382 / 433
374
Inden Døre.
(Scene paa et Redactionscontoir).
R e d a c t eu ren : Naa, er der ikke Noget til os i
Kløverbladene for idag?
R e d a c tio n s s e c r e ta ir e n : Ikke et Qvæk.
Red .: Hvor mange Dage er det nu, siden vi klædte
dem saa rædsomt af?
Seer.: Tre Dage, Deres Naade!
Red .: De forbandede Niggere! De værdiger os
ikke engang et Svar.
Seer.: Ja, det er ærgerligt. Bare vi ikke har gjort
os til Grin!
R ed .: Sligt tænker man, men man siger det ikke.
Seer.: Om Forladelse, Deres Naade!
R ed .: Naa, godt. Men saa find da paa Noget, for
Fanden!
S e e r.: Kunde man ikke . . .
Red.: Stille! Nu har jeg det . . . nei gu’ har jeg
ei. Hvad vilde De sige?
S ee r.: Kunde man ikke sige, at deres Tal er gale?
R ed .: De er ligegodt et fint Hoved. Det er lige
det, vi kan sige. Hvor mange var det, de skrev?
S e e r .: 44,000.
Red.: Og vi trykker kun
1 1
,
000
. Det er Fjerde
parten. Lad os dividere de 44 med 2 og siden med 10,
saa faaer vi et passende Tal ud. Men hvad saa mere ?
S ee r.: Saa reiser vi dem en Skampæl og binder
dem der.
R e d .: Rigtigt, Mand. Je g skal indstille Dem til
Gageforhøielse. Saa binder vi altsaa Trillingerne til
en Skampæl. Men skal vi lade dem blive staaende der?
S ee r.: Kun mens vi hegler dem igjennem. Naar
de har faaet deres Stryg, raaber vi: „Løb saa da!“
R ed .: Men hør, dette bliver ogsaa et Udgiver-
spørgsmaal. For naturligvis anlægger Kløverbladene
Erstatningssag, naar vi skriver i den Grad flabmundet.
Spring ind til Hr. Udgiveren og spørg, om vi maa.
Seer. (løber ud og kommer strax efter tilbage):
Jo , Hurra, vi maa nok!
R ed .: Det er bra. Ja , lad os saa i Guds Navn
skrive de Karle Hæder og Ære fra. Men hvad skal vi
kalde Artiklen?
Seer. (grunder længe; siger derpaa): P a a Skam
pæ len !
En lille Vise om Kydpriserne.
Mel.: »Al mulig Ære«.
(Af Erik Bøghs: Nytaarsnat
1868
.)
Je g er nu Slagter,
Og jeg foragter
Pressens Negere! — Saa spyds
Nys
Har de betydet,
At vi paa Kydet
Holder Prisen, altfor høi, —
Føi!
Vi skal, nix forleien,
Sælge Braden, Steien,
Reb og det forneien,
Kort sagt hele Greien,
Til en Pris, ødelæggende,
Slagternæringen svækkende,
Ikke Udlæget dækkende
Og kun Kjøberne spækkende.
Maa jeg nu spørre:
Kan jeg til fyrre
Sæll’e Stei og regulært
Skært,
Naar jeg paa Torr’et
Sel’ maa gi’ for ’et
Sexogtyve mindst pr. Krop?
— Stop!,
Nei, min kjære Neier,
Saadan ei vi leier,
Og om Narrestreier
Det sig inte dreier;
Vi vil sæll’e hver Snitte Kjød
Med .Avangs af en bitte Rød,
Men fortjene vil vi Kridtedød
Til det daglige Fidtebrød!
Jeg si’er: den Bladmand,
Saadan en Rad, han
Kan jo melde sig hos mig —
Je g
Skal nu saa villig
Tidlig og sillig
Gjøre Alt ham aabenbart
Klart.
Han ska’ see, hvormeiet
Jeg maa gi’ for Qveiet,
Og, naar Alt er veiet,
Hvad der bli’r mit eiet
I Avangsje til Dagens Pris —
— Gaaer han inte paa denne Gris,
Saa skal jeg, Ferdinand Mathis,
Gi’ ham Troen paa en anden Vis!
Ferd. Mathis J ens en,
Slagtermester.