431 / 467
En forflyttelse i 1818
417
haand, jeg anraaber, beder og haaber om Naade, til mit
Hjerte brister af Smerte, da under en Vaccance haaber
ieg, min ædle Konges Løvte vil overgaae til virkelig Op
fyldelse«.5
Og nu så det virkelig ud til, at de hede bønner skulle
blive opfyldt. Et par dage efter tog Holst til København
og fik foretræde for Generaltoldkammerets chef, den se
nere statsm inister Ove Ramel Sehested, som gav løfte om,
at han ville indstille Holst til en vakant stilling som told
betjent i København, og han tillige ville lægge pres både
på den indflydelsesrige adjudantstabschef, generalmajor
Frantz Biilow og majestæten selv, for at Holst skulle få
udnævnelsen. »D isse Dage har været mig di kæreste, jeg
har oplevet, siden jeg kom til Helsingøer«, skrev han. Nu
skulle fam ilien genforenes, og han ville finde et sted, hvor
han »i Sygdomstilfæ lde kunde nyde en vederqvægende
Pleie«.
Men da han havde været i Helsingør en uges tid, og
udnævnelsen lod vente på sig, blev Holst ængstelig, thi nu
hørte han, at kongen skulle rejse bort, og så kunne ud
nævnelsen måske gå hans næse forbi, tænkte han. Altså
fattede han pennen endnu en gang og skrev til gehejme-
konferensråd Sehested og mindede ham om kongens løfte.
»Bliver dette for mig saa dyrebare Løfte ikke holdt, saa
ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, eller til hvem jeg skal
henvænde m ig . . .«. Og han sluttede: »Skulde jeg forblive
i Helsingøer, bliver mit Liv mig ligegyldig, da jeg har kun
faae glade, men mangfoldige bittre Timer«.
Hans Holst måtte nu pænt vente, til majestæten kom
hjem , men den 12. august 1818 blev han endelig udløst.
Ved kongelig resolution udnævntes han til undertold- og
konsum tionsbetjent i København. Ved forenede anstren
gelser og en god portion vedholdenhed var Sophie og Hans
Iiolsts ufrivillige sk ilsm isse bragt til ophør - og i knap
27