39 / 221
ET HØJE københavnske Rådhustårn med gylden urskive,
næsten som en omstigningsbillet fra sporvognenes tid, var
svært at hamle op med for den internationale funktionalist
Arne Jacobsen, da han en menneskealder senere blev
tvunget til at sætte tårn på Århus Rådhus.
Den stemning af blod og jord, som under anden verdenskrig drev
et sådant politisk krav frem af den jyske muld, var til gengæld helt
legitim, da arkitekten Martin Nyrop og dekorationsmaleren Jens
Møller-Jensen trak åndeligt vod ved den danske friske strand for at
give Københavns Rådhus identitet.
De var ikke ene om det i tiden omkring det nye århundrede.
Johannes V. Jensen skrev i sin roman »Einar Elkær«, 1898, flere
drivvåde bondebilleder op mod tidens spleen og teknik.
»Det var Einar, der fik den underfundige ide, at de skulle i vandet.
Betty ville gerne, det var kvælende varmt. Bag en lille brink, hvor
der var en blød græsplet, tog de tøjet af. Einar måtte love at vende
hovedet bort. Han gjorde det også, men pludselig vendte han sig
alligevel og så på Betty, just som hun drog sin lille chemise over
hovedet. Hun rødmede over hele legemet - som en hvid rose, der
glider ind i rødt lys.«
Han er løbet stærkt for hemmeligt at besøge hende i nabobyen, så:
»Einar havde mørke, bugtede tegninger ligesom af tusch ned ad
benene, fordi han svedte så stærkt på turen. Hans ben var sammen
trykte, og det rørte sig i dem, når han gik, Bettys var ganske runde
og hvide.
Over stenene sprang de ud i vandet, Einar først. Stranden var flad
som et gulv langt ud, og vandet var lyst af bunden. Længere ude
gik der mørke tangbælter. Hele fjorden lå blikstille. Hvor sandet var
41