206 / 433
198
Interiør.
(Mellem mig og miu Forlægger).
Je g stod overfor Forlæggeren; jeg stod der med
den Følelse af skjælvende Usikkerhed, som er fælles
for alle unge Skribenter, naar de stilles Ansigt til An
sigt med Forsynet — o. Forlæggeren.
Han havde gjennemlæst min Novelle (i Løbet af
7 Uger og 3 Dage) og besvarede nu mit Spørgsmaal
om det Indtryk, han havde faaet, med et bittert Smil:
„Fortællingen tiltaler mig, men der er en Mangel,
Noget med Milieuet — de locale Omgivelser — Natur
skildringer — hm — kort sagt, Handlingen bør for
lægges til et andet Territorium.“
„Hvorhen?“ spurgte jeg, „Til en 0 i Sydhavet? Til
Wuthhorn? Til Asiens Farvande, til Christmas’s Amazon-
flod eller Kaarsbergs Kosakker og Kalmyker?“
„Intet af dette,“ svarede mm Forlægger med et
Smil, som Jupiter vilde have misundt ham; „nei, De
skal blot søge til Norge — læg Fortællingen om paa
Norsk — til en indenskjærs Plads — store Boder ved
Bryggen — blanke Fjorden udover — ram Sildelugt —
isch! — E r De med? Forstaaer De? Saa gaaer den.
Bare Norsk, saa det piber i Toldene!“
Han bladede i mit Manuskript — det var 6 pæne
Collegiehefter til 35 Øre Stykket — og saa læste han
op paa maa og faa:
„Solen skinnede udover Markerne, hvor den sorte
Muld i Pløiejorderne iaa blank som Steenkul. His c og
her luede Solskinnet i en lille Flintesteensflise, saa den
funklede med et Skjær, tusinde Gange stærkere end
Diamantens. Om bag de bøie Gjærdevolde søgte Solens
Straaler, for at see, om der endnu skulde ligge lidt Snee
i Skjul. Og hen over Ageren med den unge Vintersæd
laa Sollyset; de smaa, dunlette Skyer, der trak over
Himlen, 'af og til slørende Solen, gjenspeiledes paa den
lysgrøn-ne, bølgende Ager, i hvis Midte en lille, af Buske
indhegnet Mergelgrav laa og legede Indsø. Over Tuerne
Viben — høit oppe Lærken . . .“
Forlæggeren afbrød Læsningen og sendte mig et
knusende Blik. Saa udbrød han:
„Ikke sandt, — fladt, forbandet fladt?“
Med Taarer iØinene og noget Vaadt i Mundvigene
svarede jeg:
Jo — jo—o, det er fladt . . . noget saadan . . .
en lille Smule . . meer eller mindre fladt . . .“
„Ikke sandt?“ kjørte han paa, „fladt som en Pande
kage. — Men for at tale om Dem selv, eller
„JRevenons
a nos moutons
“, som Franskmanden siger, er De ikke
paa en eller anden Maade af norsk Afstamning?“
Je g maatte tænke mig om.
„Jo, saavidt jeg veed, blev min Bedstemoder født i
Stavanger, mens min Oldefader laa der med en Fre
gat paa bu Kanoner . . .“
„Det er nok!“ afbrød Forlæggeren. „Gaa nu hjem,
unge Mand, og skriv denne lille Novelle om i Deres
Bedstemoders Sprog — hende, der blev født i Stavanger
paa de 60 Kanoner. Naar den er omskreven, kan De
fade mig høre fra Dem.“
Ja,
saa gik jeg
hvad Andet skulde jeg vel
gjøre? Je g gik med et dybt Suk ved Tanken om min
Bedstemoder, som jeg kjendte saa lidt til, fordi hun
var død, inden jeg blev født.
At
Fjorten Dage senere stillede jeg hos Forlæggeren
med mit Manuskript. Ogsaa denne Gang pæne Col
legiehefter til 35 Øre Stykket.
Han bad mig vente et Øieblik, medens han fik skre
vet et Par Oret til D ro n n in g en a f Rumæ n ien an-
gaaende en dansk Oversættelse af hendes sidste Værk.
Derefter lod han mig vide, at han for min Skyld vilde
udsætte Besvarelsen af et Brev fra L o rd T e n n y s ons
Familie, handlende om en Omplantning af den laurbær-
kronede Digters Arbeider.
Dernæst bemærkede han:
„Dette Brev fra Præsident Gro v e r C le v e la n d vil
jeg ogsaa for Deres Skyld lade ligge. Det dreier sig
om en Piece angaaende Mais-Spisningen. Hm, det er
nok — hm — Guldkuren paa en anden Maade. —Men,
det var altsaa Deres Opus . . . lad os see paa det. . . "
Han slog op i Hefte Nr. 3 og læste:
„F aii saa steilende steilt Fjældet stod der, dystert
og sint, men stout, som det hade reist sig, det Fjældet,
fjorten Dager, før Herren han sa’ : „Bli til!“
„De var haarde, de Kanterne paa Fjældet, og det
stod som Skræmsel ut af alle Bratvægge. Liten Dværg
fyrren han stod i Sprækken og rysted af Skræk; hvert
det skælvende Blad bad om Lov til at faa leve. Det
var Barhed og Stygge . . . det var Skræmsel og Trusel,
men smukt var det, og i N o rge var det . . . .“
Forlæggeren sprang op fra Stolen og gik, himma-
layahøit smilende, hen imod mig:
„Bravo!“ udbrød han, „Bravo! Det kalder jeg Stil!
Skal vi sige 40 Kroner pr. Ark for første Oplagr“
Bevæget trykkede jeg hans Haand.
„Hvormange Ark troer De, det kan blive ?“ spurgte
han.
„Je g har tænkt 15.“
„Kjære, gjør det paa 25, men hold Tonen — hører
De — hold paa det Norske!“
*
*
*
Forleden Dag saae jeg i Bladene den Notits:
„Paa N. N.s Forlag udkommer i den nærmeste
Fremtid en Fortælling: „Fjældskræk“, hvis Forfatter
hører til den yngre norske Skole.“
*
*
*
Ak, ja, saadan gaaer det til!
Hvad der har ført mig til „den yngre norske Skole“ ,
det er Tidens Krav, min Oldefader, min Bedstemoder
og Fregatten paa de 60 Kanoner.