21 / 425
14
En ny Kost.
Jftr. F i s c h e r sad helt mægtig paa sin Throne,
Og hele Veristremarkens Blomsterflor,
Fra Schandorpl i s Tusindfryd til Anemone
Drachmannid,
det sang i Smigerkor.
Ja, selv Skarntyden Horups gule Krone
Med Smil sigbøjed ofte for hans Ord.
Dét gik nu til en Tid, men saa fik hanSit —
Sit Fedt naturligvis! — han gik —
sk
transit
—
!
Der var jo baade disse Præstelove
Og Universitetets Kapital
Og Sorøs rige Gods og store Skove —
Hin kultusministerielle Kval! —
I hine Ting han monne ikke hove
Det rnenigmandig drømte Ideal.
Han mistede sin Støtte, det er vist nok!
Fordi han ikke var Seminarist nok.
Hans Eftermand i det vakante Embed
Har endnu ej
for Alvor taget fat.
Til Dato kun somRigsdagsmand han kæmped’
Og Journalist i offenlig Debat.
For Resten vide vi om Manden, at
Sin Kamplyst, hvor det gjaldt, han aldrig dæmped’ -
I 64
da flyede han de Pjattende
Og Snakkende og meldte sig ved !
8
de.
Hans Valgsprog er nok: Vi alene vide !
Hvad end det gjælder om en Gartnerplads
Ved Sorø s Haver, hvorom mange stride,
Og hvor han gjorde grumme faa tilpas,
Hvad eller han til Pe t r i Sogns Atride
Med Energi befaler: «
Weisst Du was,
Mein
Sokn!
nu vil vi uden meget Snøvleri
Ha’e Ende paa det endeløse Vrøvleri!»
Der blev «
E ntrilstung
• i den ganske Lejr,
Man finder det aldeles uhistorisk.
Hrrn
B åhc nke
und Hrrn
Reyma nn
und Hrrn
Meier,
Og hvem der ellers hersked provisorisk,
Har næppe nok forvundet deres Sejr,
Før det forkyndes dem saa kategorisk,
At '
Aeliester, Vorsteher, C/umtores
»
Forsvinde skal —
o tempora, o mores!
Det var nu i det Administrative,
At her vi have set hans stærke Haand.
Han ænsed’ ingen gamle, snævre Baaud,
Men kaldte med et Ord det Ny’ til Live.
Nu vil han Un i v e r s i t e t e t give
En ny Forfatning i en bedre Aand.
I Tinget er der sket som en Forvandling:
Selv Hørup gaar med Alvor til Forhandling!
Vi ønske ham alt muligt Held til Værket.
For
alma mater
vil maaske det gry,
I Aarvis blev hun tappet ubemærket —
Tag fat paa disse Voldsmænd uden Sky!
Men
apropos!
hvis De vil ha’e forstærket
Kathedrene med nogle flere ny,
Saa lad os se, Højstærede, De passer
Vel paa, at det er ikke — Gartnerpladser i
Literaturartikel.
I^fttigon os.
En Fortælling fra det
andet Aarhundrede af K a r l G je l
le r u p .
Hr. Gjellerup har ved at dedicere
D r.
E e d . B r a n d e s sin sidste Bog
vist ham en Opmærksomhed, som vi
ret af H;ærtet unde ham og som han
kan have rigtig godt af i disse Tider.
Dedikationen lyder ser:1 følger:
»Tilegnet Dr. Edvard Brandes
af ban s Ven Forfatteren.
Man kunde fristes til at sige, at
denne Dedikation overflødiggjor det
hele
opus;
thi naar man har læst den,
kjender man
eo ipso
hele Bogen,
lmo)
er
åen
tilegnet Dr. Brandes: deraf véd
man altsaa, at det er en Bog, der ikke
skæmmes af altfor mange Netti teter cg
hvori Kristendommen ikke bliver særlig
favoriseret, ligesom Troskabseder ville
blive tagne ligesaa alvorlig, som Løfter
pleje at blive- det.
Man sér
2o)
at
Gjellerup er Dr. Brandes’s V en; man
véd a ltsa a, at Bogen er inspireret af
Doktoren, og man faar et tiltalende
Indtryk af den Skjonsomhed, Hr. Gjel
lerup vælger sine Venner med.
Og
endelig ser man
So)
at Hr. Gjellerup
betragter sig selv som Forfatter, hvil
ket ikke kan komme overraskende for
hvem der véd, at han allerede har ud
givet et Par Bøger, af hvilke den ene
i det m indste har vakt en ejendomme
lig Opsigt, om den end ikke er bleven
om talt med overdreven Ptos. — Man
sér for øvrigt som Titelvignet golde
Klipper, der hist og her skjules af
tæ tte Buskadser, i hvis Skygger man
kan tænke sig, hvad det skal være,
samt endvidere noget grumset Vand,
hvorpaa staar:
>af Karl Gjellerup
«,
og endelig en Mand, der paa en halv
forsoren Maade rækker Haanden ud,
som til Edsaflæggelse, muligvis en
billedligFrem stilling af en afForfatterens
Venner, hvad vi dog ikke ter gjere Ed
paa. Det Hele er holdt i en skidengul
Farvetone, der giver det smnkke Bil
lede et tiltalende Præg. For at man
dog ikke skal tro, vi kun kjende Vær
kets Ydre, skulle vi give en let Antyd
ning af dets Indre-
Bogen er delt i 16 Kapitler med
mér eller mindre, nien særlig mere, pi
kante Overskrifter, sorn
“Adonisfesten
i Bybios
», *
Dæmonen
og den
Baby
loniske. Slynge*
etc., og den gjør stærkt
Indtryk af at være skreven af en ung
Mand, der har læst sin græske Mytho-
logi med Andagt og ikke rigtig er bleven
Herre over Gnostikerne. Han har end
videre et fast Blik for Jose Kvinder,
og det ses heltigjennem, at han baade j
er theologisk Kandidat og Religions- !
lærer i den nye nihilistiske Skole paa
Hjornet af Integade og lille Kirke
stræde, ligesom Inddelingen i Kapitler
har et net theologisk Sving; og vi
haabe, at hans theologiske Sans ikke
har fornægtet sig. overfor Forlæggeren,
saa han har sat Kapitelstaxten godt
op.
Bare han nu snart
maa faa
det