21 / 433
14
E n lun H ø g sb r o ’er.
\ yh & é
Og jeg var inte til Nytaarskur
Oppe hos Kongen paa Slottet.
De, som alene i Norden du’r,
Derover højlig sig gotted’,
Skjønt „
Politikens“
sorte Smaa
Lod som de slets ikke kunde forstaa,
At jeg gik inte til Nytaars-Kur
Hos Kongen den Dag.
Paa salig L
inkenbergs
Piedestal
Tappert for Føden jeg fægter,
Og min Forhandling er grumme loyal,
Det er der ingen, som nægter;
Men, om man ogsaa er Moderat,
Er man dog renlivet Demokrat,
Og det er ingen Fornøjelsestur
At møde til Kur.
»Guldkuren« var kun »Familiefest«,
Derfor jeg nok kunde billige,
At vi gik med, thi jeg veed, Skam, bedst,
Hvad man gjør for sin Familie,
Boj s ens Familieparaply,
Der er endnu saa god som ny,
Hjalp mig at gjøre en heldig Figur
Ved Guldbryllupskur.
Nytaars-Kur det er en anden Snak;
Her Politikken det gjælder,
Og
„Politiken“
har Stemmer, som, ak,
Endnu ved Formandsvalg tæller.
Kunde fra dem jeg blot redde en Snes,
Vilde dog een Gang om Maaneden ses
Et Folkethingsflertal, som var
a jour
Med min Nytaars-Kur.
Oplyste Vælgerfolk, hør mit Ord,
Jeg er en uselig Klokker;
Men i de skarpe Protestmænds Spor
Gaar jeg paa Hosesokker.
Folkemoralen er ogsaa min,
At Kancelliet er ikke for Svin,
Og det er ikke enhver Filur,
Som møder til Kur.
T h e a te rk a tten spinder.
— — Saa kommer en Dag i
forrige Efteraar Kammerherren ind
,,paa mit Kontor medsaadan en løjerlig
¡¡Pakke under det ene Forben. —
»Stykke?« siger jeg. — »Stykke,«
¡¡siger han,« Samfundsoffer«. — »Daar-
jligt?« —»Daarligt. Menvi kommervist
|til at tage det alligevel. B 1o ch har læst
|det, siger, det er skidt, dog ikke
værre end saa meget andet. Harm-
Iløst — kan godt glide ned paa en
eller anden Helligdag. Desuden er
Forfatteren nok lidt i Familie med en eller anden her ved
Theatret — husker i Øjeblikket ikke hvem, maaske en Korist
eller saadan noget — og saa vil man jo nødig støde, forstaar
De.« — »Bien,« sagdejeg, »jeg skal læse det.«
Det
gjorde jegsaa.
Og saa sagde jeg Kammerherren
min Mening. »De har spillet saa meget«, sagde jeg, »saa kan
De sandt for Dyden ogsaa spille dette her. Vil Folk ikke se
det, kan de jo blive hjemme.«
Saa spillede vi det.
Havde vi nu haft saadan en Sceneinstruktør, som Professoren
ude i Jernbanegade har, saa havde han øjeblikkelig skjældt
baade Presse og Publikummere Huden fuld' for den mildest talt
upassende Maade, hvorpaa de opførte sig ved Premieren. Se
til P. A. Ro s e nb e r g ! Han skriver i »Dannebrog«, bare der
er en Anmelder, der ikke synes om en Rustning. Men hvad
gjør vores B lo ch ? Han sidder der ganske rolig og finder sig
i, at de overhovedet ikke levner Stykket Ære for to Skilling.
Gud bevares, han kan være en udmærket Mand til at sætte i
Scene, men han har ikke forstaaet, at det er en Sceneinstruktørs
Opgave tillige at være Porthund og holde ubehagelige Personer
borte. Han kunde jo med største Lethed have bevist, at de
tidt giver Noget et eller andet Sted nede i Tyskland, der ikke
er et Haar bedre.
Hvad kommer det desuden Folk ved, om Stykket er saa
eller saa? Der er jo Ingen, der beder dem om at komme
herhen. Vi har det saamænd meget hyggeligere, naar vi kun
er os selv og saa Abonnenterne. De kjære Mennesker gjør
saamænd aldrig Knuder. Bare vi en Gang for alle kunde blive
fri for det Rend af alle Mulige, som vi nu har saa at sige
hver Aften.
Men det er det, jeg stadig siger til Kammerherren: vi er
for skikkelige, siger jeg, vi lader os altfor meget stryge imod
Haarene. Det er ikke, fordi vi mangler en fed Snude, men vi
lader altid Konkurrenterne snappe de fede Rotter og skumme
Fløden, mens vi selv nøjes med Spidsmus og afskummet Mælk.
Se nu Professoren! Aldrig saa saare havde Cirkus faaet
sig en Mand med Jernmave, før han fik sig en med Jernhaand.
Og Abrahams ! Han tager vores egen Ballet og vores egen
Ch a rl ot t e og lader Sidstnævnte danse i Førstnævnte til vores
egen Musik. De skal se, en anden Gang tager han f. Ex. vores
Dons og vælger sig et Stykke af vores Repertoire som f.
Ex. nu »Et Samfundsoffer« og lader sin Musikdirektør uden
videre lave det om til en Opera eller Operette og sætter det
kjære Barn til at synge Titelrollen. Eller han lader denne
Ø s t e r g a a r d dramatisere vores Feu-Regulativ og tager vores
Olaf til at spille Hovedrollen.
Om det saa er Kasino, kan det ikke dy sig. Knap har vi
lykkelig og vel faaet den lille Esmann ansat som Leverandør
til os, og saa snapper de ham uden videre bort fra Næsen af
os og lader vores Z a n g e n b e r g sætte deres Stykker i Scene.
Saadan gaar vi og klatter med alting. Forleden Dag saa
jeg en af vore Abonnenter sidde nok saa fornøjet ude hos
Professoren i Jernbanegade. Jeg tog naturligvis paa staaende
Pote Synderinden i Nakken og førte hende i Triumf tilbage til
Kammerherrens Kjødgryder.
Men, naar de saadan ikke en
Gang har Respekt for vore dyrebareste Klenodier, maa jeg
saa spørge, hvad Enden skal blive?