414 / 425
Et Skibbrud.
Det var sig Kong Chresten til Boge
Og alle de danske Øer,
Der fandtes fra Vandsbæk 40 Sprogø
Ej Mage til Navigatør.
Faa Vandet var sjælden set den,
Der kunde som han finde Vej;
Han tog baade Længden og Bredden,
I Dybden stak han dog ej.
Men Højden kunde han tage:
— Chrest glæde hans kløgtige Krop! —
1 Luftballon kunde han age
Om Kap med 6 ambe11 a op.
— En Dag, da han var paa Galejen
«Obstruktion spolitik»,
Og slet ingen Ting var i Vejen
Med Søkort eller Bestik,
Da skulde en Vandskæbne møde
Saa dreven en Navigatør:
Han paa en Nyholm mon støde,
Han ej havde opdaget fer.
Snart li’som en væltet Madspand
Galejen paa Siden laa!
Thi det var uheldigvis Fladstrand,
Hvis Havn han var løbet paa.
Hans Udsigt er bleven tyndere
Til flot Galejen at faa:
Blandt østers og andre Flyndere
Den for det første maa staa.
Det Skibbrud i Havnen kan spille
Ham mangen betænkelig Streg.
— Men, Chresten, hvad Pokker vilde
Du øgsaa paa den Galej?
Jtiimmelbrev
Til Digteren og Politikkeren
(§jømstieme (§iømson.
p. t Norje.
Ho ho, og en glæjeli Jul id
Deres Vcloerværtihej me mange
Taksielser, inte barestens fra
den gamle Glaje men osse f r a
aUe d i gamle sjemytlie Eien-
herier værendes a Unnertejnede
biene omdannede tel et Skøtte-
kiv, f o r a kunne være licsoin
Velærværtihejens ejen Menihed
oppe i de gam le Norje syngendes
om
•Kuglen blyhej baner Vej tel F rihej
•
men inte vijen
des regti va samme betyjer, faam ejelst Okyndihej i de
nyere Skyjevaaben. Va Unnertejncje holdt et sagkyndi
Foredrag f o r samme om, værendes lie saa dreven deri
som en Offenscer i Køvenhavm B efæ sting
.
havendes
nem li i gamle D ae sæl forestaaet en Vindbøsse med en
Prøiser tel a skyje etter og en Danserinde tel a hoppe
op bagve naar di tra f i Sæntrom — brilliant og me den
Gamles ejen Sjemytlihed paa Krammarkejet i Vorti ny-
borre. Velærværtihejen ka allievel godt trøkke sai sæl i
Gjengangeren
af
Hr. Manbang.
D e t f u r s t e I n d t r y k . Som om
det ikke var altfor svagt — utydeligt
som en Sætning i N ationaltidende,
taag et som en Decemberdag i
1881
.
Men alligevel — Hvad behager? Den
rene skære Sandhed!
Og naar det saa er en Feuilleton
som denne, ventet saa længe med
Spænding af T usinder og Tusinder
ig jen , ventet af P ortn eren , P ortner
konen og den krolhaarede P ortnerdatter
med de blaahvide Ojne og det sygelige
Smil, som maaske har l i s t e t sig til
at læse den om Morgenen ganske tid
lig, og nu har man paa Kafeen Bladet,
som man halvvejs har stjaalet, og man
skal atte r tale med eri af de Store i
T iden, som synes at rumme i sit
Blækhus al Sorthedens sorteste Sort
Sorthed.
S a a stiger Forventningen
ti! Delirium. Den stiger endnu højere,
naar denne Feuilleton er af Herman
Bang. Thi man véd ikke, hvad Her
man kan falde paa at skrive, han
skriver saa meget, man nødig gider
læ se; og saa fordrer han, man selv skal
sætte Verberne tik Han er saa ufor
styrrelig usammenhængende.
Overfor
Herman Bang bliver Deliriumen derfor
isprængt med F lu er, store spanske
Fluer,
Vi véd det, det er Herman
selv, vi ville faa at se, og det er nok
til at blive bange for.
Det første Indtryk af »Gjengan-
geren« fra Nationaltidendes fugtige
Kjælderrum er Forbavselse. Men For
bavselsen bliver til Uro, naar vi se
Substantiver, Adjektiver og Præposi
tioner flyve skræmte op mellem hin
anden som en Yildandeflok, der flygter
for Sondagsjægeren.
Og fra det Ojeblik af ville mange
ikke være sig selv. De læse Fcuille-
tonen med Ønsket om at kunne tage
Herman i ø rene. De forlade den for
atter at vende tilbage. Søndagen er
lang. Og har man en Gang givet sig
ham i Vold, løber man paa gloende
Grund Spidsrod gjennem disse umulige
Sætninger, denne kolossale Affektation,
denne umanerlige Forskruethed, indtil
man kommer til det sidste Udraabs-
tegn ,
indtil man dødtræ t synker
sammen og udbryder: »Opvarter, en
lille Cognac — i en Fart!«
Alligevel have vi et tilbage. Naar
Avisen glider ud af vor Haand, læse
vi paa B agsiden: » H e r m a n n B a n g :
H e r h j e m m e o g d e r u d e . Udvalgte
Feuilletoner.
Sehubothes Boghandel,*
I denne rædselsvækkende Bog findes det
forfærdeligste paa Titelbladet. Det er