436 / 467
422
J. Boisen Schmidt
Kommissionen holdt sit første og eneste møde den 22.
februar 1693 under overværelse af alle dens medlemmer.
Før man traf nogen beslutning, ville man dog - i betragt
ning af, at det drejede sig om en skat på hele byen - høre,
hvad man fra den side havde at sige om sagen, og man
indhentede derfor en udtalelse af byens præsident Hans
Hansen Nansen. Denne udtalelse formede sig som en
kraftig protest, ikke mod selve betimeligheden af broens
reparation, men mod finansieringen af den. Byen var
efter hans mening i forvejen så betynget ined skatter, at
borgerne ikke kunne tåle dette extra pålæg, så meget
mindre som de dårlige tider gav små indtægter. Heri
havde præsidenten nok ikke helt uret, th i navnlig fra
slutningen af 1680’erne var landets økonom iske situation
ringe, især som følge af den førte udenrigspolitik, der
krævede opretholdelsen af en kraftig hær og flåde; riget
fattedes i en så pinlig grad penge, at lederen af finans-
væsenet, over rentemester Peter Brandt, i 1692 måtte tage
sin afsked og efterfulgtes af Christian Siegfred v. P iessen,
hvem det virkelig lykkedes at forbedre finanserne. Hans
gavnlige finanspolitik havde dog i dette år, 1693, endnu
ikke nået at slå igennem, men alligevel tog komm issionen
kun i ringe grad hensyn til præsident Nansens indven
dinger. Det eneste, han opnåede, var, at man opgav den
extraskat på % % af grundtaxten, som kanaldirektionen
havde foreslået opkrævet til udbedring af vejene. Kom
m issionen holdt fast ved den 2%
%’s
extraskat, selv om
den udtrykte sin levende beklagelse over, at det var nød
vendigt at gribe til dette middel. Det var jo en mager
trøst for det grundejende københavnske borgerskab. I
øvrigt synes man nok, at komm issionen kunne have und
ladt at udtale forvisningen om, at borgerne v ille betale
med så megen større glæde, fordi de allerede havde set en
god begyndelse på dette nyttige værk, der behøvedes »saa-
vel til Stadens nytte og tieneste, som til dends Zirat og