428 / 467
414
Tage Kaarsted
Sophie Holst. Fra anden side ved vi da også, at Helsingør
betragtedes som en dyr by.
Men årsagen til Holsternes skibbrud måtte nok snarere
søges i de fortvivlede økonom iske forhold for hele landet.
Mangfoldige embedsmænd var i samme situation. Stats
bankerotten, finanskrisen mød et pengevæsen rent af lave
gik hårdt ud over de statsansatte, hvis lønninger trods
forbedringer kun var ca. 40% af lønnen før krigen. Intet
under derfor, at fam ilien Holst led nød. Dens h istorie er
et udmærket exempel på den jævne mands besværligheder
i de dårlige år omkring statsbankerotten.
For ikke helt at gå til grunde fattede Sophie Holst da
den drastiske beslutning sammen med børnene at forlade
sin mand og drage til København for der at skaffe sig
arbejde, og den 13. april 1817 tog hun af sted og slog
sig ned på Nørrebro, hvor hun ernærede sig ved synålen.
Holst blev tilbage for, som han udtrykte sig, »ved det
lidet, jeg gjorde til gode, at betale den Gieid, jeg for Livets
Udkomme i denne dyre Bye havde paadraget os«.
Samtidig begyndte han med iver at søge forflyttelse til
København. Om den u frivillige sk ilsm isse var tilrettelagt
for at blødgøre Generaltoldkammeret, eller om den som
hævdet var forårsaget af den bitre nød, ved vi ikke. Holst
fik det bedste skudsmål fra sine overordnede. Han havde
ved sin »Nidkjerhed, Orden, og øvrige gode Egenskaber,
og overhovedet ved sit gode Forhold i Tjenesten« anbe
falet sig til at komme i allernådigst betragtning, skrev de.
Holst opsøgte også kongen og fik hans løfte om forflyt
telse, men da det øjensyn ligt trak ud med opfyldelsen af
dette løfte, besluttede han at benytte andre midler end de
gængse. Han lod i februar 1818 sin kone, Sophie Holst,
sende en »Allerunderdanigst Promemorie« til General-
toldkammer- og Kommercekollegiet.
»Det høye Collegio vil naadigst tilgive, at jeg, som en
ringe og simpel Mands Kone vover at fremtræde for høy-