18 / 425
11
hans Datter gik klædte som Fattiglemmer, og at Folk
ikke kunde faa deres Penge af ham og saa krøb han
jo til Korset og betalte, saa nu skal Petrine og jeg
hen til Modøhandlerinden imorgen og ,bestille et Par
Rober paa næste Aars Regning, og det Eneste, vi maa
undvære er at faa den kategoriske Gaslampe, der jo
skal være det allerbedste og som Sørensen har gaaet
i formelig Lampefeber for at faa anskaffet, men hvad
kunde det hjælpe, for som jeg sagde til ham, naar vi
ingen Gasledning har i Huset, kan Du jo dog ikke
faa Blus paa Lampen, og Fritz Granbæk kom mig og-
saa til Hjælp og sagde til Sørensen, at det vigtigste
ved Lampen var jo dog Lampens Aand, og det var
Lys og naar man bare havde Lys, behøvede man ikke
den kategoriske, og saa citerede han en berømt Tysker,
der havde sagt: Licht, mehr Lichfc! og jeg kan ikke
huske, hvem det var, men tror nok det var Fyrsten
af Lichten3tein, fordi hans Laud var saa lille, at han
nok kunde ønske sig mere, og saa gik der jo et Lys
op for Sørensen og uagtet den kategorisko Lampe i
lang Tid har været det eneste Lyspunkt i hans Til
værelse, renoncerede han sig alligevel og lod i Stedet for
Svenden bringe mig ses Pund Lys op fra Butikeu, saa
Lyseprofiten blev alligevel min, og det er sandt, søde
Fru Schrøder, jeg skulde jo have fortalt Dem om Folke
teatret, hvor de gav en glædelig Herre og en flot Jul,
men nu kan jeg ikke rnere sainie det hele Indtryk,
og «en fattig Juugmands Eventyr» kjender De jo selv
og nu maa jeg desuden gaa, for jeg har lovet Frits
Grønbæk at gaa hen til en Forlægger og høre, hvad
har. vil give for en Roman, der er endnu meget værre
end Herman Bangs, og som der nok bliver lagt Sag an
ituod, saa den gaar af som varmt Brød og bliver meget
indbringende ligesom »Haabløse Slægter» og nu Farvel,
søde Fru Schrøder, og glædeligt Nytaar nok en Gang
og Tak for Kaffen i det gamle.
Bimbreve
til
Fætter*' K r i s t i a n i Nykjøbing.
X K X \
Ny faar og Tak
For det gamle, som nys gik til E n d e
;
Muntert man hugged’ og stak
Og lod Havnerne lystelig bræ ndt;
Freden
—
Ak, Christian, ak!
Freden i Åar, det kan hænde,
Bliver a f samme Tobak:
D r a c h m a n n i Stovterne trak,
Trykked’ Sydveslen i Panden
Og gav «Ferskvandsskipperne Fanden,
Mens P I o u g en Skalle han drak
For at faa Blod p aa Tanden.
Heller vi vil dog igjen
Baxes med
«
Alvorsmanden»,
Selv om med Brovten og Banden
Han sender i Vrede os Kanden
Og -Oliet i Hovedet hen
c
End rere, selv med en Pen,
Det Slam , som i R i s m a r k s Bede
Tysklands
«
sittiiche
»
Mænd
F ra Pøbeirnoddingen sp red e;
Detl stinker af Hovmod og flad
Kulturen, der blomstrer dernede
1 Erobrerens herlige Stad.
«Men*
—
spørger Du,— «har ej mod Jøder
Netop I pa a hver Side og Blad
Slynget Ord saa hvasse og hede
Og kaldt dem
—
jeg siger ej h vad ?
Er del ikke hos Eder man moder
De Stikord, som Striden ju st foder ?
Mon « P u n ch » ikke Itaaner og høder
Og afskyr dem som den Lede?« —
Nej K ristia n , der fejler Du vidt,
Og dit Ord til Forklaring mig noder:
—
Husk vel, det va r d i l ikke mit.
Men lad mig først sagtne enSmulemitRidt,
T ra v
er el aandeløst Trit,
Heller jeg lader i mageligt Skridt
Vinge/testen mig bære. —
Husk saa først paa, her taler vi f r i t ;
«Rent ud a f Posen« skal Mottoet være;
Sig mig da kjære
Kristian, tror Du, naar ofte og tidi
Los man pa a Samfundsgevæxter maa
skære,
At man har Tid til Folk at belære
.
Al der er Forskjel paa Pære og Pære,
At
«
Jode• betyder ej Israelit
;
Aldrig vi Hadeller Fjendskab kan nære.
Aldrig vi Nogens Fjender vil være,
Blot fordi Racen er ikke den samme,
Fordi de er Børn af en anden Stamme.
Bruge vi stundom Ordet «Semit«,
De, vi vil ramme,
Er kun Fornægterne,
S arnfunds stormerne Taine-Forfægterne,
Som har G e o r g til Moder og E e d v a r d
til Amme,
De,
som forkynder pa a Gader og Stræder
Den frie Tanke, de frie Sæder,
De, som vil kramme
Med Hænder klamme
Alt, hvad v i holde i Agt og i Hæder,
De, som hejsed' den røde Klud,
De, som sværge ved «L o g os« paa Tinge,
De, som har taget
«
Historien
•
til Gud,
De, der strør Gift blandt Ungdommen ud
Og som ingen Modgift kan bringe.
Der er vor Fjende, der er vort M a a l!
Vi vil ej tænde et Kætterbaal,
Ingen
in
agter at kue og tvinge,
Men Svøben vi svinge
T il Værn imod «de smaa Sortes
»
Skraal,
Vi vil sto rm e deres Basutokraal
Og lade over Satirens Klinge
Den sorte Besætning springe.
Men mod Joderne, dem
,
der er Jøder blot,
H a r vi ikke et Ord at sige.
Kristen og Jøde for os er lige
;
Dersom i Latterlighedens Rige
Sigte p a a En vi har faaet,
Træffer vor Spot
Kristen og Jede jo lige godt.
Og vilde en «B ofpræ sl
»
krige
Som han i Berlin og løfte det Banner,
Der samler Alt, som er hæsligt ng raat
De indbildske Junkere fra Kejserens Slot,
De øllede Burscher med arrede Pander
Og Pebelsværrnen, der altid sig danner,
Naar Agitatorerne Kortene blander
Og trumfer med højslemte Fraser fiol,
Og skulde for Alvor her hjemme manprøve
E t saadanl lumpent germanisk Træk
Mod Israeliter at øve,
Vi skulde ikke ret længe, tøve,
Men slaa med Svøben et ordenlig Smæk
Og jage de hylende Skabhalsc væk,
Som Jøderne Lighed vil røve;
Thi Lighed, det er den Grund, hvorpaa
Sikkert cg fast det Hele bør s ta a ;
Lighed for Loven. Batten er aaben,
Aaben for Alle, med lige Vaaben
Enhver maa kæmpe for Maalet a l n a a ;
D er spørges ikke om Troen og Daaben,
Om Vadmelskoften og Sikekaaben,
Ret for de Store! Ret for de Smaa!
Lighed!
—
Ja lige saa godt kan vi le
Af Joder, ifald de gi'er Stof til Latter,
Men h a n d i e mod dem som IdstvedSpre?
Atter og atter
Siger je g : Ve
Det Folk, der rolig paa Slige kan se!
Og la!er man dernede slig Voldsdaad ske
,
S aa ligger del i, al de slet ikke falter
Ander) Ide
End »der Grejse*, Bismurk og - Skatter!
—
:------- —
-fr»*»* «f—■- ■■