150 / 425
142
Overlegen Dømmekraft.
•Det
unge DaBmarirs* lovende Forfatter,
Der
fer
var theologisk, som bekjendt,
Men np til Dags det Lys kan lidet skatter,
Som bli’er af Bisper eller Provster tændt,
Fornylig ban i
Dass-Avisen
atter
Sin Mening givet Udtryk har paa Prent:
Snart triumferende, snart lenlig sakkende
Adskiller der han Faarene fra Bukkene.
Fra
Dass-Avisens
høje Dommersæde
Med overlegent Blik han ser sig om,
Og sammenkaldet for hans strænge Dom
Den danske Christenhed er her til Stede.
Her ses saavel de glade Christne, som
De, der har sagt: Farvel Alverdens Gl£de!
Kort: G j e lle r u p har samlet Menigheden,
Og na han Klinten skille skal fra Hveden.
Først gi’er de Orthodoxe han
paa
HoMet,
Og de faar Texten læst, saa godt han kan;
Saa faar de glade Christne uformodet
En Hyldest fra den fordums Herrens Mand,
For i St. Grundtvigs Menighed er Blodet
Dog altid noget tykkere end Vand;
Maaske I deres »danske Trosbekjendelse»
Han Muligheden bar for saud Omvendelse.
Han lader Israels Børn det Skndsmaal faa,
At de tilbageholdent kan sig skikke,
Men tappert kan de ogsaa fra sig slaa,
Naar K o c k og B l æ d e l ikke op vil 6tikkej
Det er den Lejr, hvorfra de sorte Smaa
Har rekruteret deres faste Klike;
Og aldrig de i Aandens Kamp og Strid løj,
Men lever fromt for Talmad og af Hvidlog.
Fra Israels Born saa kommer Raden sidst
Til Verdens Bom , der ere geniale
Og alle sammen lutter Fandens Ka’le,
Derom kan ikke længer være Tvist!
Bogverdenen er deres, det er vist,
Og de har fæstet Rod i Tingets Sale;
Af Israels Skud de er en frodig Stikling
Paa Grund af »den naturlige Udvikling».
Saaledes skiller her med flotte Træk
Og dito Dom han Fjenderne fra Vennerne.
— De forste vil nu sagtens dø af Skræk,
Imens de sidste gnider sig i Hænderne
Og jubler: »Hvilken Love, ung og kjækl
Haar han har faaet Dassavisd omstænderne,
Og de er. voxed’ ud, saa kan det vides med
Bestemthed, at han bli’erejraratbidesm ed!«
Vexlende Themaer.
Fra Charlottenborg.
Paa Trapperne er der
yderlig
livligt, i de yderste Sale er der inderlig
kjedeligt, og i de inderste Ram er der
yderst varmt.
Publikum er blandet
I Antiksalen mødaB den store
Holger og den lille Herman.
Publikum er meget blandet
»Goddag, du lille David,» siger
Holger.
»Goddag, du store Goliath,» siger
Herman.
De træder hen foran H. N. Hansens
Billede: »Efter en Frokost*.
»Se, »sigerHolger, »dér
ev ungtBlod.»
•Ja som
du og jeg,»
siger Herman.
»De har vist faaet Malerklatter til
Frokost, og det er slaaet ud paa dem, •
siger Holger.
Herman 1er.
•Det var en Illustration til
K lad
deradatsch,»
siger Herman.
Holger ler.
•Med det Stykke har ban betalt
sin Klatgjæld til Malerkunsten,» siger
Holger.
Begge ler.
Holger har en stor Notisebog og
skriver store Bemærkningermed sort Kridt
Herman bar en lille Sottisebog og
skriver smaa Bemærkninger med grønt
Kridt
»Du har Intet her oppe?» siger
Herman.
•Nej,» siger Holger, »hvad jeg
maler op, det kommer paa den Gylden
dalske Udstilling, — og jeg maler
stadig paa m it store Drama.»
Herman ser dybsindig ud.
•Du maler ikke,» siger Holger.
»Jo, i Morgen begynder jeg, og
Billedhugger, det vil — — »
»Javist,» siger Holger.
■Saastaar de foran E.Poulsens Buste.
•Hvor han ser ud! Men han har
jo ogsaa faaet af et
Rasselris,»
siger
Holger.
Herman ler.
•Han ser saa søvnig ud, som om
han var pisket op af et Fastelavnsris,»
siger Herman og ler for dem begge to*
De kommer til Blochs Stykker.
•Smukt Genrebillede, den Dame,*
siger Holger.
»Ja, det er en yndig ung Pige,*
siger Herman.
»Ung Pige — det er da en ung
Kone, det ser man af Sengens Størrel
se,» siger Holger.
•Ja, du er jo Alvorsmand paa Sligt.»
De gaar over Gaarden.
De staar foran Eva.
»Se,« siger Holger, *den Eva kan
da sætte sin Mand Stolen for Døren.»
•Ja, hun er rigtignok — — — •
Da Holger kom hjem, skrev han
udaf sin store Bog en lille Anmeldelse,
der ikke var aldeles sort.
Da Herman kora hjem, skrev han
ud af sin lille Bog en stor Feuilleton,
der var ganske grøn/
Det var d e r e s Udbytte!