423 / 425
415
reneen og F rits er ude for Anstændighedens Skyld, og
muligvis kan vi ad Aare give F orestillinger i Panum -
ram aet i Gymnastik, ligesom Lahaatvolæ i Ridekunst for
leden Aften, hvor Sørensen og jeg jo ogsaa havde faaet
R illet til, men blev vinket af af Politiet efter Ordre fra
Brandm ajoren, for den Slags Fornøjelser er jo altid en
B rand i Næsen paa Schønhejter, som jeg nok kan huske
fra Studenterkarnevallet i Fjor, men saa kom vi der jo i
Torsdags, og det var jo m eget pænt og komildfaa, men
je g havde dog rigtig nok troet, at nogle af Damerne i det
m indste havde sprunget gjennem Ballonger eller bræn
dende Tøndebaand, men det har Schønhejter sagtens ogsaa
sat en Pind for, og F rits Grønbæk siger for Resten, det
var ren og skjær Ingsubordination af Byens Sprøjter at
sæ tte sig op mod B randm ajoren, og hvordan det gik Jule
aften, bryder De Dem vel ikke om at høre, d et er jo altid
det samme om igjen, og om nogen Tid skal vi have
privat Forestilling, og Sørensen har læst i Dass-Åvréen
om et Stykke, som hedder Gjengangere, der er et Slags
norsk Vaadevilde uden Sang og med en Kammerher-
rinde i, som jeg ta’er, for det fine F ag ligger jo bedst for
mig, og Sørensen kan være Kammerherren, som ikke har
noget at gjøre, fordi han er død og borte for længe siden,
og Petrine vil spille Regine og F rits Osvald, som er m est
passende, fordi der nok skal kysses, og de h a r jo dog
været forlovede, og saa m angler vi bare Snedkeren og
Præsten, som én af F rits’s sm aa sorte Venner nok paa
tager sig, da de jo er vant til at gjøre Nar ad G ejstlig
hed og den Slags, og saa tænker jeg nok De kan komme
hen, sode Fru Schrøder og se Generalprøven. Farvel og
Tak for Kaffe.
Paa Børsen.
— Hvad siger De til den med de 70.000 Kr. i Privat
banken?
— Ja, det er sch'gu en forbandet Hischtorie. Jai kan
sch’gu ikke forschtaa, at Folk vil indlade sig po sodanne
T in g ; det bli’er jo dog altid opdaget.
— Det véd man jo dog ikke!
— Ja, da har ja i sch’gu da aldrig hørt om noget af
den Schlags, der ikke er bleven opdaget.
Ved Gravens Rand.
D et gam le Enogfirs vil os forladel
S nart hviler han paa sine Lavrbærblade,
Som han i Aarcts Lob saa surt har tjeBt.
Om han ju st ej besunget bli’er af D igterne,
Saa gjøree hans fortjente Liv bekjendt
Af Journalisterne i »Oversigterne».
Han førte under Valgets Fryd og Gammen
De skilte Venstregrupper atte r sammen
Og har dem lært, at Enighed gjør tryg.
Men trods den ny og gamle P agts Velyndere,
Og skjent Hr. B e r g har gjort sig mere tyk,
E r dog P artiets Indhold bleven tyndere.
E t Held i Aar dog Vælgevfolket proved’ :
Af Folkebanker blev det ej bedrøvet,
Den Skæbne ikke hvert Aar er forundt.
I A s k o v sam ledes St. G r u n d t v i g s glade.
Mens Alvorsmanden B e r g foer Landet rundt
Og hverved’ Holdere til sine Blade.
I K j ø b e n h a v n man gjorde sig til gode
Med denne Sommers Ju ra -P e rio d e ,
I hvilken fremkom mangen lærd D eb at
H er drefted* Nordens fejrede Lovkyndighcd,
Hvordan med Lovens Arm man bedst ta 'e r fat
P aa haabløs 81ægtskab2gtighed
og
Syndighed.
I Aarets Løb man endelig for Dagen
Fik bragt Økonomi-Forvaltersagen
Til F e n g e r s Glæde fra dens mørke Skjul.
Forskjønnelser man fik af alle Arter,
Som
Bdlielskibet og
som S t e i n s
Niels
Ju e l
Og S k u r e n e paa vore Boulevarder.
I L o n d o n sagdes T i e t g e n from t at virke
For Kjøb af Kuplen til sin Marmorkirke,
Der vejer flere hundredtusind Pund.
P aa B ø r s e n lærte de, der Kursen styre,
Da Børs-Adressen jøbet var paa Grund,
At gode Handelskammerraad er dyre.
Det er om trent, hvad Aaret har bedrevet;
Og nu, da det sin længste Tid har levet,
En stille T aare det til Afsked faar,
Thi, ak! snart det paa Dødens Hovedpude
Imellem Nytaårsaftens Potteskaar
Udaande maa, og saa er Potten ude.