183 / 203
p
*»
■'TVj*
VISEN OM DEN L ILLE RASMUS.
Hvem kender vel ej lille Rasmus, jeg
*
tror
Hver eneste her er til Stede.
I Fattigkasernen paa Kvisten han
bor,
Kun lidt skal der til ham at glæde.
Der skinner dog Sol paa den Fattiges
Tag.
Mens Fa’ren han leved, de havde det
godt,
Han bragte til Hjemmet hver Øre.
Men under hans Sygdom saa var det
kun smaat;
Hvad skulde de Stakler dog gøre?
Den gaber saa tom, det gør Fattig
mands Pung.
Da Mo’ren blev Enke, saa led de tit Nød,
Thi Rasmus var ikke alene;
Tre andre smaa Søskende raabte paa
Brød,
De græd, saa det maa røre Stene.
Man siger, at Børn det er Fattigmands
Lyst.
Fra aarle Morgengry Mo’ren hun
sled,
Hun vasked’ og skurede Trapper,
Mens Blæsten den hvined’ og Kulden
den bed;
Men hun maatte holde sig tapper.
I Slid og Slæb gaar den Fattiges
Dag.
Som Mælkedreng Rasmus, skønt tolv
Aar vel knap,
Han troner helt øverst paa Læsset.
Fra Dør og til Dør hør’ man Træsko
ens Klap;
De Sko kommer sjældent i Græsset.
Nej, Brosten at slide er Fattigbarns
Lod.
Hvad Rasmus og Mo’ren de tjente, det
gik
Til Sulten at stille der hjemme,
Og Tøj hverken Mo’ren ej Rasmus de
fik,
Den Ting maa de søge at glemme.
Tit Las slaar mod Las paa den Fat
tiges Krop.
Omsider skal Rasmus til Præsten da
gaa,
Han skulde jo dog konfirmeres;
Men hvorfra mon Tøjet han nu skulde
faa;
Derover der tit spekuleres.
Ej Livet er let for den fattige Mo’r.
Ja, Rasmus han manglede mestendels
alt
Hvad han skulde hænge paa Kroppen;
Han havde af Mo’ren dog tit hørt for
talt,
At de kunde søge i »Proppen«;
Thi dér fandtes Lindring for Fattig
barns Nød.
181