86 / 276
Professoren
,
Badedamer og Sca la-Piger
Professor Valdemar Vedel
om Nøgenhedsmoden paa
Hornbækstranden og
i „Scala“ .
Af en Kronik i >National-
tidendet 2. Juli 1921.
T
il Bladstoffet hører i Badesæso
nen som bekendt ogsaa For-
argelsesraabene fra ældre Samfunds
vogtere over, hvor ugenert Grosse-
rerdø trene udstiller deres Kvindelig
hed paa Hornbækstranden. Paa
samme Aarstid gøres ogsaa i P ro
vinsaviserne gerne Scala-Bevyens
Masseopvisning af Statist-Yndigheder
til Genstand for indignerede Be
trag tn inger af dem, der h a r været
deres aarlige T rip inde i Sodoma.
Med nogen Forundring saa jeg for
leden h er i »Strejftog«-Rubriken den
samme Forargelse blive luftet af en
Kollega, som jeg — hans Dyd og
Sædelighed ufortalt — ellers ikke
regner til hverken de nævnte ældre
Vogtere eller til Provinsens Retfær
dige. Og med F are for at kaldes en
aldrende L ibertiner vil jeg gerne
melde mig som en oprigtig »Lieb
haver« af saavel de brogede Dame-
triko t’er paa den hvide Sommer
strand som de offentlige Benudstillin
ger i Skaarups kulørte Belysninger.
Jeg sidder selv herude mellem græs
sende Køer og dræende Rugmarker,
lige langt fra begge de nævnte Til
lokkelser; men de hø rer for mig
med til Sommerens Blomstring som
kække, rebelske Udslag af N atur
instinkter, der, hvor meget man saa
forsøger at dukke dem, altid — gud
skelov! — forstaar at stikke Hovedet
op igen. . . .
. . . Det er ikke tilfældigt, at Bil
ledkunsten i alle sine Blomstrings
tid er h a r blandt alle Formmotiver
foretrukket det nøgne Menneske
legeme og især altid h a r kredset om
Kvindelegemets Skønhed. Heller ikke,
at Digtningen til alle Tider h a r haft
Erotiken i dens forskelligste Form er
til kæreste Emne. Det er Kønslig
heden, der tager sin af Samfunds
livet stæ rkt beskaarne Ret igen i
Fantasien og faar — som Aristoteles
sagde — »lindrende Afløb <i erotiske
Drømme«, det er Adam og Eva, som
i Kunsten igen kaster Klæderne og
med alle Sanser nyder deres egen
og hinandens Nøgenhed. Og saa-
ledes ser jeg det ogsaa som et Led
i Civilisationens Selvregulering og
Selvkorrigering, n aa r Badedamerne
og Korpigerne krænger Forklædnin
gen af sig og igen reducerer Klæ
derne til deres oprindelige Bestem
melse: at pynte og holde Kulden
ude, men iøvrigt, langt fra at skjule,
tværtimod at udhæve Legemets V ir
kelighed. . . .
S ca la -R evyen s D am ekor, som P ro fesso r Vald. V edel fo rtæ ller, at han »er en oprigtitr
L ieb h a ver af*.
. . . At det nu praktisk talt oftest
er m indre end saa som saa med den
Skønhed og Poesi, der udstilles un
der Strandsolens eller de elektriske
P rojektørers Lys, ved jeg naturlig
vis meget godt. N aar man paa en
Badeanstalt balancerer mellem de
nøgne Vomme og Skanker, der lig
ger og tager Solbad, eller i et Te
aters hede Rovdyrsatmosfære af
nøgne, pudrede Arme og Barme sid
der og nyder den »Frø-Ragout« af
Kvindelaar, som repræsenteres bag
Rampen, er det jo unægtelig somme
Tider mere Kvalmefornemmelser end
æstetisk Tilfredsstillelse, man faar.
Men lige meget: Instinktet er rigtigt,
og den legemlige Skønhedspleje vil
i Længden vinde fremad, jo mere de
tykke Vomme og de skæve Ben bli
ver nødt til nu og da at præsen
tere sig ubeskyttede af »Dress« og
Uniform mellem nøgne Plebs-Kroppe,
og Bourgeoisifruernes fulde »Gor-
ger« af Moden nødes til at tage
Skønhedskonkurrencen
op
uden
Hjælp af Silke og D iamanter, »in
puris naturalibus«.
. . . Det er nok muligt, at det er
vildledende at døbe Tizians Billede
af de to Kvinder ved Brønden: »Den
jordiske og den himmelske Kærlig
hed«; men enhver vil — uden at
undse sig derved — give Prisen til
den højre, d er h a r kastet Klæderne.
Og selv om maaske nok de fleste af
os ser vor Regning bedst i at fo r
blive i Klæderne, kan vi — uden at
undse os derved — for de Kvinder,
der kan taale dem, aabent fore
trække de nævnte Kostumer for
Krigsmalingen paa* Strøget.
Vald. Vedel.
N aar V in tersem e stre t b eg yn d er
—
h v is S o m m erd rø m m en b le v til V irkelig h ed . T eg n ing i
B læ k sp ru tte n a f J en se n iu s.
83