59 / 165
A L L E R S L E V — L E D R E B O R G
glemmelig, maa jeg mindes de kære Mennesker,
jeg fra Dreng til Voksen lærte at kende som
gæstfri og trofaste Venner, der villigt aabnede de
res Hjem for mig, min Hustru og mine to Sønner,
og som til Gengæld gæstede os i København, da vi
selv fik et Hjem. Der er først Hans Olsen og hans
Kone, som slaaende lignede den Type, som Ver-
mehren har givet i sit Maleri »Reservesoldatens
Afsked fra Hjemmet«, der findes i Statens Musæum
for Kunst; de døde tidligt, og jeg fandt da mit an
det Feriehjem hos Gaardmand Niels Persen og
* Kone, hvis Hjem i mange Aar blev mig og mine
et kært Sted at komme. Niels Persen var en hjer
tensgod og venlig fredsommelig Mand, som stille
og taus gik ud og ind med sin uadskillelige sure
Pibe i Munden, og naar vi i Haven saa ham putte
den ene store Klase Ribs, modne eller ikke modne,
i Munden og vi sagde: men, Niels Persen! hvor
kan De dog taale det? saa lo han saa polisk og
sagde blot: »det kan ikke hindre!« og dermed
var den Sag i Orden.
Der var to Børn, Per og Marie, i Alder omtrent
med mig og det blev ogsaa til Venskab for Livet.
Marie blev gift med sin Fætter, Niels Olsen, der
efter sin Fader blev Sognefoged i Leire, hvor der
ogsaa var godt at komme. Samme Niels Olsen var
vist en dygtig Landmand; han opdrættede en
Hingst, som han elskede og var stolt af; den skaf
fede ham mange Præmier paa Dyrskuer i Køben
havn og Roskilde og var i mange Aar en søgt
Hingst som Tillægsdyr.
58