85 / 433
78
D e r lig g e r e t H u s! — D e t v il s ig e , d e t sta a r ;
M en n o g le v il h a ’, d e t s k a l lig g e ,
M en s a n d re h is to r is k for B r y s te t s ig si aar
O g s v æ r ’ p a a , a t d e t s k a l d e t ik k e .
D e R a n d e r s k e M u n k e d e t H u s ly g a ’,
T h i m e n e r n u k jæ r lig e S jæ le.
A t M in d e t o m M u n k en e s k a l m u n k e s a ’,
F o r d e h a r n o k v æ r e t sa a fæ le.
E n K a m m e r h e r r e fo er v æ ld ig s t a fS te d ;
M ed N ø g le n , d e t h e d s te h a n e v n e d e ,
H a n d u n k e d ’ p a a H u s e t, o g b is te r t h a n m e d
D e n fla d e s te M e l-d a l d e t jæ v n e d e .
A t s ig e , d e t sto d o g fa ld t s le t ik k e n ed ,
T ro d s S k ra m m e rn e, S k im le n o g L y d e r n e ;
M en sa a d a n e n g a m m e ld a g s S tæ d ig h e d
E r d er B y r a a d fo r! — s a g d e J y d e r n e .
O g J y d e r n e s e n d te til S tr id e n s M ark
E n H e lt, d e 'til R ig s d a g sm a n d k e js e d e ;
F r a B r e d g a d e s k u ’ h a n g i’e sa a d a n e t S p ark ,
A t H u s e t i R a n d e r s d e t d e jse d e .
D e r s to d S ø r e n K j æ r m id t i K æ m p e r n e s K o r
S a a s tø t o g s a a sej g so m en K r id tm a ss e
O g m æ le d ’ d e s to lte , p o e tis k e O rd:
„ G aa v æ k m e d d e n r a a d n e d e S k id tk a s s e !“
H v a d k u n d e d e t n y tte ? T Ivor v ild o g h v o r fæ l
E n d o g s a a h a n S tr id e n h o ld t g a a e n d e ,
D a h a n s lo g t il S ø ren , h a n s lo g til s ig s e l’,
O g H u s e t b le v s ta d ig v æ k sta a e n d e !
M a n k a n ej a f p u r Ø d e læ g g e ls e s tr a n g
E t M in d e fa a til a t fo r sv in d e ;
Om K jæ r d erfo r o g s a a b li’er S to rm a n d en G a n g . —
H a n s A d e ls n a v n b li’er e j: K j æ r - m i n d e .
K a n s k e
E dliga andshuset
d o g b r æ k k e s n ed ,
S a a F o lk k a n i F r e m tid e n s ig e :
I R a n d e r s d er la a e fte r A lt, hvacl m a n v e e d ,
D e t s id s te v a n d a lisk e R ig e .
N a a r M u n k en es H u s s a a fra G ru n d o g t il T op
E r r y d d e t, b li’er s a g te n s i G r u se t
T il M in d e om D a a d e n e t a n d e t r e jst op,
A f N a v n :
Hellig Aandløshedshusel.
I H a d e s .
Helvedhunden gøer frygtelig af
alle sine tre Halse, og et hæftigt
Konfetti-Uvejr raser, medens Skyg
gerne holder
deres Indtog
i
Underverdenen.
Dér kommer en Maske i
Rigsdagsuniform fraK j ø ge. Skøderne
er forlængede og samlede til en
fiskeagtig Hale, der hænger slapt
ud i Luften. Hvad kan det nytte?
Naar Masken falder, er Uniformen væk og Halen alene tilbage.
En lille affabel Skikkelse kommer smuttende ind gjennem
Dragens Gab. Paa Ryggen har den en mægtig Nøgle, der ser
ud, som om den var gjort til at laase af for Underskuddet paa
Kongens Nytorv.
Med diskret knirkende Kammerherretrin
nærmer Skikkelsen sig en drabelig Ridder, hvis lange, dybt
kløftede Hageskæg bølger frem under det nedslaaede Visir.
Det drøner i Hades, hvor de tunge Skinneben træder. Nu
mødes de tvende Masker. De kender hurtig hinanden. Den
ene peger forstaaende paa den andens Nøgle, den anden piller
venlig ved den enes Skæg. Saa rister de Runeri Haandfladerne:
»Kammerherre?«
»Professor?«
De mødes i fælles Forstaaelse af at være de to Atlasser,
der bærer Danmarks dramatiske Himmelhvælving.
Længere
henne gaar to Atlasser til, nemlig S e v e r i n , der en Gang om
Ugen optræder for absolut uigenkaldelig allersidste Gang som
Greven i Forhus og Baghus — og saa den lille Gu s t a v , der
skal bære S o p h u s B i r c h s Traditioner videre for alle de smaa
Magdelener i Kjøbenhavn (med eller uden j efter Behag).
Tvillingparret F e r d i n a n d og V i l h e lm optræder siamesisk som
den femte Atlas til en firehjulet Himmelhvælving.
I Hades findes alle de
50
, der bærer Danmark — medens
de, der skal bære »Danmarks« Underskud, ingen Steder er at
finde, skønt Skifteretten gaar omkring med en Lygte og leder
efter dem.
Hvem er hin høje Kvindeskikkelse med den tragisk ned
ringede Silkekjole og den hvide Strudsfjer i Haaret? Hør, hun
deklamerer: »Jeg er Melpomene«, siger hun. »Dagmars, Dan
marks Melpomene. Jeg blev nedstødt i Hades, men de skal
ved alle Under- og Oververdenens Gøtzer komme til at savne
mig. Uden min tragiske Drivkraft maa Theatret gaa i Staa.
Tyskerne vil komme over det og jævne det med Jorden. Saa-
ledes laver man R i i s til sit eget Teaters Ende.«
En rød og hvidbroget Pierrette er klædt i Makulatur fra
Top til Taa. Hun søger at gøre Forretning. »Her er store
nye Præmiegaader,« raaber hun. »Denne Vej med Sølvtøjet.«
I det samme faar hun Øje paa en Negermaske. »Halløj, Oscar
gaa nu hjem og skriv det Referat. Vi skal bruge syv Alen.«
En ikke ubekjendt Jyde sidder paa Forundringslænestol og
h e l m e r ikke, før han faar en Minister til at sværge paa, at
han ikke har sat sig dér for at blive siddende.
Men han sad der alligevel endnu, da Kaptajn Charon
færgede de andre Skygger tilbage til Kjøbenhavn.
T h e a t e r k a t t e n s p i n d e r .
Gud ske Lov for Bygmesteren! Nu
skal dog ikke den Dagmarprofessor
mere kunne gaa og rejse Hale og gjere
sig til af, at han er ene om at
spilledet højere og mere begrædelige.
Endnu kan vi dog knuse en Taare
ovre hos os, naar galt skal være.
Jeg sagde det dgsaa til Kammer
herren, den Aften, da vi skulde
spille »Robert«, »Jeg er forkølet,
Kammerherre, sagde jeg, »jeg er det af Overbevisning og
af Princip. Men jeg har aldrig nægtet en gammel Ven som
Dem en Poterækning i Nødens Stund. Og hvis det kan
glæde Dem, saa spiller vi alligevel! For naar der skal være
Harper i Luften, saa er jeg ikke den Kat, der sætter mig