53 / 165
de Folk, som jeg de første Ferier var hos, uddøde,
og Gaarden blev nedlagt.
Emil Felumb var meget musikalsk, og om Afte
nen i det deilige Sommerveir forlystede han os alle
med sit Harmonikaspil, som kunde høres over alle
Gaardene; det er forunderligt, saa stille og lyd
hørt der er, rigtig ude paa Landet. Ja, hvor var det
dog deilige Dage, fra Morgen til Aften at tumle
sig ude i Marken, hjælpe med at høste, køre med
Vognene, saavel med Læs, som tomme, ride He
stene til Vands; men det efterlod snart Mærker,
især naar Hesten var, som Bønderne kaldte det,
»hvasrygget«; saa skulde der køres til Mølle, og
jeg fik da Lov til, naar Karlen eller Sønnen sad
ved Siden af, at faa Tømmerne; saa var der Aaen,
hvor der fangedes pragtfulde store Guldsmede,
»Vortebidere«, som de kaldtes, og Krebs under de
store Sten i Aaen; der blev fanget Insekter, for
man skulde da have en Insektsamling med hjem til
København; saa skulde man være galant, hjælpe
Pigerne med at bære Mælkespandene, men der
kneb det; derimod drikke af den nymalkede, usiede
Mælk med Fluer, Myg og Bræmser, det maatte
man gerne, ja hvor er dog Landboerne prægtige
Mennesker; man bliver strax Venner med dem, og
Tjenestefolkene var jeg hurtig kendt med, jeg
maatte gerne tegne dem a’, for det laa mig tidligt
i Blodet, og naar jeg saa spurgte dem, om det lig
nede, fik jeg næsten altid det Svar: »Ja, det lig
ner grangivelig — paa Kasketten — eller Hue-
tøiet!«, det var jeg nu ikke saa tilfreds med, jeg
A L L E R S L E V — L E D R E B O R G
52