55 / 423
51
Udstyret taler i og for sig for sig selv. Om de ældre Tider be
retter Miniatursværdet, der nu er sunket til kun at være en Brøk
del af et virkeligt Sværd i Størrelse. De guldbelagte Knapper tyder
paa, at den Døde endnu paa dette Tidspunkt er brændt i sin Dragt
(men selve Knapperne bar ikke været paa Baalet, de viser ikke
mindste Spor af Glødeskal). Toiletredskaberne er fuldtallige, Rage
kniven, endnu en virkelig Ragekniv, Tatoverenaalen, og endelig
det alligevel noget gaadefulde Redskab, der kaldes »Niptang«.
Disse Toiletredskaber, den mest personlige Del af den Dødes Grav
udstyr, er de, som i den længste Tid vedblivende lægges i Graven
eller Gravurnen, og som i det mindste
antydes,
ofte kun ved et til
fældigt Bronzestykke, saa længe man overhovedet har fundet An
ledning til at ledsage ogsaa Brandgraven med et Udstyr. Den foran
nævnte Grav (D) viser os Skikken i sin Opløsning, endnu senere i
Udviklingen ligger de af Ejeren optagne Grave. For det meste er
det i øvrigt Ragekniven, der antydes gennem det tilfældige Bronze
stykke. Og heller ikke det sidste Trin i Rækken, de brændte Ben
uden noget som helst Udstyr, mangler i Fundene fra denne Høj
ved Rom. Hermed er vi naaede til Slutningen af Bronzealderen, og
dermed til Enden af en Udvikling, der i og for sig bar formet sig
naturligt og logisk. Ogsaa paa andre Omraader er det tydeligt nok,
at Kulturen var naaet til et Punkt, livor der var god Anledning til
at optage nye Elementer. Det er dette Punkt, der betegnes ved
Jer
nets
Fremtræden som Kulturbærer.
Men forinden Bronzealderen forlades, er der Grund til endnu
at omtale nogle Enkeltheder, Tilfælde, hvor Brandgraven har bragt
noget særligt.
Vi vender tilbage til Tiden for den nye Skiks Begyndelse og ser
i Fig. 19 en (i det ene Hjørne ufuldstændig) mandslang Gravkiste.
Den vises i Billedet i tømt Tilstand, med sit Bundtæppe. F inde
stedet var i en Høj ved Snabhede, under Øster Brønderslev By i
Vendsyssel, undersøgt 1917 af Nationalmuseet.1)
9 Højene ved Rom og Snabhede undersøgte ved Hans Kjær.