282 / 433
2 7 4
„Apothekeren og Doctoren”. ^ ^ p
E n Apotheker
og
en Doctor
I denne Tid har flittigt stræbt
At skaffe billige Decocter,
Mixtur og Pulver paa Recept.
Der er kun denne Difference
Imellem dem, at, som bekjendt,
Den Første ønsker en Avance
Paa nogle hundrede Procent.
Den Anden spiller den Humane
Og taler Fattigmandens Sag,
Endskjøndt Adskilligt lader ane,
At det just ei er Mandens Fag.
Han »gjør« nok i Forbindingsstoffer,
Og deri har han længe »gjort«.
Skal han nu bringe der et Offer,
Saa bliver det vist ikke stort.
Nei, det er tvende Concurrenter,
Der ei kan blive enig’ om
De gjennemsnitlige Procenter;
Derfor i Totterne de kom.
At Apothekersjælen fløiter,
Det kan man godt forstaae, for Sit,
Og Doctoren som Probenreuter
Vil ogsaa gjerne ha’ Profit.
Den Ene, det er Principalen,
Den Anden, det er en Agent;
Den Ene eier Capitalen,
Den Anden efter den er rendt.
Det Sømmet vist paa Ho’det rammer
Og tør nok siges uden Svig,
At fra Misundelse den stammer,
Den hele, skjønne Broderkrig. —
Det er et gammelt Syngestykke,
Hvorfra vi Digtets Titel fik.
Det har i fordums Tid gjort Lykke,
Dengang det over Scenen gik.
Personerne kan stadigt more
Endnu — det veed den gode Gud! —
Vi seer, at baade Smaa og Store,
De grine begge Parter ud.
Tivoliana.
w r
- ■
Som Enhver kan tænke, vilde »Punch« ikke staae
tilbage for sine andre Colleger i Pressen i Retning af
B esøg i Tivoli paa Jubilæumsdagen. Vi var selvfølge
lig med til Festmiddagen, men vi vilde naturligvis og
saa hilse paa alle dem, der har været med i de mange
Aar, hvorfor vort første
gjaldt T i v o l i g a r d i s t e r n e uden forP orten . D e v a r e
b eg g e glade ved at være i Trøien og fortalte os, at
de vare fødte i Borgergade, hvor Faderen solgte Kul
o g Brænde; da han var en stræbsom Mand, havde han
drevet det til at sæ lge 01 og Kartofler, og havde nu faaet
sine Sønner ind til Malitsen. Vi trykkede de brave
Soldater i Haanden med et Smil og gav dem som
Erindring hver en Bismarksklump.
Vort næste B esø g gjaldt K o n e n v e d K i l d e n ,
hvor vi nød et Glas Vand. Imidlertid fortalte Konen
os sit Levnetsløb, og hvorledes hun var kommen til
at sidde ved Kilden; smilende betroede hun os, at det
var ikke muligt at holde paa Vandet her. Vi ønskede
hende al mulig Lykke og Held paa hendes Vandring
gjennem Livet, og en Tivolimedaille i Granit.
Derefter drev vi over til