43 / 221
med store ører, der gjorde den italiensk inspirerede bygning til et
årvågent og pæredansk forvaltningssymbol.
Rådhuset synes med forkærlighed for ornamenter og figurfrem
spring inspireret af John Ruskin og William Morris’ engelske arts-
and-craft fra midten af 1800-tallet. Men i Martin Nyrops rådhus
bliver efterligningen af Oxfords colleges erstattet af Valhalla-stem-
ning i panoptikonfløjen og Rådhushallens italienske festivitas
under stort moderne glastag.
Udsmykning skulle der til, eller dekoration - hvad der ikke er det
samme som pynt og opstadsning, men, når det er bedst, udtryk for
et program, et syn på samfundet og livet. Og Martin Nyrop gik for
rest med udkast til møbler og lamper og dekorative detaljer. Derfor
kom Københavns nye rådhus ikke til at se ud som industriherrernes
internationale Glyptotek på den anden side af boulevardhaven.
Rådhuset skulle rumme hovedstadens Borgerrepræsentation og
være folkeligt, selv om byens styreform lå langt fra nutidens fore
stillinger om demokrati.
Den maler, som mest markant har sat penselaftryk på huset, er
dekorationskunstneren Jens Møller-Jensen. Og historien om, hvordan
han i bedste forstand blev sat til vægs, er karakteristisk for ånden
bag Martin Nyrops arkitektpraksis.
Nyrop havde bygget rammerne om den Store Nordiske Industri-,
Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888, med kuppel af
trægitterspær og vikingeagtig fremtræden i røde og hvide brædder.
En enkelt pavillon fra det nedrevne udstillingskompleks mellem
voldgaden og de gamle voldgrave i Tivoli stod tilbage som rådhus
tegnestue på Halmtorvet, og det var her unge Møller-Jensen i slut
ningen af 1890 erne henvendte sig til Mester Nyrop for at få job
som dekorationsmaler.
Han havde gået på Kunstakademiet i København og derefter stu
deret freskoteknik i Italien, så han havde noget med i tegnemappen
at vise overarkitekten, som sagde: »Tag rundt i Danmark og se på
kalkmalerier!« —og det gjorde Jens Møller-Jensen så efter en prøve
periode på tegnestuen.
45