17 / 425
10
Fra det hedenske Hus,
0 5 .
^J^iktatormagten glider
B
e r g
af
Hænderne:
Skjøndt endnu ikke man Tendens har sporet
Hos
ham
til noget Frafald just
a f
Ordet,
Maa han for Tungen stundom holde Tænderne.
Først er der
K
r a b b e
,
som til Sorg for Vennerne
Med Klokkens Lyd hans Øren gjennembored’,
Og dernæst, skjøndt man skulde sligt forsvoret,
Fik han en Konkurrent fra Langelænderne;
Thi
E
e d v a r d s
Tunge tager Luven baaae
Fra
C
h r e s t e n s
Mundlær og fra
K
r a b b e s
Klokke,
Skjøndt begge to har gjort, hvad de formaaede.
Han Venstres fulde Bifald frem kan lokke,
Mens «Føreren» maa sukke mange Gange:
«1
Edens Have
E
e d v a r d
bli’er min Slange!»
I I 7.
[en lille
E e d v a r d B r a n d e s
er just den,
Som bedst kan raade Bod paaVenstres Svækkelse,
Saa det ej ganske ender med Forskrækkelse
Til Spot og Spe for hver en Folkeven.
Sin Mund han bruger nu, som for sin Pen,
E t opvakt Vælgerfolk til mer Opvækkelse;
Og hver Gang Talen er om Edsaflæggelse,
Saa er han der med Fingeren igjen.
Og Diskussionen, der er bragt i Gang
Om Ed og Løfter, er saa højst betegnende
For
E ED V A R D ,
der med
B E R G
vil staaog falde.
A f Hjærte-Folket valgt i Danne-Vang
Han synger vel om Kap med Bogødegnene,
Men snart han tager Troen fra dem alle.
A
T '
l l r g
fra det Øjeblik, da
E ED V A R D
svor paa
Vor Grundlov med en frelst Samvittighed,
Gik Tingets Arbejd frem med Sneglefjed;
Men Eden har de spildt en Hoben Ord paa.
Man skulde tro, at Statens Vel beror paa,
Den faar en Formel for en hellig Ed
Til de halvanden Mand at sværge ved,
Som
B
r a n d e s
fandt her, og som intet tror paa.
Som Alvorsmænd paa sligt de flittig drøfter,
Om Eden ikke byttes bør med L ø f t e r ,
— De løfter, skam, vort Folk til noget højere!
Men «Løftelsen», naar man beser den nøjere,
Kan tolkes saa . Naar intet man har over sig,
Saa gjør det ikke noget, man fo rlove r sig!
Ved Kaffen.
Fru Sørensen.
Glædeligt Nytaar, søde Fru Schrøder,
og det
Yéd
den søde Gud, at det er en stræng Tid
med alle de Visiter man skal gaa og gjøre, og nu
har jeg dem allesammen overstaaet paa nær Krigs
kancellisekretær Mikkelsens, hvor jeg gaar paa Søndag,
hvis Vejret er godt, for saa véd jeg, de spadserer i
Bredgade, og jeg slipper med et Par Visitkort, for det
er rigtignok ikke nær saa hyggeligt fos dem, som her,
hvor vi sidder i al Fortrolighed og passiarer ved en
lille Kop Kaffe, men der skal man altid først drikke
Chokolade og bagefter Maderavin, som Frnen siger de
faar hjem med Søofficerer, skjønt baade Sørensen og
jeg med disse vore egne øjne har set Madsens Pige
bjobe Flasken ovre paa den anden Side af Gaden hos
Urtekræmmeren, og saa er der Regningerne, søde Fru
Schrøder, men det er Sørensens Apartemang, som jeg
aldrig blander mig i, og igaar kan De tænke Dem,
søde Fru Schrøder, kommer han alligevel ind til mig
med Vrede i Ansigtet og en Regning i Haanden og
spørger mig, om det virkelig forholdt sig rigtig, at jeg
skyldte Modehandlerinden 300 Kr. og De kan nok tænke
Dem, søde Fru Schrøder, at jeg ikke fandt mig rolig
i den Maade at tiltale mig paa, men lod Sørensen vide
at jeg var vis paa, at han aldrig i hele sit Liv kunde
have faaet en Kone med mere Anlæg for Tarvelighed
end jeg, og det var ikke mandigt og ridderligt af ham
at misunde hverken mig eller Petrine de fattige Pjalter,
vi gik i, men Gud bevares, vilde han bære det over sit
Hjerte at se os gaa næsten nøgne midt i Vinterens
Hjerte, saa stod det ham jo frit for at lade være at
betale, og saa kunde han selv se, om det var til Gavn
for hans Forretning og hans Kredit, at hans Kone og