164 / 165
S L U T N I N G
her blandt mine kæreste Minder, om han da ikke
har noget derimod.
Saa er der to Mænd, Sognepræst N. Juhl og
forh. Amtsveiinspektør Winkel, som begge har,
kærligt og trofast, i en Aarrække paavirket og le
det mig i mit Gudsforhold, hvorfor jeg ikke nok
kan være dem taknemlig.
Det er jo saadan, vel sagtens for de Fleste, at
jo mere man nærmer sig Graven, desto stærkere
kommer Evighedsspørgsmaalet til at fylde Tanker
ne: »Hvad har du gjort de mange Aar, du har i
Verden levet?, tænk, trygge Sjæl, at Alting staar
i Herrens Bog opskrevet.«
H. C. Andersen, som var et fromt Guds Barn, og
som aldrig i sine Skrifter, hvor der var Leilighed
dertil, undlader at give Gud Æ ren for hvad der
er skænket ham, har skrevet følgende Ord, der
staar paa hans Grav som det sidste han har at
sige Verden:
»Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
er uforkrænkelig, kan ei gaa tabt;
vort Jordliv her, er Evighedens Frø;
vort Legem, dør, men Sjælen kan ei dø.«
det vil altsaa sige, at dersom vi lever Livet her i
en levende Tro paa, at Gud er vor Fader og Jesus
Kristus vor Frelser, saa vil vi ogsaa forstaa, at
Sjælen hører hjemme i Himlen.
Saa vender jeg mig til min kære Hustru, som i
56 Aar kærligt og trofast har deelt Livet med mig
og vore to Sønner, Sognepræst Aage Bayer paa
163