429 / 467
En forflyttelse i 1818
415
samme med min Bøn, men i Haab om ved samme at finde
ædle deeltagende Hierter med sand menneskelig Følelse,
vover jeg samme«, skrev hun indledningsvis. Hun skild
rede derpå fam iliens sørgelige forhold i Helsingør og fort
satte: »I en søvnløs Nat, som vi begge tilbragte med mang
foldige Tusinde Vemods Taarer, eftertænkte vi vor slette
Stilling, og ønskede, at Gud havde begravet os alle samlet
under en Ruine i di rædselsfulde Øyeblikke i Aaret 1807,
da Kugler og Bomber svevede over vore Hoveder, men selv
disse græsselige Dage skulde Skæbnen lade os blive sam
let, for at lide inu støre Qvaler, som er at mangle Livets
Udkomme, saagar det nødvændige Brød kunde ikke tilveie
bringes uden Borg og Gieid«. - Ved denne lejlighed var de
da blevet enige om at skilles, og siden havde Holst søgt
forflyttelse flere gange, en forflyttelse, han efter Sophie
Holsts mening afgjort fortjente, kollegieherrerne behø
vede kun at læse en vedlagt anbefaling fra hans foresatte!
- Hun sluttede: »Ædle og høybaarne Herrer, jeg er over
bevist om, Di meeste selv er Fader, men skiøndt Skaberen
har forlenet Dem med blidere Kaar end mine, saa tilsiger
min Fornuft mig dog, at Mænd med høye Sielegaver og
store Kundskaber om det menneskelige Livs Med- og Mod
gangsdage, kan forestille sig, hvad Modgangsdage virkelig
betyde. - Med det beklemteste Hierte anraaber og beder
jeg, gaae i Forbøn for min Mand hos Hans Majestæt Kon
gen, da vil han blive forfløttet fra Ilelsingøer til Kiøben-
havn som T o ldb etien t. . . mine og 4 Børns Modgangsdage,
vi daglig maa lide, kunde denne ædle Naade formilde til
blidere Kaar og Dage, lad mine moderlige Taarer giøre
Deres Hierter bløde til Følsomhed, jeg anraaber, beder og
haaber om Naade, til mit Hierte brister af Smerte«.4
Efter denne hjertegribende appel må det have været
meget svært for kollegieherrerne at undlade at indstille
Holst til et embede i København, så han kunde blive for
enet med sine børn og sin trofaste hustru. Men det må