25 / 433
18
F o r A l d e r s g r æ n d s e n
>om noget overlevet og forældet
Det gode Gamle kastes gjerne bort;
Nu staar saagar vor gamle N ø r r e fæ lle d
Paa Nippet til at lide samme Tort.
Kommunen har til Gunst for Borgerheldet
Med Staden sluttet en habil Akkord,
I Kraft af hvilken den en Dødsdom sætter
Paa en af disse »elskte danske Sletter«.
Den flade Fælled med de glade Minder
Fra Krigerlivet og fra Fredens Dont
Skal høre til det Kjøbenhavn, der svinder;
Thi lang Respit den næppe bliver undt.
Om kort Tid ingen Væbning her man finder,
Som gjør mod Vibenshus sin skarpe Front,
Og ingen Boldklub vil med R y belæsset
Til Sportens Æ re bide her i Græsset.
En værre Medfart lige godt dog frister
Formedelst samme Skæbnes haarde Slag
De røde Køer og dito Socialister,
Der rammes af den fælles P'ælledsag.
En herlig Plads at tygge Drøv de mister
Paa Græs og den normale Arbejdsdag:
Ak, aldrig mer den tapre Skræddermester
Skal tabe Traaden her ved Grundlovsfester!
Men aller værst Bestemmelsen dog driller
De arme Djævle, der har frit Logis
Hver Sommernat ved Holger-Danskes Briller:
Den skjønne Tid er aabenbart forbi,
Da med et sødt og saligt Sværmeri
De lytted’ til den glade Lærkes Triller.
De faar kun siden Gavn af Arealet,
Hvis de en Guldkur faar paa Hospitalet.
Snart er vel Nørrefælleds Saga sluttet,
Og paa det ganske Nørrebro kanske
Til næste Sommer har man alt -fortrudt det,
Naar en Revue man ikke faar at se
Undtagen paa en tynd Variété,
Hvor det er saare smaat bevendt med Krudtet.
— Naa! Byens Status faar man vel at unde
Det Friluftsliv, som her skal gaa til — »Grunde«.
Magdalene
eller
D en forlorne D a tter.
Pantomime i 3 Ak-t er.
Iste Akt.
Den rare Plejefader kommer ind, træt efter Arbejdets Slid.
Han er en af Formændene i en stor Fabrik, hvis Virksomhed
bestaar i at bruge Papir. Selv de reneste Ark Oliver i Løbet
af en Nat sværtede ganske sorte., og naar Morgænen gryer,
raaber alle de fire Formænd Viktoria, fordi de har kunnet presse
saa megen Sværte af Dagens Nyheder og andre nationale Tider..
Nu har den rare Plejefader taget lille G u sta v a i Huset,
nærmest fordi han lider af en hemmelig, men ulykkelig Kjærlig-
hed til hendes P'orældre. De stakkels Folk er saa fattige, og
dog vil ingen gode Mennesker give dem en eneste Krumme
Levebrød; hendes P'a’er Bentheim kan ikke saa meget som
blive Rigsdagsmand, og hendes Mo’er G e o rg in e kan ikke en
Gang blive Professor, skjønt hun dog er en saa uhyrlig eman
ciperet Dame. Men lille Gustava gjør sin rare Plejefader mange
Sorger. Hun havde lovet at være skikkelig, aldrig mere gjøre
»gammel Gjæld« og aldrig muntre sig »før Brylluppet«., men
opføre sig forholdsvis pænt og ordentlig »i Stiftelsen«, hvor de
fire Formænd bor. Og dog lister hun sig hemmelig bort for
at drikke Thevand hos »den kjære F'amilie«, og naar hun saa
kommer hjem, knipser hun den rare Plejefader paa Næsen,
fordi hun synes, at den er saa lille. Hun siger endogsaa
uvartige Ord, saa at hele Fabriken ryster af Forskrækkelse;
men netop derfor er hun en elegant Stilist, det har den kjæré
Familie selv sagt.
Midt under denne Scene træder F'abrikmesteren pludselig
ind. Med en mørk Mine henviser han til Fabrikens nyeste
Fællesstof, idet der i alle fire Arbejdsstuer hviskes om den lille
Gustavas tvetydige Levned. Hvis hun vil høre gode Raad, —
oven i Kjøbet Etatsraad, — skynder hun sig at forsvinde, inden
hun bliver altfor opdaget. Med disse Ord peger han paa Døren
og jager den stakkels Gustava ud i de smaa Sortes Nat.
Saaledes kan det gåa til i dette usle Samfund.
2den Akt.
Gustava har klædt sig i Mandfolkedragt og antaget Titel
af Forfatter.. I denne Skikkelse er det lykkedes hende at stifte
Bekjendtskab med en navnkundig Dame, ved Navn Al b er ti ne ,
der har indlogeret den unge Gustav i en elegant Lejlighed,
hvor han nu sidder ombølget af æggende Patchoulidufte og
nedskriver hendes Memoirer.
Douce Musik. Alle Byens Albertiner kommer svævende
fra Smaagaderne i Forretnings-Negligé og indgiver ham de
skjonneste Digtersyner. Han skuer ind i Restavranternes Kabi
netter, hvor Fådkets modige Døtre i Certosa-Grosserernes Arme
søger at glemme deres fordummede Hjem. Han skuer ned i
de dybe Fængselshuller, hvor blodtørstige Politimænd lægger
dén uskyldsrene Sypige i Lænker, blot fordi hun har holdt
Bryllup to—tre Gange i Døgnet. Og han ser »Opdagerne«
liste sig som hvæsende Slanger efter de fintfølende fornemme
Kvinder, der pva Asfalten søger sig en Portemonnaie, hvortil
de kan lægge deres Hoved for Natten; men ve dem: saa snart
en af disse Martyrkvinder nævner eller blot tænker Ordet
»Mandfolk«, kastes hun til Jorden og slæbes i Arrest.
Saaledes er Loven.
Døren springer op, og en tæt Menneskemængde ntylrer
ind. Det er Kasinos Direktører, der grædende omklamrer den
unge Gustavs Knæ. Dybt bevæget rækker han dem sit Digter-