf ingen fandt den
særlige Sarauwske Tone, der paa sin
Vis er lige saa barok og ligesaa over­
raskende i sine Overgange som
Paul Sarauw.
Pontoppidans overor-
klarede i Grun-
Shaws. Fru
dentlige Intelligens
den bedst det meget selvstændige
Pigebarn med Hornbrillerne, som
saares saa dybt af Hr. Francks
haarde Tunge, at hun først efter at
have mobiliseret Politiet mod hans
Svindlerier opdage
leiser er ganske m
Scenebillede fra Sarauws »Den fattige M illionær« paa D et kgl. Teater: Clara Pontoppidan som
Charlotte Vallentin og Johs. Poulsen som V ictor Pranck.
*er, at hendes Fø-
odsatte. Men Her­
rerne. Hr. Johs. Poulsen smælder
sine Replikker ud med al mulig Sik­
kerhed og Effekt og haandterer flot
sin Monokle og andre af Elegancens
Rekvisiter, men alt som en Bon-vi-
vant af en ældre Komedietype og
ikke Anno 1926. Det er Skade, at
Ahnfeldt-Rønne er gaaet tabt for
Det kongelige Teater og overhovedet
for den virkelige Scene. Hans mær­
keligt særprægede Humor og Char­
me kunde have meddelt det origi­
nalt opridsede Tidsfænomen, den hæ­
derlige Svindler, Liv i Rampelyset.
Tharnæs havde ogsaa haft Mulighed
derfor, kunde i alt Fald have frem­
stillet Vennen Holger Bernhards ko­
miske Elskelighed. Nu var af Perso­
nerne i første Række Liebman som
den firsaarige, men stadig livskraf­
tige Bedstefader, ene om at give et
helt, baade vittigt og fint Billede.
Ove Rode
(i Tidsskriftet »Teatret«).
124