238 / 433
230
Hippodromedariana.
Naar Dragoner og Artillerister
Ved
Eremitagen kæmpe,
Saa fare de ikke med Lempe;
Hver Lieuteaant er grueligt: bister,
Dragonerne bare dog Seiren
I Regelen hjem til Leiren;
De forsvare kjækt deres Skjoldborg
Ved Hjælp af Li eutenant Aal borg .
K n u t H a u g e d ø l e n o g M a d s W o l l e s e n ,
(Ombord paa Damperen mellem K j
0
be
11
.l
1
,sw i og
Gøteborg).
K n u t H au g e d ø len ; Fan saa de ligger og triller
paa Vannet, disse Skøjerskuterne Dere.
M ads W o lle sen : A tagges, te de’ goer ett saa
biel tøavvele endda. A er da ett baangh for, te a ska
tremmel ud. Æ di norsk’ Skyw da beisen beter end
di dansk’ ?
K. H.: Spørj ikke saa innerli fantet! Je g kan Wi
baade lei og sint, naar jeg hører noget saa Idiotiskt
som den blotte Tanken om, at ikke Norje skulde faae
være det Land, som gaaer framst i Alt.
M. W .: De’ wil a da no ett sei, te de’ gjør. Dær
er
110
de hjer S tow re s, den wa di Dansk’ da di
føhst te.
K. H.: Vil Dere nu ogsaa ba Æren for Storen?
Nu spor jeg blot: E r ikke T ie tg e n i Norje? Og er
ikke Storen der, .hvor Tietgen er? Altsaa er Storen i
Norje, den ogsaa, han Far, lel.
M.W.: I maa missel gjahn fo Low aa beholl’ en.
A ska ettkyev Nov’d i den Forrætning. Men den
goer wal osse i Støkker, inden T ie tg e n kommer hjem
fra æ Nordpol.
K. H.: Tietgen paa Nordpolen? Tietgen har Fan
fyke mei aldrig i sit L iv seet nogen Nordpol. Nei,
N an sen , Far min, vores norske F r id t h jo f N an sen ,
han er Karl for at finne Nordpoler, han. Gik han ikke
ogsaa hen og fandt Grønlandsisen like for Næsen af
Danskerne! Og saa skal Grønland endda kaldes dansk!
M. W.: Hvisomensinnensti fe a heisen ett æ feil
o’et, saa war et nok ilywwal for dansk Pæhng, te han,
de hjær Nansen, rænn’ o Skøiter i Grønland. Han haad
nok en Kaffepu’es om si Hals fræ jen, di kaaller ham
Gammel.
K. H .: Hvem spør om noget saa lavt som Pengerne?
Nei, Far min, det er Bedriften alene, Storverket, som
gi’er Ry. Fan med Pengerne, Fan hakke mig! Om
de skarnede Schillingerne er tyske eller tyrkiske eller
kinesiske, det er mig saa flintrende likegyldigt, bare
Manden er norsk, han. Og den Mand, der gjør Stor-
daad, han er altid norsk. Det fins ikke Verdensberømt
heder utenfor Norje, Farlil. Kom xnei saa ikke her
med de brændte Bønnerne Dere. Fy Fan!
M. W.: Ja , a ka no godt lih haad’ æ Skjellinger
aa en gue Kaffepons. Men a haar jo wal hor’, te æ
Nordmænd løwer a djer eien Stuehied aa en Sjat Wand
te. Walbekommes, seier a.
K. H .: Hvis jeg ikke stod saa fjældhøit hævet over
Dere, kunde jeg bli sint, maahænde. Men her er
min Haand, en ægte urnorsk Haand, som det er en
Ære at faae trykke. — Dere skulde ikke ha femti Kroner
paa Lommen? Retour Postanvisning Christiania? Hva,
Farlil?
M. W .: Nej, a seier Tak, de Slav pass’ A ett om.
K. H.: Skal vi si’ treti da? Aa, Fan!
M.
W.: Nei, vi ska siett ett sei Nowed, an’t end
Fowal. No kommer æ Havn.