430 / 467
416
Tage Kaarsted
bemærkes, at den hånd, hvormed hele Sophie Holsts bøn-
skrivelse var skrevet - endog for underskriftens vedkom
mende - i meget betænkelig grad lignede Hans Holsts egen
håndskrift! Embedsmændene fandt tilsyneladende ikke
dette forhold ejendommeligt. De har selvfølgelig været
klar over, at Sophie Holst under alle omstændigheder
handlede i forståelse med sin mand.
Til de ledige toldbetjent-stillinger indkom der hver
gang snesevis af ansøgninger, fortrinsvis fra befalings-
mænd, thi disse havde få år i forvejen fået fortrinsret ved
besættelse af stillinger i »etaterne«. Der var både kap
tajner, sergenter og menige, som søgte simple undertold-
betjent-stillinger, og fælles for alle deres ansøgninger var,
at de i de dystreste vendinger udmalede den elendighed,
som ansøgeren var nedsunket i. Men der var - i al fald
ikke dette år - nogen anden, som mobiliserede konen. Men
ikke nok med det, Sophie Holst opsøgte også kongen, som
åbenbart var nem at få i tale, og fik hans løfte om man
dens snarlige forflyttelse.
Også Hans Holst selv pressede på. I en fornyet ansøg
ning den 9. marts 1818 slog han stærkt på, at han »øn
skede at samles igien med Kone og Børn i vor Fødebye
Kiøbenhavn, om det var Gud og m in Konges Villie«. Det
er, skrev han, »min faste Beslutning aldrig at tage dem
tilbages til denne Bye (H elsingør), hvori jeg har lidt mine
største Qvaler i min Leve Tid . ..« . Men besættelsen af det
ledige embede trak ud, og for ikke at lade noget middel
uforsøgt skrev Sophie Holst den 31. maj til kongen, og
denne gang var det efter håndskriften at dømme i hvert
fald ikke hendes mand, der var forfatteren. Endnu en
gang kom hele h istorien om det skrækkelige Helsingør og
den søvnløse nat. Hendes brev sluttede: »Umulig kan min
elskte Konges Hjerte, som selv er Fader, være ufølsom for
mine moderlige Taarer, som gierne vædede Deres Konge-