26 / 425
19
kom paa Støvlerne ng maatte optage et Laan tor at, betale
Madam Polack de uhyre Tab paa Ligtorneoperationer,
der vilde være den uundgaaelige Følge af et saadunt
uøkonomisk Soldegængeri.
Yi maatte Alle spare.
Det havde ogsaa den store Kalkulator Mel dahl ind
set, og han havde i rette Tid søgt at hæmme den
overhaaudtagende Luxus ved som et lysende Exeinpel
paa Nejsornhed og Tarvelighed at lade Kuustudstil-
lingsbygningen slaa sig til Tuals rned Puds og Beton,
hvor der var kalkuleret Marmor, og Fyrretræ, hvor der
skulde have været Egetræ og Mahogni. En saadan
Resignation fortjente Paaskjønnelse.
Det idiotiske Medlem
holdt nok af lidt Speku
lation. Han havde i Berlingske Avis fundet en glimrende
Idé, der maatte kunne give stort Udbytte.
Der stod
nemlig i Fenilletonen forleden følgende:
»Han var kommen
nordfra
som
fattig
Yngling med en
Opfindelse angaaende en
ny
Methode at smelte
Erts paa i
sit
Hoved.- —Det maatte være et godt Hoved, der kunde
holde det ud, uden at blive hed i Hovedet eller faa Hoved
strømninger.
Men hvis Ideen, var praktisk og mian,
hvad han ikke tvivlede om, ude mellem Venstrebou-
derne kunde faa tilstrækkelig tykke Pandeskaller, der
var i Stand til uden alt for meget Hovedbrud i Støb
ningen at lade sig benytte som Smeltedigler, saa lian
ingen Grund til ikke strax at afkjøbe Berlingske Pa
tentet paa denne nye Metiiode, og saa lave et lille
Aktieselskab i al Veuskabelighed.
Formanden
antog, at Idioten samtidig vilde søge
om Udnævnelse til Patent-Idiot, for Resten fandt han, at
hans Hoved allerede var blevet skjørnét temmelig
betænkelig og raadede ham indstændig til strax at tage
kolde Omslag for at afsvale sit «Erts», der vist ikke
indeholdt Andet end Bly og neppe et eneste Guldkorn.
Det rekrutbeskyttende Medlem
havde læst i Avigen,
at Rekrutterne i Aarhus blev ædte op af Væggétøj.
Han vidste nok, at Rekrutterne var Kanonføde, men at
de ogsaa skulde tjene til Føde for det aarhusianske
Væggetøj, fandt han, var mildest talt Overdaadighed.
Det dyrebeskyitende Medlem
syntes gjerne man
kunde unde de srnaa Dyr deres daglige Brød, som do
maatte tære om Natten i Frygt og Bæven samt jstadjg
Livsfare.
Det rekrutbeskyttende Medlem
syntes dog, .at de
‘
var en unødvendig Blodsudgydelse.
'
~
Det dyrebeskyitende Medlem
fandt denne Udtalelse
haardhjærtet.
Det rekrutbeskyttende Medlem
var sig bevidst at
at have et blødt Hjærte, men derfor var det ikke sagt, at
Rekrutterne havde en haard Hud. Væggetøjetburdeslagtes.
Idioten
syntes, den sidste ærede Taler mindede
ham om Jødeforfølgerne i Berlin. Han vilde udrydde
Væggetøjet. Det var altsaa de «Haabløse Slægter.»
I Berlin vilde man udrydde Jøderne — de «Daabløse
Slægter».
Formanden
afbrød Forhandlingerne. Nu gik Toget
til Hvalsø. Han ønskede Forsamlingen glædeligt Nytaar
og Idioten god Bedring,
Amerika gjor ligervis,
Og naar en Hindu skal ha' Ris,
Dit Navn han aldrig glemmer.
Din Magt er for Evropas Fred en sikker Støttepille ;
Den evropæiske Koncert
Kom Fredsforstyrrerne paa tvært,
De gjorde Regning uden Vært
Ved Lord-Mayorens Gilde.
Naar Britten der tog Munden fuld af alskens
Levemaade.
Imens han inandelig og kjækt
Gav Englands Fjender grov Konfekt,
Saa fik man rigtig nok Respekt
For Landets Hær og Flaade.
Og derfor kari tor Verdens Ro vi takke Englands Talere;
D u le ig iio blev ej en Ruin,
Og Konferensen i B e r lin
Den blev dog kun til evig Grin,
Men ej til noget, galere.
Og gavnlige Reformer har Du altid havt for Øjet:
Du nedla’e hos Visirerne
1
Til saude Frem skridt Spirerne,
Mærkværdigt nok, at-1 r e rn e
Slets inte er fornøjet.
Men de gjer stadig Kvalm, det Rak, paa Møder og i Blade,
Om Natten ud paa Rov de gaa,
I Mørke er de alle graa,
Ja, Nogle tager Maske paa,
Tænk, sikke Maske-Rade ;
Og din Humanitet er kjendt endog blandt Hottentotterne;
Du hersked’ aldrig absolut
Som R u s s e r n e ved Hjælp af Knut,
Din «Kat* du bare har dem budt,
Og den gaar snart til Rotterne.
Din Tapperhed er velbekjendt fra K ap til R a l a h a r i :
Du negled’ Zulu-Kongens Land,
Vandt Lavrbær i A fg h a n i s t a n ,
Og selv i C ity mener man,
Dens Kurs staar over
Pari.
Saa gid da dine Sønner snart derovre blandt Transwaalerne
Maa deres Ting saa godt forstaa,
At Bladet snart sig vende maa,
Og ret paa Ho’det de kan faa,
Hvor før de fik paa Halerne.