22 / 433
15
— Erdetef. Kostyme, Herren ønsker?. . .
Med Fornøjelse. Naar bare Herren vil være
saa usjenert at ta’ til Takke. For det kni
ber jo med Lageret, ved det at Svendene
nu vil slaa Ho’det paa Sømmene og ha’
flere Knapper. Men, naar Lønnen løber op,
saa taber vi Traaden og ligger der med
de bare Buxer, begrundet paa, at Frakkerne
ikke passer vores Syersker. . . . . Naa,
ligemeget’ . . . fordi man er færdigsyet
Mester, behøver man da ikke at sluge en
hver Kamel gjennem sit Naaleøje, og Sven
dene har da heller ikke ta’et Skjøder paa
de udenlandske Frakker fra Udenlandet a’.
De ska’ se, at vi nok skal blive forsynede,
naar det er for silde, ved at vi nu la’er
Tyskerne sy vores færdigsyede Klæ’er.
Saa kan Kunderne jo selv rejse ned og
hente dem.
— Ja, m en .............
— Det gaar brillant. Saadan kom her
en Gang en Herre, der ikke længer vilde
bære sin Hat, som han vilde, og derfor
vilde han ha’ sig en Jakobinerhue. Men
det skulde være en Baroehue, for han er
saa gru’lig ung. Han havde for den Sags
Skyld osse slidt Huller paa Knæerne ved
at ligge og kravle ud og ind af Integade,
for han har jo endnu saa ondt ved at staa
paa egne Ben. Naa, men han maatte saa-
mæn pænt ta’ over til Hamborg for at
kunne gaa rigtig i Tøjet. Men saa sang
han osse
unge Viser
af Fornøjelse, for
naar der nu blt’er Karneval i Paris, kan han
hale lige derned, forklædt som Blusemand.
Hvis han da ikke til den Tid har maskeret
sig som Munk og synger halvvoksne Mis
sions-Viser om Pavens ufejlbarlige Und
fangelse!
— Ja men . . .
— Hva’ befaler? . . . Naa, om For
ladelse! det var et Kostyme, De ønskede
. . . Ja, her har jeg en Hofmands-Dragt.
Den har saamæn været rigtig nysselig;
men den blev noget slidt i Guldbryllups
dagene. Det vil sige, Benklæderne har
holdt sig. For da den Herre, som sidst
havde Stadsen paa, skulde til Nytaarskur,
saa trak han Benklæderne a; han sa’e, at
det klædte ham meget naturligere at være
Sans-culotte.
Ska’ vi blive ved den? . . .
eller ka’ske Herren osse er Folkethings-
formand ?
— Nej, jeg . . .
— Naa ja! Saa ta’er vi en anden . . .
Her har De en Fløjelsjakke og et Vild-
mandsskjæg. Det skal være
Bygm ester
Solness.
Det er sandt, De skal osse ha’
en Klatrestang for at kunne komme op i
Kirketaamene.
— Tillad . . .
— De mener, hvad De skal ha’ paa
under Jakken? . . . Ingenting Herre; det
er netop det Fine ved’et. Der er ikke et
Menneske, der kan gjætte sig til, hvad De
egentlig skal forestille, og naar man saa
vil kigge Dem efter i Sømmene,-. . . saa
er der aldrig en Smule.
— Ja, men . . .
— Naa, Herren er maaske ikke en af
dem, der samler paa Ibsen-Fortolkninger?
. . . Ja, ja, jeg har osse andre moderne
Sager. Som nu pr. Exempel disse hersens
»Lureri«-Dragter, som en Doktor i musi
kalske Øresygdomme har ind'ørt til Ene
forhandling i Prinsens Palais.
