426 / 467
412
Tage Kaarsted
med kedsommelig exercits og dræbende parader. Kan
man tage kirkebøgernes fadderlister som udtryk for
fam iliens omgangskreds, har Hans og Sophie Holst i deres
bolig i Kastellet som gæster navnlig set regimentets of
ficerer og underofficerer.2
Alt tegnede således til en typisk underofficerstilværelse.
Men i 1805 pådrog Holst sig ved et fald under exercitsen
- hvor lidet heroisk for en kriger - en dobbelt brokskade,
der forårsagede, at han ikke kunne opfylde sine pligter
så godt, som han burde. Men afskedigelse var en betænke
lig sag for staten, thi det kunne betyde en forøgelse af
pensionsbyrden, som for enhver pris måtte undgås. Altså
fungerede Holst videre på trods af sin manglende krigs
duelighed. Selv fandt han det langtfra tilfredsstillende.
Han søgte derfor flere gange stillinger i toldetaten, blev
på det bedste anbefalet af sine foresatte og fik også under
audiens kong Frederiks løfte om befordring. I en af sine
ansøgninger skrev Holst, at dersom han fik stillingen ,
»da saa jeg mig lønnet for mine mange Aars Tieneste,
hvor af di 13 Aar er tient per Hunør, og desuden mine
mange qvalfulde Dage for Livets Udkomme til mig og
mine standset«. Man sad ikke på den grønne gren som
kommandérsergent.3
I 1815 lykkedes det endelig for ham at få bestalling
som undertoldbetjent ved Helsingør Toldkammer. Fa
m ilien rykkede ud fra Kastellet og flyttede til Helsingør.
Man skulle tro, at alt nu var såre godt, og at Holst ville
ende sine dage som tolder i den på grund af Øresunds
tolden så travle by, men først nu begyndte elendigheden.
Det var dengang toldvæsenets opgave at opkræve accise
for alt, hvad der indførtes landværts gennem byens porte
- og altså også forhindre smugleri, der dengang var meget
omfattende. Når hertil kom, at tolderne også skulle op
kræve formalingsafgifter, kontrollere brændevinsbræn
deriet og meget andet, som krævede en vis balancekunst