175 / 203
Paa det første Komitémøde viste det sig, at det vilde blive van
skeligt at laa et Samarbejde i Gang, da de to af tremandsudvalget
holdt paa en Tur til Helsingborg, derfra til Helsingør og Retur til
København; hvorimod H . . . foreslog Helsingborg—Kulla Gunnars-
torp. Hvad det sidste var, anede de to næppe og spurgte derfor,
hvad der var af Tiltrækninger dér.
»Ja, det var der ud for at den engelske Kaptajn druknede sig
i 1807 for at blive fri for at være med til at røve den danske
Flaade.«
»Og ellers?« spurgtes der.
»Ja — der er en smuk Udsigt,« men ellers var der ikke noget
særligt.
De to Udvalgsmedlemmer synes at det var noget lidt at trække
Deltagerne til Kulla Gunnarstorp paa, især da man fik Rede paa
at Historien med Lodsen refererede sig til et kendt Digt, der
næppe bundede i Virkeligheden. H . . . blev derfor overstemt; men
til alt, hvad de to andre foreslog og planlagde, havde han kun et
Svar, ligesom hin berømte Romer, der endte enhver Tale i Senatet
med: Karthago bør ødelægges! saaledes sluttede H . . . ufravigeligt
med: Jeg mener, vi bør tage til Kulla Gunnarstorp!
Da han ikke kunde faa sin Krig igennem, nedlagde han sit
Mandat og de to andre arrangerede da Turen.
Det var første Gang vi skulde foretage en Udflugt pr. Skib. Vi
havde lejet en af Bugserselskabets smaa Baade til godt halvt hun
drede Personer; denne viste sig snart for lille og vi fik derfor en
større, der kunde rumme ca. halvandet Hundrede; ogsaa til denne
fik vi udsolgt og log derfor atter den lille med, hvorpaa saa Sang
foreningen »Bertha«, der gjorde Turen med os i Fællesskab, an
bragte sine Medlemmer og øvrige Deltagere. Skibene skulde helst
følges ad, men da den lille Baad ikke kunde sejle saa hurtigt som den
større, gik denne foran med den lille i Kølvandet, hvorved Røgen
drev hen over de ulykkelige Sangere og sværtede dem ret ubehage
ligt. De bad os derfor bare sørge for os selv og lade dem skøtte sig.
Vi naaede derfor Helsingborg en Times Tid tidligere, fik beset
Udstillingen og var i Helsingør, stadig med en Times Forspring,
eller rettere sagt, de andre med en Times Forsinkelse.
Her skulde være Fællesspisning for begge Foreninger. Maden
var færdig, men der kom ingen Sangforening, Værten gik og rev
sig i Haaret over al den dejlige Mad, der stod og snærrede, og
vi var desuden sultne. Saa satte vi os til Bords.
Da, efter at Maaltidet er begyndt, kommer Sangforeningen,
men at det var lutter Velsignelser, der regnede ned over de to
173