18 / 84
kan virke fuldkommen harmonisk. Mange af Haverne i Alhambra er ikke større end
en almindelig københavnsk Gaardsplads.
Og hvad den anden Reform med Hensyn til Alleerne angaar: Valg afen anden Træ
sort end Linden — er det mærkeligt at se et saadant Forslag fremkomme netop her i
Landet. Vi har i Danmarken ganske særlig Rigdom i vore Lindealleer, intet andetsted
i Kvropa kender man disse høje slanke Træer, ranke som Lys, med de paa Ydersiden
dybt nedfaldende, helt dækkende Grene, som de lindes i næsten enhver dansk Herre-
gaardshave. I Versailles er Allétræerne uens høje med en sparsom og uregelmæssig
Krone, i Kensington er der lige saa langt mellem hvert af de mægtige Træer som Allé
erne er brede, i Granada er de tætte og smalle som en Hæk. Kun i Rusland — f. Eks.
ved Katarina den Andens ufuldendte Sommerslot ved Moskva — er der saadanne Linde,
som den danske Jord og Klima danner dem : slanke, ranke, næsten spinkle Stammer,
med brede, luftige og kuplede Kroner. — Linden er det mest arkitektoniske af alle Træer,
derfor passer det bedre end noget andet til en Have.
Ft Lindetræ i en Allé, har engang en gammel Gartner sagt mig, bør have Form som
en retvinklet Trekant, hvor Stammen ind mod Alleen og Jordsmonnet danner den rette
Vinkel og Grenene paa Ydersiden fra Top til Rod Hvpothenusen.
Igennem Rosenborg Have gaar der to brede, stort anlagte Alleer, hver, som en Allé
bør have det, med en Begyndelse og et Maal (i gamle Dage plantede man endnu ikke
Træerne i en Have hulter til bulter for at efterligne Naturen, men den planter ikke, den
saaer, og det er noget helt andet), men Træerne i disse Alleer vilde ikke længere have
tilfredsstillet min gamle Gartner. De er ved at kvæles, paatrængende Elme — og Elmen
er det kedeligste af alle Træer, hvor det ikke som i England eller ved Fontainebleau
f. Eks. kan brede sig til alle Sider— tager Lyset og Luften fra de gamle Kæmper, Jorden
om dem er fasttrampet som et Stuegulv, surt og fugtigt er der overalt. Gud ved,
0111
del
skulde være for sent at redde dem? Som det
1111
er, gør man ondt værre ved at plante
efter med smaa spinkle, nye Træer, som er dømt til at gaa ud uden nogensinde at blive
større, i Skyggen af de omgivende Træer.
Naar vi betragter hele den tilplantede Del af Rosenborg Have (som er langt den stør
ste), maa man ikke tro, vi pietetsfuldt har overholdt den oprindelige Plan, blot fordi vi
har ladet alle Træerne staa. Vi har bildt os ind, at hvor der staar to smaa spinkle Væx-
ter, kan der ogsaa
20
eller 50 Aar efter staa to fuldt udviklede Træer, og har derigennem
misforstaaet Ideen: de mange Træer er netop plantet med et Udvalg for Øje, efterhaan-
den som de er vokset op, skulde de svage, de daarlige og grimme være veget for de faa
kraftige udvalgte, som overalt i Skovdrift — og i Livet med.
Og saa er, saa paradoksalt det end lyder, Rosenborg Slot blevet Stedbarn i sin egen
Have. Se blot paa Indgangen fra Kronprinsessegade, en bred, lige Vej, flankeret af Ka
stanierne med deres mægtige Kroner, skulde pege lige ud, ind mod Slottet, der med sin
smalle, elegante Gavl burde va*re det centrale i Billedet, i Stedet for som nu delvis at
skjules af Snoninger med halvtudgaaede Syrener og Smaakrat. Det er ikkeen eller an
den Statue eller Trægruppe, der er Midtpunktet i Rosenborg Have, det er Slottet, alt det
andet skal være Omgivelser, der fremhæver og forskønner det. Bygningen i en Have er
ikke noget, der skal skjules
især ikke, hvor det drejer sig om en Bygning som denne
den er Hovedpunktet, der i sig samler alle Udgangs- og Endepunkter; den er Havens
nuson d’étre.
Der har mærkeligt nok i den sidste Tid rejst sig Røster for at nedrive Muren ud mod
Sølvgade. Gør man det, vil man berøve Haven en af dens største Charmer. Sporg Gart
neren, om »ler ikke vil blive en ulidelig Træk, der vil knække Stilkene paa lians smukke
Stokroser og hvirvle Støvet op i Øjnene, spørg de mange gamle og svage, der fra det
12