De er saa
gammeldags, at de er blevet nymodens, og
saa er de baade fixe og nemme. Vil De
»staa paa Lur,« er her en hvid Pind;
den ska’ De bare ta’ i Munden, saa fore
stiller De en Kritikus, der er paa General
prøve. Vil De »ta’ Dem en Lur«, er her
en Paraply; naar De slaar den op, saa
forestiller De en artig Abonnent, der sid
der og kigger op i den dannebrogede
Sc h i we og drømmer om Forhandlinger
og sammensmæltede Sølvske er. Her er
osse et Lurendrejer-Kostyme; i gamle
Dage hed det »en Luskepeter« og var
svært yndet. Men nu kan det aldrig mere
blive moderne; for det første ved det, at
det er gaaet a’ Mode, og for det andet
ved det, at man skal ha’ en grevelig Læne
stol at sidde i, naar man har Dragten paa.
Skulde Herren muligvis ha’ Lyst til en a’
de Kostymer? . . . For saa gjør det mig
meget ondt, at jeg ikke ka’ tjene Herren,
ved det at de allesammen er forudbestilte.
— Maa jeg . . .
— Gu’ bevares! . . . det forstaar sig.
Herren maa selv vælge. For det kommer
begribeligvis an paa, hvor Herren skal til
Maskerade. Men jeg vil baré sige Herren,
at hvis det er i Kasino, saa maa Herren
enten være Opvarter eller Musikus; for
det er de eneste Folk, som kommer der,
ved det at de er der i Forvejen.
— Herre Gud, maa jeg tale? . . .
— Nødig, naar De er under Maske,
Herre! For det kan aldrig hjælpe en
Smule, at De forstiller Dem. Som naar
pr. Exempel at en Bentheimer fra Inte
gade vil tale alvorlig, eller at en Politi
betjent vil tale høflig, . . . det kan en
hver jo lige strax høre, at det er mod
Naturen!
— Ja, men jeg vil slet ikke ha’ noget
Kostyme, for jeg har selv en Domino.
— Saaledes! . . . Herren ønsker en
Maske?
— Nej, jeg vil bare ha’ en Næse!
— H a’ en N æ s e ?
Om For
ladelse, jeg kunde jo ikke vide, at Herren
var Rigsdagsreferent ved det Blad!
Jo rd e fæ rd .
JC/t Ligtog vandrer i Natten ud,
Saa dyb en Sorg det forvolder:
Forrest vanker i Sørgeskrud
Smaa sorte Folk som Herolder.
De sukker saa dybt og synger saa smukt
Om Skæbnens og Logos’es Villie;
Den Døde var nemlig den sidste Frugt
Af en fordums talrig Familie.
Et stakket Liv kun den salig Sjæl
Fik Lov til at leve i Verden;
Og dog var han hverken vild eller fæl
I al sin beskedne Færden.
To Plejefædre hans Ligklæde bar,
— Og Kammerehef var den ene —
Thi han var det sidste Exemplar
Af Lystspil paa Chefens Scene.
Hvad hjælper det nu, man til Kunstens Tarv
Har slagtet Fa’er Holbergs Komedier
Og suget den sidste, forældede Marv
Af Oehlénschlægeis Tragedier?
Hvad hjælper det, at man har slidt saa trist
Paa lutter moderne Stoffer,
Naar hele »den kjære Familie« til sidst
Er endt som — »et Samfundsoffer«!
Ved Graven staar Plejefar B l o ch og ser
Vemodig paa Graverens Spade;
Hans dejlige »Interiører« ej mer
Kan staa for Kritikens Blochade!
Hans Livsværk er ude! .. Med mørke Skyer
Om Panden han tavst sig vaander,
Thi hjst i det Fjærne som Skygger flyer
Leth-Hansens eg Esma nns Aander!
Saa hvil da i Fred, o Syndebuk
Paa Chefens og Williams Alter!
Hvor Andre fik Klap, fik Du bare Hug —
Saa sælsomt sig Skæbnen gestalter.
Sov ene, Du Offer for »Tidens Krav«,
Naar Kisten i Dybet er firet,
Til
Bygm ester Solness
ned i din Grav
Er plumpet fra Kirkespiret.
fiMT- Med dette Numer følger et illustre1 et Annonce-Tillæg.