86 / 433
79
imod det. Og »Robert* er dog ligesom lidt af den Slags,
som Publikummerne nu en Gang ikke kan staa for i disse
Tider, da de tørster efter de store Følelsers lædskende Is-
afkjølede fra Fad under Poesiens Kulsyretryk.«
Se, naar man er saa pligtopfyldende som Embedskat
ved Theatret, saa er det naturligvis noget kreperligt, naar
en K jæ r - U lf i F'aareklæder holder Ideens Fane højt og
siger, at man er en Uartighed til Publikum. Fordi han nu
er Komponist til »Gaar’en, saa gaar’en«, kan han da ikke
forlange, at vi Allesammen skal bevæge os i Kunstens aller
højeste Loftsrum og melde os upasselige, saa snart der bare
er lidt i Vejen med Spindemuskierne. Og derfor vil jeg
nok bede M an icu s om at tage sig en lille Smule af ham.
Maa jeg spørge, om det ikke oven i Kjøbet forøger den
dæmoniske Virkning, naar man er lidt rusten i Klangen?
»Minétte« — nej om Forladelse »Annette« af vores
egen E jn a r C h ristia n se n , som Dagmarprofessoren dog
ikke har faaet lokket ind i sine smaa Kanaler med sit Guld.
B io c h begyndte at sætte det i Scene i Sommerferien, og
allerede midt i Februar Maaned gaar det reverenter talt
lyslevende over Scenen! Det svimler formelig for en ældre
Hankat, naar man saadan skal danse Hopsa i vild Hexe-
sabbath.
Var ude hos den Dagmarprofessor og saa hans »Wuth-
horn«, som vist ikke bliver noget Guldhorn for ham, men
som er tilegnet denne H orn em ann, der nok nu har an
taget Navnet Wuthhornemann. Hvad der ogsaa passer.
Sad i Parkettet ved Siden af E e d v a rd . »Pote?« sagde jeg.
»Pote,« sagde Eedvard.
»Sekundtkomedie,« sagde jeg.
»Død og Pine,« sagde Eedvardt, »frisindet, kjættersk —
storartet! Polsk Æ gteskab— renSmaus! Storartet Theater !
Dejlige Dekorationer! Vores egen Gjellerup! Vores egen
R iis! VoresegenRosenberg!«»Alvor?«sagdejeg. »Amager,«
sagde han.
»Skal vi ikke selv have noget spillet her,
lille Eedvard?« siger jeg. »Jo — hm — det kan nok være.
Noget har man jo paa Lager.« »Under Loven?« »Næ,
det var Synd — for Theatret. Skriver paa et nyt. Der
er tre fordummede Hyklere; to Ægteskabsbrud og tre, der
lever paa Polsk.« »Tre?« »Tre. To Herrer og en Dame.
Frigjorte Sjæle, fornemme sgu, kort sagt: kjætterske.« »To
om En?« »To om En. Deler, som de er Venner til. Paa
Aktier.
Falder tilsidst for Reaktionens Bornerthed.«
»Lars?« »Lars.«
Naa — enfin, Eedvard er nu lidt af en Enthusiast.
Naar man som jeg har set, hvad der er at se, saa kan man
jo ikke følge med mere i Ungdommens Begejstring. Man
bliver lidt skeptisk, lidt blaseiet rent ud sagt, om end i
fuldstændig mondæne Former. Og jeg maa sige, at jeg fin
der denne unge Hr. Gjellerup lidt pretentiøs. Jeg har sagt
ham det flere Gange, naar han kom til os med sine saa-
kaldte Digterværker — han kom altid selv, i Stedet for at
lade En af sine Folk bringe Varerne i Byeft. »Unge Mand,«
sagde jeg, »De skulde være lidt mere salonfähig. De braser
for voldsomt paa, Kjære. De maa jo kunne forstaa, at vi
ikke bryder os om alle disse Rocambole-Historier her paa
Kongens Nytorv. Og jeg vil nu slet ikke tale om, at De
i Deies forøvrigt ikke helt talentløse Sørgespil ofte berører
Ting, som det dog virkelig ikke gaar an at nævne, naar vore
Abonnentinder er til Stede, og som jeg umulig kunde lade
opføre ved mine Børneforestillinger, De gaar for voldsomt
paa, lille De! Som nu her i dette »Wuthhorn«
hvorfor
for Resten saadan et krasbørstig Navn? hvorfor ikke f. Ex.
»Truthorn«? — jeg siger naturligvis ikke Noget til, at De
ikke kan lide Journalister, og, mellem os sagt, jeg kan godt
billige Stykkets Moral, at det er lovlig bornert, at man ikke
skal have Lov til at slaa en saadan Journalist ihjel, for selv
om man af og til selv holder af at skrive i disse Blade, saa
er man dog som Amatør højt hævet over disse Professionals.
Men, fordi det er sandt, er det virkelig ikke sagt, at det
kan gaa an saadan ligefrem at skrive det i et Stykke, der
skal opføres paa en Scene. Man lægger sig ud med Pressen,
lille Ven, ja, man gjør. Og det er jo ikke heldigt for en
ung og lovende Mands Fremtid. Kan jeg ellers være Dem
til Tjeneste — er der f. Ex. noget, De vil ind i, saa skal
det være mig en Fornøjelse at yde Dem min Protektion,«
Siden har jeg ikke hørt noget fra ham før nu, da jeg
ser, at Dagmarprofessoren har taget sig af ham. Glæder
mig virkelig overmaade for den ganske nette, unge Mand.
Og naar Almanakken og Sommerfrakken
Begynder at vidne om Vårme og Sol,
Og naar forvoven man ta’er i Skoven,
Stolt, naar til Grønningen ud man naar,
Man optimistisk og lidt sofistisk
Lidt overilet saalunde spaar:
At nu er der Foraar i Luften.
Nej, lad først L iebe, mit heiszem Triebe
Forsage Hjemmets den stille Fred
1
Aftenmøder, hvor grumt man bøder
For Folkethingets Sendrægtighed.
Lad F r e jlifs Tante med Høgsbro fjante
Og Caw lings lille Broer blive stor,
Lad Hart manns Springvand bli’e mer end Klingklang,
Saa er der Mening først i det Ord:
At nu er der Foraar i Luften.
Lad Stadens Fædre sig først forbedre,
Og Ennas Hex blive mer katholsk,'
Lad E edvard redeligt finde kjedeligt
Et Stykke, hvor man sig gifter paa polsk.
Lad lille Rosenberg uden Skosen
Sig kalde Bladenes bedste Ven,
Og lad R iis-K nu dsen , før gal i Kabudsen,
Ømt med sin G jø rlin g mødes igjen —
Se, saa er der Foraar i Luften!
Men dette Pløre og dette Føre
Og Sne, som regner, og Regn, som sner,
Og Is paa Vandet, og Vand paa Landet,
Kort sagt, naar Vejret sig saadan ter,
Naar om det skifter som Drachmanns Skrifter
Og løber henad Paaske Fastelavn,
Naar selv Moralen kan løbe galen
Og la’er sig prædike i »København —«
Er der saa vel Foraar i Luften?
Med dette Numer følger et
illustreret Annonce-Tillæg.