S_Punch_1881

403

gjerne. Hvad vædder vi saa om?» — «Om enFører

post for hele Vensire,» sagde Berg. — «Vel,» sagde

Greven, »lad os saa begynde?« — «Nej,« sagde Berg',

«saa stor Bast har det ikke; jeg er endnu ganske

fastende; jeg maa først hjem i »MorgengnaveU og

have mig en Portion Andesteg, men førend Du igjen

hat vendt Din Kappe, er jeg her paa Pletten.» —•

Derpaa gik Berg, da Greven var tilfreds hermed.

Undor Vejs sagde Berg til sig selv: «Greven stoler

paa sin rappe Tunge og sin Øvelse i at løbe fra det ene

Standpunkt til det anaet, men jeg ska! nok siaa ham

en ordenlig Assensplade!» Derpaa gik han ind i

«Morgengnavet» og sagde til lille Eedvard: «Klæd

Dig paa i en Fart, du skal strax med ad paa Lan

det!» — «Hvad er da der paa Færde?» spurgte Eed

vard. ■— «Jeg skal løbe omKap med Lejregreven, og

Du skal være med3» — «Ih mine Fædres Gud og hans

hellige Ord!« skreg Eedvard, «er Du gaaet rent fra

Samlingen? Hvordan vil Du bære Dig ad dermed?«

— i'.Hold Din Mund,» sagde Berg. «det bliver min

Sag; Du skal ikke blande Dig i Førernes Anliggender!

Af Sted med Dig!« —Hvad skulde lille Eed vard gjøre?

Han maatte folge med, emen ban vilde eller ej. Under

Vejs sagde Be rg til lille Eedvard: «Pas nu paa, hvad

jeg siger! Henne paa. Vejen til den rigtige Folkegunst

vil vi løbe om Kap; Greven isber i den ene Groft og

jeg i den anden. Nu har Du intet videre at gjøre

end at sætte Dig her nedenfor i Grøften, og naar Gre

ven saa kommer paa den anden Side, raaber Du bare:

Jeg er her allerede!«

Dermed var de komne til Stedet. Eedvard fik

Plads i den ene Ende af Grøften, og Berg tog Plads i

den anden Ende. Greven var allerede paa Pletten.

«Kan det begynde?» spurgte han. —■ «Ja vel !» sva

rede Berg. Greven talte »En, to, tre!» og foer saa

af Sted ligesom et Lokomotiv henad Åssensbanen. Men

Berg tog kan et ganske lille Skridt, og saa blev han

siddende,

DaHo Istein var kommen hen ved den andenEnde

af Grøftén, raabte E ed vard til ham: »Jeg er her alle

rede!» Greven undrede sig ikke lidet; han mente, det

var Chresten selv, lian saa; thi i Grøften ere alle Ev-

ropæere sorte, og desuden ser, som bekjendt, Be rg

udvendig ud ligesom. Eedvard indvendig. MenGreven

sagde: «Endnu en Gang! Om igjen!» — »Ja vel,®

svarede Eedvard, «for miggjerne!» — og Greven løb

af Sted, saa ørene fløj hamomHovedet. Da han kom

til den anden Ende af Grøften, sad Berg der og sagde:

«Jeg er her allerede!* — Greven, der var hær ved at

gaa ud af sit gode Skind og blive endnu niere katholsk

i Hovedet, raabte atter: »Om igjen!» — «Værsgo,»

sagde Berg, «for mig gjerne«; og saaledes gik det

igjennem tykt og tyndt i alle Familietvistens mærk

værdige Aar.

Men til sidst kunde Greven ikke mere. Han faldt

over et smudsigt Standpunkt og blev liggende. Mode

rationen fiød ud at Halsen paa ham.

alle hans Lem

mer undergik en radikal Forvandling. Men Berg tog

pinvandne Førerpost, kaldte paa lille Eedvard, begge

gik fornøjede hjem i «Morgengnavet», og hvis de ikke

er døde, lever de endnu.

Saaledes hændte det sig, at Berg løb Lejregreven

søpder og sammen paa dennes politiske Løbebane, og

siden den Tid er ingen Moderat falden paa at konkur

rere med Bogokongens Undersaatter.

£tore

09 øobc $anblinøcr

«abtkalt, «Ælobrratc 09 KMraabtt.

Bnblebning.

eg £«rpeng ©trænge flintr cm Sannerfoifetg Jpæber,

Om SSælgetfolfetg Dpb og SBenftreg gobe ©æber,

Om ©pillet,

ip>or

mon ©unft og fjoifegatoer banbt,

„Og er bet iffe fmuft, faa er bet ganfte fanbt",

Om Slenfireg gobe ©mag, ber albrig bar for fræfen,

Om bereg rene Sib og bereg rene SBæfen,

Dm bereg §eUefraft og ffcelbne Stapperbeb,

Jpbormeb be aarebig for Stab ure tte ftreb,

2>et Solí, ber Suben tog felu fra te falig fDfoIbcr,

Dm bet g-labe Sib, be fanbt t SDannebang.

L gæbrelanbS t jærligbeb.

1)et bat juft paa ben Stib, ba alle Borbeng Boner

SBar fattig paa fDleral, men rig paa Sltmejioner,

i>a 9iæberet bar Sob og Rolleret ubiet,

SDa S ig m a rd bar en @ut og 9Ko(tfe fjang profet,

2)a i bor Jperreg 9iabn Stråhaterne man flutteb’

Og i „ber greifeg" 9?abn bem breb — ia l bære ftrubtet! ■—

Og SBerbeng 9lo og greb bang lun i trenbe Jpaar;

$>a lebeb’ bet en SUianb, ftaalfat, trob* al Senaueljen,

£an talbteg S b re fttn S3erg men bebte ellerg ^obeffen,

én SHar.b, ber babbe rejft faa mange £unbreb’ 9Jfii

Og lun „blcb ftbbenbe" af bpbtfolt i rang til J&bil;

$J?en bbor ban færbcbeg t aQe fine Sanbe,

$att fægtebe ftg frem, og bet nteb dåben fflanbe,

Og ban fom Ifllafter paa beng $uler babbe faa’t

6n golfefrcne paa font fatbct 5fogø-!Droi. —

3)a bannem bteb fortalt, at STpfferne faa glubffe

SBegjæreb’ 9iæfteng $ug beb £jælp af bereg' B.fttupp"ffe/

„Sat fomme bbo, ter bit! Beg barge bil ntit Sanb!"

derpaa ban rebebon botereb’ en 33euifling,

gor bbilfen i bang 33rpft en Sannebirfeftifling

Sleb bpgget, og ber bleb om ben i mangen Jtro

3)erpaa ban lob fin £ær bag Solben opmarfcbere

Cg lob meb ftore Drb og febt glæff ben montere;

SDlen af en faabatt gærb man lærer at begribe,

2lt gæftninggbærler, .§>ær, kanoner, Sflanferflibe

33bi

ban bar jo fagt: „3eg bærge bil mit Sant!"